I morgen er det den internationale Auschwitz-dag. 27. januar 1945 nåede sovjettropper frem til nazisternes største udryddelseskompleks, Auschwitz-Birkenau. Her havde tyskerne myrdet 1 million jøder og op mod 200.000 andre mennesker, herunder sintier, romaer og sovjetiske krigsfanger.
Vagtmandskabet havde rømmet lejren 18. januar og gennet 56.000 fanger på dødsmarch vestpå. De nåede ikke at myrde de tilbageblevne 8.000 syge og afkræftede, herunder italieneren Primo Levi, der siden forfattede bogen ’Hvis dette er et menneske’. Først flere dage efter bragte The New York Times nogle få linjer om det, der senere blev kaldt Auschwitz’ befrielse.
Tysklands Forbundsdag afholder i forbindelse med Auschwitz-dagen en mindestund for nationalsocialismens ofre. Et tidsvidne giver de folkevalgte en personlig beretning om den død, Hitler-Tyskland spredte over Europa. I år taler den israelske historiker Saul Friedländer, en af verdens førende holocaustforskere. Det sker på torsdag, 31. januar. Friedländers forældre blev myrdet i Auschwitz i 1942, men forinden havde de skjult deres 10-årige dreng i et katolsk internat i Frankrig.
Tysk efterretningstjeneste vil overvåge yderligtgående partiMindestunden i Forbundsdagen er en vigtig del af tysk erindringskultur. De højrekræfter, der ikke længere kan overhøres, betragter erindringskulturen som et anmassende overgreb og historieforfalskning. De reducerer nazitiden til ’en fugleklat’ på det ellers nyrensede tyske jakkesæt.
Men dagen angår ikke bare Tyskland. Tusindårsriget, der varede fra Hitlers magtovertagelse i 1933 til det endelige nederlag i 1945, forbrød sig mod menneskeheden. Historikere gør stadig rige fund, der bidrager til vores dyrekøbte erfaringsmateriale.
Lige nu diskuteres det, hvorfor datidens vestlige mediedækning med omhu bagatelliserede det civilisationsskred, der åbenlyst og utilsløret skred programmatisk frem fra terror og udskillelse af jødiske borgere til det holocaust, der i dag symboliseres med Auschwitz.
Peter Wivel: Tyske kvinder slipper ikke for en religiøst inspireret abortlov, hvis ånd har rødder i nazitidenProblemet blev første gang udførligt beskrevet af den kendte amerikanske historiker Deborah Lipstadt i bogen ’Utroligt’ (’Beyond Belief’, 1986). Lipstadt koncentrerede sig om amerikansk presse, der med flid underspillede det grusomme aspekt ved Hitlers magtovertagelse.
Lipstadt skriver, at de amerikanske troppers befrielse af tyske dødslejre i 1945 ansporede ugebladet Life, der før fremkomsten af fjernsyn var et af de mest efterspurgte illustrerede magasiner i den vestlige verden, til at fortælle sine læsere: »For første gang får vi uigendrivelige beviser«. Det var fake news, der ville noget.
Uigendrivelige beviser på dødslejre var tilgængelige fra 1941. De stammede imidlertid fra ofrene, kommunister eller jøder, altså ’forudindtagede kilder’, der måtte berøres med brandhandsker, skønt de var de mest pålidelige af alle. The New York Times vidste 2. december 1942, at »to tredjedele af de polske jøder anses for døde«. Notitsen om dette folkemord blev bragt på avisens side 11. Læg mærke til det forsigtige, neutrale ord ’døde’.
Lipstadt skriver, at hundredtusinder af Hitlers ofre kunne være reddet, hvis de amerikanske aviser havde holdt deres læsere orienteret om den støt fremadskridende tilintetgørelse af Europas jøder.
Bo Tao Michaëlis: DR kunne fint have brugt en hel temalørdag på program om det ækle kristne jødehadLipstadts akademiske klassiker viser, hvad medierne vidste og kunne have gjort anderledes. Nu har Daniel Schneidermann, en fransk journalist, opdateret problematikken i en furiøs megabog. Af sin omfangsrige historiske research uddestillerer han en lære af de kuldslåede vestlige reportager fra Nazi-Tyskland. Hans bog ’Berlin, 1933’ (Éditions du Seuil) følger tysk terrors optrapning, etape for etape, og dokumenterer, hvor magert katastrofen, med hæderlige undtagelser, afspejles i amerikanske, franske og britiske medier.
Det tyske Udenrigspolitiske Selskab, DGAP, tager Schneidermans bog alvorligt. Forfatteren er inviteret til Berlin og skal på mandag fortælle selskabets medlemmer, om hans store analyse af mediedækningen i 1930’erne kan hjælpe os til at håndtere det nuværende højreskred i Europa.
Schneidermann forsynder sig forsætligt mod alle journalistiske kardinaldyder. Han møder sit emne med åbenlys vrede og kræver af sine fagfæller, at de skal vedstå, når de er lamslåede ved mødet med en altødelæggende ubegribelig terror. Det hører ikke til deres håndværk at skulle ’begribe’ og ’forklare’ læserne noget ubegribeligt, der overgår deres forstand. De skal skildre forbrydelsen, give den ansigt, vise ofrene, vise uhyrlighederne, vække læsernes samvittighed.
Schneidermann tilstår allerede på de første sider, at »denne bog er født af rædsel over Trump«. Den franske journalist ser i vores dækning af det fremadskridende amerikanske forfald bittesmå tendenser, som springer i øjnene i mediedækningen af nazitiden. Derfor er bearbejdelsen af den tyske erindringskultur stadig nyttig langt ud over sin enorme historiske værdi.
Først så vestlige medier ned på Hitler, lo af den latterlige mand og banaliserede ham ud fra omkvædet: Det går over. Han kommer til fornuft. Siden opdigtede de ’høge’ og ’duer’ i rosset omkring ham eller psykologiserede, minimerede, desorienterede, relativerede og afdramatiserede den terror, de med tiden vænnede sig til at opfatte som dagligdag.
5 hjerter til ny bog om jødehad: Disse historier ville være forsvundet, hvis ikke litteraturen havde overlevet og overleveret demFra vor egen verden: Det danske udenrigsministeriums censor, Karl Eskelund, drog omsorg for, at vores medier i alle årene frem til besættelsen i 1940 behandlede Hitler med fløjlshandsker.
Tilbage til Schneidermann: Skønt erindringen om det tyrkiske folkemord på armenierne i 1915 dengang stod i frisk erindring, skulle ’jøde’ kun nødtvunget forekomme i vestlig presse. Nürnberg-lovene, der i 1935 udskilte jøder af det tyske samfund og gjorde dem til statsløse pariaer, forblev stort set uomtalte. Den pris måtte man betale for ’objektiv’ journalistik.
»Alle de fornuftige, grundige og afbalancerede journalister bidrog til at lulle masserne i søvn«, skriver Schneidermann.
Der er tale om en tilståelsessag. Louis Paul Lochner, chef for nyhedsbureauet Associated Press i Berlin og formand for den udenlandske presseklub helt frem til USA’s indtrædelse i krigen i december 1941, skrev i november 1938, efter ’Rigskrystalnatten’, til sin datter i USA:
»Jeg kan helt enkelt sige dig, at alle korrespondenter har løjet, i den forstand at de alle har undervurderet virkeligheden, af frygt for at alt for detaljerede artikler ville betyde, at deres kilder blev underkastet ny tortur«.
Mindre ædle motiver gjorde sig også gældende: sympati for nazismen, for stor nærhed til kilder i systemet, men også bladejerinteresser og diplomatisk pres fra hjemlandet. Sidst, men ikke mindst: Antisemitisme var en vidt udbredt selvfølge også uden for Tyskland.
»Benægtelsen af ’den endelige løsning’ tog sin begyndelse i vinteren 1933«, lyder Schneidermanns dom.
fortsæt med at læse
