Klumme afSøren-Mikael Hansen

Europakorrespondent

En god dag for Bornholm - og en dårlig dag for Lars Larsen

Lyt til artiklen

En god dag for...

Bornholm er ved at falde til ro oven på en sommer, hvor det gode vejr må have skabt ekstraordinær aktivitet over alt på øen.

Derfor kan det kun have været en befriende oplevelse for de fastboende at stå op til tirsdagens godmorgen-tweet fra Bornholms Politi: »Intet på døgnrapporten. Som i absolut intet. Til gengæld vil vi gerne reklamere for vores reflekser, der kan hentes kvit og frit på stationen. God dag derude«.

Selv om sjællandske pensionister og andre turister stadig kommer dryssende til, fik ordensmagten således ikke blot signaleret ro og orden, men også det markante skift til efterårets mørke, hvor det bestemt er en god ide at være synlig i trafikken. Og så er der ikke meget, der gør dagen bedre end en orange eller grøn refleksbrik formet som en politibil.

En dårlig dag for...

Lars Larsen har siden 2013 ejet møbelselskabet IDdesign, der driver butikskæderne Ilva og IDEmøbler – og det med mildt sagt begrænset succes. På en virkelig dårlig tirsdag måtte den administrerende direktør, Rami Jensen, konstatere, at regnskabsåret 2017/18 giver et underskud i størrelsesordenen 100 millioner kroner, så cirka tre gange så meget er nu i alt gået tabt i løbet af de seneste tre år.

Det kan selvsagt ikke blive ved med at gå, så nu bliver de to kæder slået sammen, og 47 stillinger bliver nedlagt. De berørte medarbejdere bliver enten afskediget eller tilbudt job et andet sted i Lars Larsen Group. »Det er jeg selvfølgelig utrolig ked af«, skriver Rami Jensen i pressemeddelelsen om, at han har været nødt til at »træffe nogle nødvendige beslutninger«.

Søren-Mikael Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her