Klumme afPer Munch

Journalist

En god dag for Jørn Pedersen - og en dårlig dag for miljøet

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Jørn Pedersen. Koldings borgmester, der fra morgenstunden stod klar til at revne af stolthed foran Syddansk Universitet, hvor erhvervsledere, studerende og borgere skulle møde tidligere præsident Obama. Med all-access skiltet om halsen fortalte han TV 2News, at det her er stort og vil betyde flere arbejdspladser og studerende til byen.

»Det bliver lige så stort som dengang, Whitney Houston og Tina Turner var her. Det giver stadig genlyd«, sagde borgmesteren.

Som en lille læserservice til folk uden for trekantsområdet kan vi oplyse, at Tina Turner gav koncert i 1996 på Kolding Stadion, mens Whitney Houston gæstede byen i august 1993, et 25-års jubilæum, som dagbladet JydskeVestkysten omtalte udførligt i sidste måned.

Her forklarede byens citychef, at da Whitney Houston ankom, var der nærmest »Obama-agtige tilstande«. Skønt det dengang var Clinton, der var præsident. Det er genlyd, så det runger. Og det var i hvert fald noget med sorte biler og bodyguards.

En dårlig dag for ...

Miljøet. Det ser værre ud med trængslen i storbyerne end hidtil antaget, siger Dansk Infrastruktur i en ny analyse. Vi spilder 10.000 mandår på at sidde og høre lydbøger og tromme på rattet.

Endnu mere trist er Dansk Infrastrukturs løsning: at vi skal have endnu flere veje. Måske ikke så underligt, da de er en del af Dansk Byggeri, men for det utrænede øje kan det ligne at løse et alkoholproblem ved at købe rigeligt ind til weekenden.

Oven i det mener Klimarådet i denne uge, at priserne på elbiler skal sættes ned, så 100.000 flere får lyst til en Tesla. Ligesom regeringen også vil udfase benzin og diesel inden 2030.

Jo, der vil måske være lidt mindre giftig luft omkring Hans Knudsens Plads, men selv hvis de bilglade danskere blev tvunget til at køre med elastikmotor, som skulle trækkes op hver morgen ude i carporten, så ville de mange tons metal, hver af dem ønsker at transportere deres krop i og have stående rundt omkring på fællesarealerne, være en belastning for byen og for miljøet.

Per Munch

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her