Der er en stor cirkel rundt om 3. november næste år i kalenderne i de europæiske udenrigsministerier.
Det er nemlig den dag, hvor der er præsidentvalg i USA, og hvor det bliver afgjort, om Trump bliver genvalgt, eller det lykkes demokraterne at vippe ham af pinden.
Ingen tør naturligvis sige det åbent, men stort set alle europæiske ledere – måske med undtagelse af dem i Ungarn og Polen – beder stort set dagligt til de højere magter om, at Trump taber, og verden vender tilbage til det normale.
For vinder Trump, nytter det ikke længere bare at dukke hovedet og vente på, at stormen driver over. Så er det den vej, USA helt bevidst vil gå, og så bliver Europa nødt til at træffe en masse vanskelige valg om sin egen sikkerhed og sin egen rolle i verden. Bliver Trump genvalgt, vil der være en masse bekymrede møder i de europæiske hovedstæder i dagene derpå.
Men måske burde man allerede begynde at holde møderne nu.
For ja, naturligvis er Donald Trump en markant anderledes leder end nogen anden, USA har haft og forhåbentligt får igen.
Det vil være en tragedie, hvis det bliver standard for amerikanske ledere at lyve 10-20 gange om dagen og bruge magten til at fremme sine egne personlige interesser. Det eroderer tilliden til demokratiet og er dybt skadeligt for både USA og dets allierede.
På visse punkter vil en ny demokratisk leder også formentlig trække USA i en retning, som er meget bedre set med europæiske øjne. Under demokraterne vil USA nok komme tilbage til Paris-aftalen og atter deltage i kampen mod klimaforandringer. Tonen over for allierede vil være en ganske anden, der vil ikke være nogen forslag om at købe Grønland, og hele det regelbaserede samarbejde vil blive styrket. Alt sammen godt og noget, som vil være en klar fordel for Europa.
Så vidt, så godt. Men så stopper de gode nyheder også.
For ser man lidt nærmere på det, har Trump – hvor absurd det end lyder – på mange fronter reelt bare videreført Obamas udenrigspolitik. Med en mindre elegant og velformuleret indpakning, bevares, men substansen minder på en række fronter overraskende meget om hinanden.
Tag kravet om, at Europa betaler mere til sig eget forsvar, og at Nato-landenes forsvarsudgifter kommer op på to procent af bnp. Det stammer såmænd fra Obama-tiden, Trump har bare været lidt mere håndfast i at fastholde kravet.
At fokusere meget mere på Asien end Europa er også noget, der startede under Obama. Igen med en anden tone, men ideen om, at det transatlantiske forhold betyder mindre end det hen over Stillehavet, er ikke ny – og vil derfor næppe forandre sig under den næste præsident.
Det samme gælder tilbagetrækningen fra Mellemøsten. Både Obama og Trump har forstået, at amerikanerne er dødhamrende trætte af endeløse krige, der ikke kan vindes, og har derfor gjort deres yderste for at trække sig tilbage fra Afghanistan, Irak og Syrien. De har med åbne øjne overladt en stor del af indflydelsen til lande som Rusland. Det er ikke et uheld, det er en bevidst strategi.
Så det er fair nok at rase over Trumps svigt af kurderne – men Obama svigtede også syrerne, da han nægtede at gå til angreb for at forsvare sin egen røde linje mod kemiske angreb.
Både Trump og Obama har faktisk haft en meget udtalt modvilje mod at bruge militære magtmidler. Obama aflyste som bekendt et luftangreb på Syrien i 2013 i allersidste øjeblik efter Assads kemiske angreb. Trump gjorde præcis det samme med et mod Iran i 2018 – et angreb, der var planlagt som gengældelse for, at præstestyret skød en amerikansk drone ned.
Men i begge tilfælde accepterede præsidenten ydmygelsen snarere end at blive suget ind i en ny konflikt.
Med andre ord: Det er helt fint at sidde rundt om i udenrigsministerierne og håbe på, at Trump viser sig at være en historisk parentes. Men det gode gamle almægtige USA, der altid var der for Europa og havde rollen som en slags global politimand, kommer med stor sikkerhed ikke tilbage.
USA’s magt og ambitioner er mindre – og Europa må i højere grad klare sig selv og kunne forsvare sig selv og sine interesser. Det er der ingen grund til at vente til november med at begynde at forberede os på.
fortsæt med at læse
