På tirsdag sker det. Verdens længste valgkamp forløses. Et nyt Folketing sammensættes. Nu taler danskerne endeligt med deres ophøjede indsigt. Allerede onsdag går kampen om regeringsmagten ind i den næste fase. Det hele kan koges ned til, om Mette Frederiksen skal være statsminister i sin egen regering, eller om hun skal være statsminister i Lars Løkke Rasmussens regering. Det må de selv ligge og rode med. For os andre er der mere på spil. Nemlig tilliden til vores politiske klasse.
Det er nu, de skal stramme op. Så valgperioden 2019-22 for eftertiden vil stå som et lavpunkt og ikke som en ny standard for det danske folkestyre. Jeg skal med det samme indrømme, at det har været en gylden periode for den politiske kommentator. Det har aldrig været lettere. Dybest set er jeg stået op om morgen, åbnet min avis og rystet på hovedet. Mink, rigsret, nye partier. Gået i seng. Stået op og åbnet min avis. Sms, FE og #MeToo. Godt for mig og mine. Men usundt for demokratiet. Dansk politik har været på speed. En lang rus af kulørte og dramatiske begivenheder. Uværdigt. Splittende. Respekten skal genvindes. Det kan lade sig gøre. Vi lever trods alt i H.C. Andersens land. Så her er syv fromme håb til vores 179 lovgivere for de kommende år. Ikke for deres politik, men for deres måde at være politikere på.
