Guvernør Amin Roohul . Guvernøren i den afghanske Farah-provins, Amin Roohul, har kun siddet på sin post i et års tid, men han er allerede en mærket mand. Varmen, problemerne og den elendige sikkerhed tynger ham, kan man mærke. Han vil ikke sige det direkte, men man er knap i tvivl: Manden har fortrudt. Vi er i den vestligste del af Afghanistan, ikke langt fra grænsen til Iran. Guvernøren har inviteret mig til middag sammen med nogle af de amerikanske soldater, som jeg er herude for at følge ­– først og fremmest i forhold til de særlige militære genopbygningsprojekter, som indtager en central rolle i præsident Obamas nye Afghanistan-strategi. På den måde kan begge parter også bruge besøget hos guvernøren: Han får understøttet sin autoritet. Og de amerikanske soldater får vist, at de ikke er kommet som hårdhudede besættelsesstyrker, men tværtimod ønsker at agere i pagt med Afghanistans egne lokale ledere. Men ikke desto mindre: Selv en middagsinvitation som denne udløser en mindre militær operation. Vi ankommer i stegende hede – 43 grader – i seks humvee’er. Mørket lægger sig snart, men gennem de støvede ruder kan man se folk udenfor kigge let undrende på os. Guvernøren bor bogstavelig talt bag lås og slå. Bag en stor blå jernport. Den åbnes først forsigtigt, da guvernørens vagter er sikre på, at vi er de rette gæster. Vagterne står der med deres lange sorte skæg og AK47-rifler om skulderen, iført plasticsandaler og lange kjortler. Vi aflægger os vores tunge mørkeblå stålhjelme og skudsikre veste i forgården og går ind i forhuset, hvor der er soltørrede afghanske rosiner, mandler, nødder samt en flaske vand og en dåse granatæblejuice. Guvernøren selv troner i en enorm lænestol. Han er personligt udpeget af præsident Karzai, der i Amin Roohul så en mand, der ikke var syltet ind i alskens lokalt stamme- og magtkævl. En mand, der ville være en perfekt repræsentant for det vestligt støttede centralstyre i hovedstaden Kabul. Men det gør også Amin Roohul til en meget ensom mand: For i fravær af et stærkt lokalt netværk er han fuldstændig afhængig af Karzai og de vestlige soldater i området. Selv hans livvagter har han ikke vovet at hyre lokalt, men har i stedet hvervet familiemedlemmer og bekendte. Det er dem, vi møder ude ved den blå port. Selv konen og børnene har forladt ham: De kunne ikke klare den tørre hede herude i Farah og er flyttet til et af familiens andre huse i Kunar-provinsen. Men ikke nok med det. I et svagt øjeblik mindes Amin Roohul også sin tid som leder af en britisk græsrodsorganisation med en topprofessionel stab. Nu er han omgivet af problemer. Og af folk –mange analfabeter – der klager deres nød om stort og småt på alle tider af døgnet. Andre gange modtager han trusler, så indimellem kniber det med søvnen. »Jeg kender ikke selv nogen talebanere, men de har jo mit nummer…« Han smiler, men virker beklemt. Som alle andre guvernører i Afghanistan er Farahs guvernør bekymret for sikkerheden. Provinsen er ganske vist langt roligere end f.eks. Helmand, hvor de danske soldater kæmper, men her er stadig lommer af talebanere og mafiabosser. Ifølge guvernøren er der fem sikre og fem usikre distrikter i hans provins – og i de usikre kan han enten ikke komme eller må have omfattende amerikansk militærbeskyttelse. For et par måneder siden omkom op mod 86 civile i Bala Baluk-distriktet, da amerikanske fly forsøgte at redde et par hundrede afghanske soldater fra 300 svært bevæbnede talebanere. De lokale er forbitrede, Taleban bruger det i sin propaganda, men guvernøren er forsigtig med at kritisere sine allierede ­– hvoraf en stor del jo altså sidder lige her i hans egen stue: »Den slags kan ske i krig«, siger Amin Roohul, der hurtigt efter fejlbombningen forsøgte at berolige de efterladte og lovede dem erstatning. Han er nervøs for, at man ikke får sikret sikkerheden i provinsen tidsnok op til præsident- og lokalvalgene 20. august. Han vil ikke bare have sikkerhed på selve dagen, men allerede fra en måned før valget – altså fra om fire uger. Ifølge Farah-guvernøren blev tingene i provinsen værre, da den tidligere Guantanamofange og Talebanleder Mullah Sultan i sin tid kom tilbage til provinsen. Hvor lokale politifolk ellers sidste år meldte ham dræbt, udpeger Amin Roohul ham nu som den måske stærkeste Talebanleder i provinsen: »Han kom tilbage«, siger han, men efterlader snart efter en i tvivl om, hvorvidt den frygtede talebaner stadig er her. Men han ved med sikkerhed, at krigen ikke er vundet endnu i Farah og advarer præsident Obama mod blot at frigive fanger fra Guantanamo uden rettergang og eventuel fængselsstraf. Han gør sig dog ingen illusioner: Krigen kan ikke kun vindes militært: » Mange af dem, der kæmper med Taleban eller begår kriminalitet, gør det ikke i religionens navn, men fordi de er fattige og skal bruge penge. Derfor skal vi skabe arbejdspladser«. Men som om det ikke allerede var udfordringer nok, så trækkes indbyggerne i Farah også med et klima, der har udløst tørke i de seneste 13 år. Og som dermed i sig selv gør det vanskeligere at fremme afgrøder som druer og hvede som alternativ til dyrkningen af de opiumvalmuer, som Farah er storproducent af: Valmuer kræver nemlig mindre vand. Guvernøren mener, det kunne løses med en bedre udnyttelse af vand fra Farah-floden, men her spiller så nærheden til Iran ind: De lokale er bange for, at det vil belaste forholdet til den store iranske nabo, der også bruger vand fra floden. Guvernøren virker helt træt… Se også seneste tv-analyse: Krigen i Afghanistan er inde i en afgørende fase.