Tænk, hvis skoler kunne lagre de nye elevers sitrende energi og forventning. Hvis bevægelserne fra de glade hop og baskende arme kunne gemmes og bruges. Så ville der være energi til at oplyse store byområder. En ny undersøgelse fra Børnerådet viser, at langt de fleste børnehavebørn – hele 87 pct. – glæder sig til at starte i skolen. Andet ville også være sørgeligt, for det kræver energi at komme godt gennem skolen. Spændingen har aldrig været mere velbegrundet end for de elever, som i denne weekend pakker skoletasken og sætter blyanter på plads i nye penalhuse. Den skole, elevernes starter i, vil ændre sig radikalt, før de er færdige. Skolereformen træder allerede i kraft efter næste sommerferie, og det kommende skoleår bliver præget af de forandringer, skolerne skal undergå. Mange skoler forandres allerede. Nogle elever vil i næste uge møde to lærere eller pædagoger i klasseværelset. Andre vil opleve holddeling på tværs af klassetrin, så de i nogle timer undervises sammen med elever fra 1. og 2. klasse. Og ganske få elever vil opleve skoler, hvor lærerværelset er lukket, så lærerne kan holde pauser sammen med eleverne. Andre skoler ligner i næsten uhyggelig grad den skole, deres far og mor er gået i. De nye elever vil her møde klassisk røv til bænk-undervisning, vanetænkning og en organisering, der som beskrevet af Per Fibæk Laursen og Steen Hildebrandt i bogen ’Når klokken ringer ud’ afspejler industrisamfundets organisering, og som har stået stille, mens resten af samfundet har været gennem en rivende udvikling. Fælles for alle skoler er, at de fra næste år skal under samme uddannelsespolitiske betegnelse: helhedsskolen. Betegnelsen dækker over længere skoledage, bevægelse hver dag, og at pædagoger og lærere arbejder tæt sammen. Fælles er også, at der vil være store knaster, som skal høvles ned før skolestart 2014. Knasterne er blandt andet penge, arbejdstid og samarbejde mellem pædagoger og lærere. Følg pengene Groft sagt vil få kommuner have fuldt overblik over økonomien og fremtidens skolepolitik før halvvejs inde i skoleåret. Det skyldes, at et kommunalvalg venter i november. På grund af valget vil byrødder overalt i landet være forsigtige med for alvor at tage fat på skolereformen. Problemet skærpes af, at lærerne er en af de faggrupper, som er stærkest repræsenteret i landets byråd. De vil af gode grunde være modvillige i forhold til at gennemføre reformens forudsætning: At lærere skal undervise en større del af deres arbejdstid. Vi skal derfor på den anden side af valget, før byrådene kan tage fat på udfordringerne. Selvfølgelig vil forvaltningerne gå i gang. Men de mere upopulære beslutninger vil mange steder i landet blive udskudt til et halvt år, før reformen skal træde i kraft. Kløft af mistillid Forårets konflikt har sat sig sine spor centralt, lokalt og på den enkelte skole. For at starte på skolerne står skoleledere over for en svær opgave med at få lærerne engageret i at gennemføre reformen. Samtidig er det økonomiske krav til skolelederne fra kommunalforvaltningen, at udviklingen af skolen og udvidelsen af skoledagen skal ske for nogenlunde de samme penge. Det betyder blandt andet, at skolelederen skal vurdere, hvor meget forberedelsestid undervisningsopgaverne kræver. På nogle skoler vil det foregå i mindelighed. Men andre steder vil det møde modstand. Som blandt andre formanden for skolelederne, Anders Balle, har peget på, kræver afskaffelsen af arbejdstidsaftalen og skolereformen en kulturændring på skolerne, og det er en svær opgave at gennemføre på blot et år. Lokalt vil Danmarks Lærerforenings lokalafdeling være mere end klar til at støtte lærere, der synes, at skolelederne vil presse dem urimeligt. Og centralt har Danmarks Lærerforenings ledelse ikke ændret signaler siden konflikten. Det viste blandt andet beskyldningen om, at regeringens indgreb gav den anden part i konflikten, Kommunernes Landsforening, alt og lærerne intet. Foreningen mener ligefrem, som beskrevet i Politiken onsdag, at indgrebet kan betragtes som tyveri af de beløb tidligere overenskomstresultater kan opgøres til. Glemte pædagoger Som om usikkerheden forud for kommunalvalget og konflikten mellem lærere og deres arbejdsgivere ikke er nok, forudsætter skolereformen også et tæt samarbejde mellem pædagoger og lærere. At det samarbejde ikke kommer af sig selv, vidner diskussionerne under forårets konflikt om. Tendensen er dels, at pædagogernes faglighed bliver talt ned, og dels at de helt glemmes, når fremtidens skole diskuteres. Skal skolereformen foldes ud og den længere skoledag blive andet end en lang sveder i klasseværelset, er pædagogerne helt afgørende. Men selv om der findes gode eksempler på, at samarbejdet kan fungere, vil det volde problemer mange steder. Jamen, kan skolereformen så overhovedet gennemføres? Og hvad skal drivkraften være for at få gennemført visionen om en bedre skole? Drivkraften kommer fra de nye elever, som måske får lidt svært ved at sove mellem søndag og mandag. Det er deres energi og forventninger, som trods alt giver grund til optimisme. For som det viste sig ved Undervisningsministeriets netop afholdte Sorømøde, er viljen til forandring til stede. Både blandt ledere, lærere og pædagoger. Også fordi skolefolk brænder for eleverne og ser for mange elever komme hoppende ind i skolen og forlade den med slæbende skridt. På den måde er fremtidens elever skolens forsøgskaniner – og Duracell-kaniner.