Tidsånden er borgerlig. Lad os bare erkende det.
Forleden var jeg dommer ved danmarksmesterskaberne i debat for unge på Folkemødet på Bornholm, og der var det mere end tydeligt. De borgerlige unge var bare mere skarpe, veloplagte og overskudsagtige. Og i offensiven!
To af dem – formændene fra Venstre Ungdom og Konservativ Ungdom – kom i finalen. Samtidig vokser Liberal Alliance Ungdom markant og strutter om kap med Cepos, når det gælder selvtillid og mod på at forandre og revolutionere.
»Vi vil have frihed', »Vi vil er de nye frisindede«, »Væk med reguleringen«, gjalder fra det fra unge med KU-, VU- og Ceposemblemer.
LÆS MERE
Energisk 'blå bulderbasse' vinder DM i debat 2013Engagementet kommer af, at de borgerlige unge har noget at være i opposition til. Det er set før. Engang var de unge i opposition til det borgerlige samfund, i dag er modstanderen velfærdsstaten. Rollerne er byttet rundt, men drivkraften er den samme. Det handler om lysten til at være i opposition.
Som en yngre borgerlig sagde til mig forleden: »Hvis jeg havde været født tidligere i fattigdomssamfundet, ville jeg have været rød, nu er jeg født i en formynderisk velfærdsstat, så nu er jeg liberal«.
Men det er ikke kun til højre, at den borgerlige tidsånd hersker.
Venstrefløjen i miljøet omkring Enhedslisten, som tidligere gjorde det til en dyd at være kritisk over for socialdemokratiske frikadellespisere, har i dag indtaget positionen som forsvarer af den socialdemokratiske velfærdsstat – de er Anker Jørgensens ægte socialdemokrater.
Og det parti, der har patent på navnet 'Socialdemokraterne'? Det har overtaget den økonomiske politik, som blev formuleret af VK-regeringen. For at ingen skal misforstå det, er det skrevet ind i regeringsprogrammet.
Det er, som om alle grupperinger er rykket en plads. At hele det politiske univers er parallelforskudt. Mod højre.Hvorfor sker det? Årsagen er det globale sceneskift, som i de seneste årtier har parallelforskudt hele verden mod højre.
Før murens fald lå den danske velfærdsmodel og det socialdemokratiske projekt i midten. Selvopfattelsen var denne: ’Vi befinder os i en verden af ekstremer. I Vest ligger den rå kapitalisme, i Øst har vi statssocialismen. Vi afskyr begge, vi vil en tredje vej: en markedsøkonomi rammet ind af velfærdsstaten’.
LÆS DEBAT
Her er vores generations største udfordringerI dag er situationen fundamentalt forandret.
Efter socialismens sammenbrud i Øst er velfærdsstaten i verdensmålestok en ekstrem model, der adskiller sig fra andre samfundsmodeller ved verdens højeste skattetryk, verdens største offentlige sektor, det mest udbyggede sociale sikkerhedsnet, gratis adgang til uddannelser og hospitaler etc. Danmark er en yderligtgående model, der ligger langt, langt til venstre i verden.
At argumentere for, at vi skal endnu længere til venstre? Nej, den går ikke.
Og den går slet ikke, fordi det globale konkurrencepres er vokset med liberaliseringen af de globale kapitabevægelser. Den omsiggribende globalisering med benhård konkurrence mellem nationalstaterne om at tiltrække investeringer og virksomheder har gjort det endnu sværere at argumentere for, at Danmark skal trække længere til venstre med højere offentlige udgifter, skattetryk, lighed etc.
Det er derfor, at vi ikke ser nye konkrete ideer fra venstrefløjen, der skal udbygge velfærdsstaten.
Engang kaldte Socialdemokraterne sig for reformister, fordi gradvise reformer var den parlamentariske vej til 'den demokratiske socialisme'. Sådan er det ikke mere. Retningen er væk, den demokratiske socialisme er begravet, og reformer er i dag identiske med opstramninger af velfærdsordninger. Konkurrencestaten har afløst velfærdsstaten, som professor i statskundskab Ove Kaj Pedersen vil le sige det.
LÆS DEBAT
Vi skal da gå reformamok!De stærkeste stemmer til venstre som Lars Olsen, Peter Hummelgaard m.fl. er bedst til at kritisere de nye kræfter, der underminerer den klassiske velfærdsmodel, mens de har svært ved at lægge konkrete fremadrettede reformer på bordet. De vil bevare – ikke forandre.
Men forandre, det vil de borgerlige til gengæld, ikke mindst de unge retoriske begavelser, jeg mødte til DM i debat på Folkemødet.
Originaliteten i deres ideer er mildest talt ikke imponerende. ’Privatiseringer’, ’nedskæringer’, ’mindre regulering’, ’brugerbetaling’ stod også i min gymnasielærebog i samfundsfag i begyndelsern af 1980’erne. De kunne være formuleret af Reagan og Thatcher. Eller årtier før. Eller århundreder før!
De unge er vilde med Liberal AllianceMen alligevel har de borgerlige i dag noget, som de røde ikke har. De har en retning. Og en drøm om et andet samfund.
Derfor er tidsånden borgerlig.
fortsæt med at læse
