Når jeg ikke kan sove om natten, ser jeg ofte ’Matador’. Jeg finder et tilfældigt afsnit på telefonen, kører hurtigt forbi introen og lukker øjnene. Handlingen kender jeg, så jeg behøver ikke følge med. Men Korsbæks brave borgere er gode venner, og lyden af deres stemmer indgyder mig tryghed, som var det min mor, der talte. Og snart efter sover jeg. Som oftest i hvert fald.
For indimellem virker denne sovemedicin ikke (måske har de søvnkloge ret i, at skærme ikke hører hjemme i soveværelset), og jeg får set store dele af et afsnit eller måske ligefrem det hele. Men det gør ikke så meget. Det fine ved gensyn nummer et eller andet stort er, at det giver mulighed for at fundere over nye detaljer.
