Cui bono, lyder et latinsk udtryk, man ofte hører citeret i juridiske sammenhænge. Det betyder ’hvem gavner det?’ og peger på det forhold, at når man skal opklare en forbrydelse, er det måske en meget god idé at kaste blikket i retning af dem, som kunne opnå et og andet ved misdåden. Så hvis en person står til at miste hus og hjem, fordi en anden er kommet mistænkeligt af dage, er det lidet sandsynligt, at vedkommende har slået denne ihjel. Logik for det noksom bekendt tvangsindespærrede fjerkræ, man desværre stadig kan købe i aflivet form i diverse dagligvareforretninger.
Når man følger den politiske debat i disse dage, får man den tanke, at det borgerlige Danmark ikke kender til cui bono-princippet. Og her tænker jeg især på det stormløb på den socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, anført af tidligere skatteminister Karsten Lauritzen, opsætsigt sekunderet af den radikale leder, Morten Østergaard, som satme synes, at nu skal alle sten vendes for så vidt angår nedlukningen af Danmark, så eventuelle uretmæssige forhold eller direkte ulovligheder kan afdækkes. For var det virkelig nødvendigt med hjemsendelsen af efterskole- og højskoleelever – Radikale Venstres mest dyrebare hjertebørn – og behøvede man stoppe torsdagskoncerterne i DR Koncerthuset?
