Jeg er stresset, meget stresset. For at sige det, som det er, så er jeg ved at miste overblikket. Lige meget hvor jeg kigger hen, og hvad jeg læser, så er den der – den store stygge klimapegefinger.
Vi er heldigvis snart lysår fra at trække på skuldrene over klimaforandringerne, og kun en meget lille gruppe holder stædigt fast i, at der er tale om statistiske afvigelser. Men de læser nok alligevel ikke Politiken, så dem ser vi bort fra.
Vi andre er i fuld gang med at spise mindre kød, tjekke priser på hybrid- og elbiler, alt sammen meget godt, og det personlige ansvar fremføres med stor ildhu i dette organ, der jo som bekendt hylder de gode intentioner. Klimaudfordringen er rykket fra de bonede gulve og ind i privatsfæren. Og vi går rundt med bøjet nakke og skjuler, hvis vi har glemt stofmuleposen og erstattet den med en af de syndige plastikposer.
Men for os i den velbjærgede middelklasse er det værste dog, at vi skal til at flyve mindre for at begrænse den globale CO2-udledning. Skiferie, yogaretreat, weekendtur til en europæisk storby med vennerne og sommerferien er i spil.
Og hvis man ser på billetpriserne, er det jo også tosset, at en billet København-New York nærmest koster det samme i dag, som da jeg første gang fløj over dammen for 30 (ja, tredive) år siden. Det hænger slet ikke sammen.
Ny rapport: Vildt vejr kostede verden svimlende 1.400 milliarder i 2018Men det dur ikke, at vi som privatpersoner skal være flove over en weekend i Berlin eller Paris. Vi må have lov til at nyde mulighederne for at besøge hinanden på tværs af det europæiske kontinent – det gør os klogere.
Det behøver måske bare ikke at være i fly. Dybest set er det jo en temmelig besværlig facon at flytte sig på. Man skal i lufthavn, sikkerhedstjekkes, vente ved gaten, ind i flyet, vente igen ... fortsæt selv listen. Rigtig meget afbrudt tid, hvor man er afhængig af andre.
I de sidste 20 år har flytransporten udviklet sig til et bombardement af ruter og afgange. Og det er sket på bekostning af for eksempel togdriften, der er blevet dyr og dårlig. År tilbage tog man nattog til Paris, Berlin og Stockholm.
Tænk, hvor mange bøger man kan få læst, medens Europa passerer forbi. Men i dag flyver vi, fordi det er hurtigere og billigere.
Det bør de europæiske politikere forandre, og hellere i går end i morgen. I vores store europæiske fællesskab kan vi lovgive om fødevarer og forbrugerrettigheder og tage livtag med techgiganterne.
Så det bør være en smal sag at etablere nye skinner til hurtigtog, der kan fragte alle os med trang til weekend-’get aways’ rundt. Lækre, hurtigkørende og gennemdesignede tog, med spisevogn forstås, der kan køre os til Rom, Budapest og Prag, medens vi spejler vores gode samvittighed i togets rude.
Der er sikkert ikke grænser for, hvor mange transportlobbyer der kan forsøge at spænde ben for dette projekt. Og etableringsomkostningerne vil være astronomiske. Men det vil også skabe mange arbejdspladser. Og hvis vi skal kunne efterlade denne klode til vores børnebørn og ikke gå over i historiebøgerne som dem, der ødelagde den, er ingen i tvivl om, at der skal noget drastisk til.
Ja, vi skal alle tage ansvar og tænke os om. Men vi må insistere på, at vi har udliciteret grundlæggende beslutninger til vores folkevalgte politikere. Det kan ikke være individets ansvar alene at løse problemet. Derfor bør europæiske politikere tage ansvar og arbejde hurtigere end et bumletog på at indføre hurtigtog i Europa.
fortsæt med at læse
Kampen for et bedre klima er en krig, og vi har brug for flere generaler
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.



























