0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dorthe Hygum: Snart er den sidste dans med denne sommer forbi, jeg ønsker, den skal være som en langsom vals

I august modner både sommerens sidste bær og en fornemmelse af altings forgængelighed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Magnus Holm
Arkivfoto:: Magnus Holm

»De brombær er snart modne. Vi må herud igen«, siger hans far, da vi kører på den ryddede sti gennem et tæt krat af buske. Jeg svarer ikke. Jeg tænker, at det her øjeblik er et af dem, der aldrig må høre op, hvad det selvfølgelig gør, skriver Dorthe Hygum.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Endnu er de fleste grønne, kun enkelte er røde, men allerede om en uge eller to bliver brombærrene klar til at springe i munden som små søde, lilla eksplosioner. Så moden er sommeren nu, at man allerede kan mærke, den snart er ved at være forbi.

Med tasker i alle farver på ryggen står børn nu ved fodgængerovergange før klokken otte om morgenen og venter på, at skolepatruljer giver dem lov til at gå over. I vejkanter begynder de ellers så mørkegule rejnfan at blive tydeligt brune i toppen, og selve den luft, vi ånder ind, har pludselig en mørkere og mere krydret duft som et varsel om sensommerdagenes glød.

Det er første gang, den lille dreng selv kan bevæge sig omkring i august måneds mørkegrønne græs og solopvarmede strandkant. For et år siden var han så lille, at han oftest så himlens farver fra sin barnevogn. Nu kan han selv hjælpe til med at få sandalerne af, inden han går ned i vandkanten denne her sene eftermiddag et øde sted ved Amager Strand.

Dagen igennem har tanghæftede sten og muslingeskaller ligget til tørre i solen. Stolt løfter drengen en sten, der er på størrelse med hans ene lår. Og med min ene hånd. »Stooor sten«, siger han triumferende og holder den op foran sig, inden han prøver at kaste den langt ud i vandet på samme måde, som han lige har set sin far kaste en sten.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter