Lyt til artiklen
Allerede første nat efter ferien hamrer budskabet på taget, så jeg farer op. Et heftigt regnskyl truer med at danne de hvide skrå vægge på loftet om til vandfald og efterlade mørke striber ned ad tapetet. De vinduer, der forekom så selvfølgeligt at lade stå åbne ved sengetid, for sommerens varme kyssede stadig stjernerne godnat udenfor, lukkes hastigt.
Jeg rammer puden med en sær følelse af afmagt. Det er ikke mange timer siden, at jeg stod i en usædvanlig blikstille version af Vesterhavet og lod sommerens velvære sitre gennem hver eneste fiber af kroppen. Nu er den så forbi, sommeren. Og det er chokerende nok efterår, uden at i hvert fald jeg var klar til det eller havde nået at tænke den ubærlige tanke, at det er sådan.
