Det er nemt at blive forarget i disse dage. Den seneste tid er skeletterne raslet ud af denne koncerns aflåste skab, hvor millionhonorarer, eksorbitante bonusser og fede fordele er blevet afdækket som et naturligt vilkår for dem, der sidder i den øverste, øverste top. Før skandalen om Jørgen Ejbøls millionbonus var der historier om energikøbmænd, der tjente store millionbeløb på at handle med el, mens bagere, købmænd og slagtere måtte se sig nødsaget til at lukke og slukke deres butikker, fordi strømmen blev for dyr under den værste inflationskrise i 40 år. Der var milliardbonus til dem, der solgte Nets, og millionbonus for at bestyre et fjernvarmeanlæg i Farum.
Tendensen er de senere år blevet mere og mere tydelig. Bare man kommer højt nok op i systemet, kan man tillade sig hvad som helst og få hvad som helst i løn. Den grådige kapitalisme i finansverdenen har bredt sig til ikke kun det private, men også til det offentlige, hvor tankegangen på direktionsgangene synes at være: Fordi jeg fortjener det. Som Politiken har afdækket, er bestyrelseshonorarerne i toppen af JP/Politikens Hus steget betragteligt de seneste ti år . Man kan sige, at de bare er fulgt med tiden.
