Danmark kan stadig gå i krig uden om FN. Vi skal også fortsat forsøge at uddybe vores økonomiske forbindelser til lande som Kina og Rusland, selv om begge kritiseres for menneskeretskrænkelser. Og Danmark vil fortsat føre EU-fodnotepolitik, som muliggør særregler på blandt andet flygtningeområdet. På vigtige punkter vil meget være som før, hvis Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre overtager regeringsmagten efter valget. Også selv om de tre partier betegner deres nye udenrigspolitiske oplæg som ’et kursskifte’. Tre eksempler: 1. Danmark i krig For det første fastholder de tre partier muligheden for at gå i krig uden FN-mandat. Ikke som et styrende princip, men som en mulighed, hvis et veto i FN’s Sikkerhedsråd ellers ville hindre en humanitær intervention. Det skete også under den daværende SR-regering i 1999, da Danmark støttede Nato’s krig i Kosova for at hindre et serbisk folkedrab på etniske albanere. Men dele af SF vil givet have det svært med ideen. For det var netop fraværet af et FN-mandat, der blot fire år senere splittede både Folketinget og verdenssamfundet, da Danmark støttede krigen i Irak. Netop den krig var da også så kontroversiel, at S, SF og de radikale vil have den danske deltagelse undersøgt. Og nok så vigtigt: De vil indføre, at danske soldater kun kan sendes i krig med støtte fra mindst to tredjedele af Folketinget. 2. Pragmatisme Under udenrigsminister Lene Espersen (K) er pragmatisme blevet et udenrigspolitisk nøgleord: Vi forsøger at gøre forretninger med store vækstøkonomier som Rusland og Kina i nogle fora, mens kritik af menneskerettigheder henvises til andre. Filosofien er – ligesom det engang var i den arabiske verden – at man ikke skal ødelægge den gode stemning med kritik, hvis man vil sikre sig ordrer. Så hvor Lene Espersen som justitsminister nægtede at udlevere den tjetjenske separatistleder Ahmed Sakajev til russisk retsforfølgelse i 2002 og udløste en diplomatisk krise, vil hun have det store smil på, når hun og dronning Margrethe i morgen indleder det største danske erhvervsfremstød i Rusland nogensinde. Også S, SF og de radikale lægger op til den form for pragmatisme: På den ene side tales der i det ny oplæg om behovet for øget samhandel med lande som Kina og Rusland, mens man på den anden vil fremme demokrati og menneskeret. I december 2010 viste SF’s ledelse, hvor langt den var rede til at gå ad pragmatismens vej, da den – til bestyrtelse for partiets venstrefløj, men under pres fra Kina op til klimatopmødet i København – fastslog, at Danmark ikke støtter et selvstændigt Tibet, men kun udstrakt autonomi. 3. Fodnotepolitik i EU Heller ikke i forhold til EU lægges der op til et grundlæggende opgør med den hidtidige ’fodnotepolitik’, men snarere til en omfortolkning af den: Mens ingen nævner dansk deltagelse i euroen, vil de tre partier søge forsvarsforbeholdet afskaffet ved en ’snarlig’ folkeafstemning. Men nok så vigtigt: De tre partier lægger også op til at erstatte retsforbeholdet med en ’tilvalgsordning’, hvor Danmark selv kan bestemme, hvilken del af EU’s retssamarbejde, vi vil være med i. Dermed kan vi nyde godt af for eksempel EU’s politisamarbejde, men samtidig fastholde danske særregler i asyl- og indvandringspolitikken. Noget, som givet vækker større glæde i S end hos de radikale. Så repræsenterer oplægget et kursskifte? Svaret er et rungende ’både og’. Det afhænger helt af den praktiske udførsel.