Klumme afBo Søndergaard

En god dag for klimaet - og en dårlig dag for DR

Lyt til artiklen

En god dag for...

Klimaet havde en forrygende dag tirsdag. I hvert fald, hvis klimaet er en tålmodig fætter, der godt kan finde ud af at vente. For om 12 år skal det nemlig være slut med at indregistrere nye diesel- og benzinbiler i Danmark. Det foreslår regeringen, som virkelig ikke gider se mere på det svineri.

I dag er det kun en ud af 200 biler på de danske veje, som kører på el, måske fordi den samme regering satte afgiften på elbiler op i 2015.

Men op mod valget er der kamp om at tænke på fremtiden, klimaet og faunabroer til venstreorienterede hasselmus . Nu handler det om at tale til de vælgere, der går op i den slags. Uden på den anden side at genere dem, som synes, det frie liv bedst leves, når man brænder noget 98 oktan af på indfaldsvejene. For det gælder jo først om tre valgperioder.

En dårlig dag for...

Danmarks Radio havde en dårlig dag i fredags, og på fredag sker det igen. Det nye underholdningsprogram ’Live’ bliver nemlig ved med at tabe seere. Det begyndte på 537.000 seere, men i fredags var der kun 189.000 tilbage.

Det store dyk kom, da TV 2’s ’Vild med dans’ vendte tilbage på skærmen, men ’Live’ bløder stadig og har nu halvt så mange seere som Horisont. DR har mange flere seere til ’Den store bagedyst’, ’Gift ved første blik’, ’Hammerslag’ og ’Guld i købstæderne’.

Måske bliver næste DR-koncept noget med en gruppe showdansere fra provinsen, der dyster om at få flest penge for det, de har i deres pulterkammer. De, der vinder, må bestemme, om de vil have sex med en af de andre deltagere eller smadre en othellolagkage i hovedet på Timm Vladimir.

Bo Søndergaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her