Da jeg flyttede til London for at studere i begyndelsen af 1990’erne, var en af de ting, som chokerede mig mest, hvor utrolig mange hjemløse der var. De lå overalt, i parker, døråbninger og på bænke foran nogle af byens fornemste butikker og kvarterer. Det rystede mig, for det var så utrolig uvant i forhold til det byliv, som jeg kendte hjemmefra.
København var dengang ludfattig i forhold til i dag, det hele var nedslidt og beskidt på en helt anden måde, men der var utrolig få hjemløse. Man kendte de relativt få originaler, der hærgede gaderne – Sanger Søren, Naturmærkemanden og den hjemløse dame, der gerne sad og varmede sig på risterne ved Nørrebro. Men ellers stødte man ikke på hjemløse og synligt udfordrede sjæle, når man sådan normalt færdedes i bylivet. Bevares, der var narkomaner og gadeprostituerede på Vesterbro, men elendigheden var meget afgrænset. Og tilsvarende i den anden ende af socialskalaen, der var meget mindre luksus, langt færre dyre biler, michelinrestauranter og lejligheder til tocifrede millionbeløb.
