En god dag for ...
Bogelskere. Fans af den britiske forfatter Hillary Mantels romaner om den engelske kong Henrik VIII og hans rådgiver Thomas Cromwell har længe ventet på tredje og sidste bind i serien. De første to romaner fik begge Man Booker-prisen, så måske føler Mantel et vist pres for at slutte serien med maner.
Men mens vi venter på slutningen, har britiske arkæologer fundet resterne af Wolf Hall – det slot, som har givet titel til et af bindene, og som er omdrejningspunktet for romancen mellem den kvindeglade kong Henrik og hans tredje kone, Jane Seymore. Wolf Hall blev bygget i 1530’erne, men var allerede i 1570 en ruin og blev revet helt ned i begyndelsen af 1700-tallet. Utroligt nok er det stadig efterkommerne af Seymore-klanen, der ejer området.
En dårlig dag for ...
Abba. Alle elsker det klassiske svenske popband. Nogle gange lidt for meget. I 2010 var det Dansk Folkeparti, der spillede en revideret version af ’Mamma Mia’ til et valgmøde. Dengang tog Abbas Benny Andersson klart afstand. »Abba tillader aldrig, at vores musik bliver brugt i en politisk kontekst«, sagde han til BBC.
Men det budskab blev tydeligvis ikke hørt i Downing Street 10 i London. Til partikongressen i Birmingham kom premierminister Theresa May svansende ind på scenen til lyden af Abbas legendariske ’Dancing Queen’. May fik stort bifald for sin selvironiske dans, men hvad med alle os andre, der nu altid vil have hende på nethinden, når vi hører sangen? Godt nok er ’Dancing Queen’ typisk signal til, at festen er ved at være forbi – men alligevel.
fortsæt med at læse
En god dag for klimaet - og en dårlig dag for DR
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.



























