Vi var mange, der misforstod situationen i begyndelsen af det nye årtusind. USA så ud til at være en synkende supermagt, hvis tid var ved at rinde ud, mens nye dynamiske vækstøkonomier spurtede frem, utålmodige efter at indtage det tomrum, amerikanerne efterlod. 11. september stod som symbolet på USA's nye sårbarhed og den katastrofale krig i Irak som højdepunktet af supermagtens arrogance. Efter den finansielle krise i 2008 så USA ud til at vakle under sin egen vægt, paralyseret af politisk ubeslutsomhed og uden den innovative foretagsomhed, landet historiske er kendt for. Kontrasten til især Kina var slående, og selv om Riget i Midten altid er omhyggeligt med at nedtone sin egen styrke, var det nærliggende at se den dynamiske kinesiske vækst som et modstykke, der helt grundlæggende ville ændre magtforholdet mellem de to lande - og dermed i verden. Det var bare med at få lært kinesisk. LÆS OGSÅKina overhaler USA, som verdens største handelsnation De allerseneste år har ændret dette perspektiv. Ikke fordi Kina har tabt pusten - selv om væksten er dæmpet. Men fordi det er begyndt at stå stadig mere klart, at USA er på vej tilbage med en styrke, få havde troet mulig. Væksten synes at have bidt sig fast, næret ikke mindst af den revolutionerende udvikling på energiområdet. USA står her midt i en forandring, der afgørende styrker landets strategiske stilling. Det handler først og fremmest om gas, nærmere bestemt skifergas, der udvindes i stadig større mængder i USA. Forekomsterne er rigelige og udbredt i store dele af landet. Selv om processen med at udvinde gassen fra de dybe lag er kompliceret og kan medføre miljømæssige problemer, er prisen på skifergassen lav og langt lavere, end den modsvarende pris på olie og kul. I første omgang betyder det, at USA i hastigt tempo udfaser sine kulfyrede kraftværker og erstatter dem med gas - hvorved også prisen på kul styrtdykker. I næste fase omstilles en større del af det amerikanske energiforbrug til gas, samtidig med at USA bliver et interessant investeringsland for energitunge produktionsvirksomheder. Gassen er trumf, men præsident Obama er også i færd med at gennemtvinge en grøn regulering, der trods energiprisernes fald øger energieffektiviteten og sætter gang i udviklingen af vedvarende energikilder. Der er langt igen til en løsning af klimaproblemet. Men præsident Obama tager i det mindste problemet alvorligt. Med rigelig og billig energi er USA begyndt at vende strømmen, så en del af den produktion, der tidligere flyttede til Kina, nu søger tilbage til USA. Snart er USA verdens største energieksportør - med en kapacitet, der overstiger Saudi-Arabiens. LÆS OGSÅEuropa må lære af USA’s økonomiske politik År for år bliver USA's afhængighed af de olieproducerende lande i Golfen mindre, mens Kinas omvendt bliver større. Samtidig må Kina og andre vækstøkonomier betale en verdensmarkedspris for olie, der ligger væsentligt over energipriserne i USA. Ikke nok med det. Energipriserne sætter sig også i fødevarepriser og i evnen til at øge landbrugsproduktionen. Også her står USA stærkt med en fødevareproduktion, der overstiger befolkningens behov, mens Kina må importere en stor del af sine fødevarer. Pointen er ikke, at vi skal til at skrive Kina ud af sagaen. Den er, at det var for tidligt at se USA som den store taber. USA's store økonomiske muskel er begyndt at genvinde sin styrke og er stadig militært en størrelsesorden stærkere end noget andet land i verden. Det vil imidlertid være en ny misforståelse at tro, at USA dermed er på vej tilbage til at genoptage rollen som verdens politimand. Trods præsident Obamas nylige besøg i Mellemøsten er hans dagsorden grundlæggende indenrigspolitisk, og alt tyder på, at USA vil være tilbageholdende med at engagere sig militært i andre lande. LÆS OGSÅTi bud: Det har krigene i Irak og Afghanistan betydet for os Ikke kun Obama, men også det magtfulde amerikanske militær har draget den konklusion af de katastrofale krige Afghanistan og Irak, at militære interventioner er en dårlig erstatning for diplomati. Hvad værre er: Når man er for rask til at gribe til militære midler, underminerer det effekten af truslen om at gøre det. De to fejlslagne krige har netop svækket USA's militære troværdighed, fordi det er åbenbart, at USA kun nødtvungent igen vil indlade sig på sådanne eventyr. Vi så det allerede i Libyen og Mali, hvor USA støttede de europæiske bestræbelser - men afviste et engagement i forreste linje. Det samme gælder Syrien, hvor USA har gjort det næsten for klart, at der ikke bliver tale om en militær intervention - trods den humanitære katastrofe og den alvorlige risiko for, at konflikten breder sig i regionen. Men USA hverken kan eller vil vende ryggen til verden. Præsident Obamas rejse bekræftede, at han vil gøre sine egne forsøg på at løse konflikter og imødegå spredningen af masseødelæggelsesvåben. Det nye er, at det overvejende vil ske med diplomatiske midler, og at den militære dimension af amerikansk sikkerhedspolitik ser ud til i langt højere grad at blive udøvet med nålestiksoperationer, der ikke kræver udsendelse af amerikanske soldater i stort tal. Dronekrigene er kommet for at blive, selv om heller ikke de er uden indbyggede problemer. LÆS OGSÅObama: Israel er vores evigt allierede Og USA vil insistere på ikke at engagere sig militært i konflikter, som andre - herunder ikke mindst Europa - er nærmere til at kunne løse. Alt det betyder, at USA efter alt at dømme forbliver verdens mægtigste magt mange år endnu. Men hybris fra årene, hvor USA så sig selv som almægtig, er afløst af en ny realisme. Den gælder også de magter, der udgør modpolen - eller rettere modpolerne - til USA. Kina har et vældigt potentiale, men nogen supermagt er landet ikke, og det kræver en bredere alliance af store magter at gå op mod amerikanske interesser. Den globale magtbalance er blevet mere indviklet og alliancemulighederne komplicerede. Når de store vækstøkonomier, som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, står fast over for USA, kan de sætte dagsordenen. Men der er mindst lige så meget, der indbyrdes står imellem disse lande, som der forener dem, og andre store magter, som Rusland, Sydkorea, Mexico og Japan - for ikke at tale om EU - har også lodder i den store vægtskål. Det trækker alt sammen samme vej: diplomatiets. Det skal et lille land som Danmark ikke være ked af. Men som gode disciple skulle vi måske begynde at øve os på det.