Enhedslisten blev dannet i slutningen af 1980’erne, efter at VS var røget ud af Folketinget og myriader af mindre venstrefløjsgrupperinger uden held havde forsøgt at opnå repræsentation. Præmissen for sammenslutningen af de mange små grupper af maoister, trotskister, kommunister og venstresocialister var egentlig ret enkel: I stedet for at skændes om, hvad der skal ske under og efter revolutionen, så slog man sig sammen for at arbejde hen imod den med små skridt. Her en generation senere har denne socialistiske borgfred i ’Listen’, som partiet kærligt kaldes på venstrefløjen, vist sig særdeles effektiv: Alle er enige om, at der skal en revolution til. LÆS OGSÅEL-medlem: Vold kan være nødvendigt forsvar Men de nærmere omstændigheder er aktivisterne nøjagtigt lige så uenige om, som de altid har været, og det kan de interesserede så bruge resten af livets tirsdagsaftener på at diskutere til medlemsmøder. Imens arbejder folketingsgruppen på det nuværende politiske systems vilkår under princippet om at støtte ethvert lille skridt mod socialismen og bekæmpe ethvert lille skridt væk fra den. Det system fungerede glimrende, så længe Enhedslisten accepterede rollen som et lille parti, der havde rollen som det, Preben Wilhjelm kaldte »kvalificerede kværulanter«. Men den nye rolle som parlamentarisk grundlag med en mere aktiv rolle i den parlamentariske proces har udstillet, at princippet om aldrig at stemme mod forringelser er svært foreneligt med denne rolle, og partiledelsen har da også bøjet og vredet princippet, bl.a. ved at beslutte, at man godt kunne stemme for forringelser, der allerede var besluttet af nogle andre.

Men den diskussion om revolutionens fortsatte berettigelse, der brød ud forleden, illustrerer, at Enhedslisten ikke blot står i et dilemma i forhold til sin parlamentariske strategi, men også i forhold til sin agitationsstrategi, for nu at blive i de lidt bedagede begreber. For de færreste af mange skuffede S- og SF-vælgere, der har sendt partiet op på 12-13 procent i meningsmålingerne, går ind for revolution og samfundsomstyrtelse. Men det gør baglandet stadig. I Berlingske gav en stribe HB-medlemmer deres besyv med om revolutionen og det postrevolutionære samfunds institutionelle setup, og om ikke andet viste debatten, at der stadig, som salig Khrusjtjov formulerede det, er flere veje til socialismen. En mente, at kapitalismens omstyrtelse måtte vente på, at Enhedslisten fik 90 mandater, mens andre afviste, at man kan stemme sig til revolution. Nogle afviser blankt en voldelig magtovertagelse, mens andre afviser voldelige handlinger »som udgangspunkt«. Detaljerne og metoderne kan de strides længe om, men det grundlæggende koncept er det samme: En øjeblikkelig afskaffelse af kapitalismen og den private ejendomsret og kollektiv overtagelse af virksomheder, banker og den slags. Alt det, der har ligget i denne socialisme siden Karl Marx. Nej, den virkelige overraskelse kom fra Per Clausen, der har tjansen som Enhedslistens folketingsgruppes sommerballonordfører, da han forsøgte at aflive revolutionen forstået som skabelsen af et socialistisk samfund. LÆS OGSÅEnhedslisten kræver nye skatter for 6,6 milliarder Søndag afviste Per Clausen i Information, at man ville omstyrte Danmark: »Nej, man kunne lige så godt sige, at vi vil bevare Danmark. Vi siger: Vi er nødt til at lave nogle dramatiske forandringer for at kunne bevare natur og miljø og ordentlige livsbetingelser for almindelige mennesker i fremtiden. Det handler mere om at ’revolutionere for at bevare’ end at ’omstyrte’«. En revolution for at bevare. Det er et helt nyt socialistisk koncept! I Jyllands-Posten fandt Per Clausen på, at den revolution, Enhedslisten forestiller sig i virkeligheden, er den samme som Islands ’kasserollerevolution’, hvor borgere protesterede ved at hamre på husgeråd uden for parlamentet, indtil regeringen gik af. Men så vidt vides, er ejendomsretten stadig landets lov i Island, og socialismen er hverken indført eller på tegnebrættet. Enhedslistens ledelse vil gerne være et parti, der kan tiltrække 12-13 procent af de skuffede S- og SF-vælgere, men hænger på baglandets revolutionære ideologiske bagage. Derfor lægges der i stedet dobbeltbund i kufferterne, som når partiet nu har besluttet ikke at afskaffe det kontroversielle principprogram, men at bevare det i en sminket og forblommet form, der ikke støder folk fra sig. Måske skulle den nye generation af Liste Ø-politikere som Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper i stedet henlægge revolutionen til deres eget bagland og gøre Enhedslisten til et selvstændigt moderne venstrefløjsparti, der tager entydigt afstand fra vold, i stedet for et valgteknisk samarbejde mellem fortidens udslidte partiforkortelser. Den ville være en revolution i dansk politik, der var værd at bevare.