Skeptikere brugte årsskiftet som anledning til at erklære, at dansk idræt ville få meget svært ved at forlade det skyggeland, som 2007 udviklede sig til med historiske erkendelser af dopingmisbrug, svigtende resultater og uværdig optræden af fodboldlandsholdets rollemodeller og en skuffende international medaljehøst. Og hvad er der så sket i årets første måned? Det sportsinteresserede Danmark har allerede oplevet en overrumplende succes, der med garanti vil blive husket, når det næste gang bliver tid til at gøre status. Nu skal det mandlige håndboldlandshold næppe sætte næsen op efter at blive Årets Sportsnavn alene i kraft af EM-triumfen - det blev fodboldlandsholdet i hvert fald ikke efter den tilsvarende præstation i 1992 - men kunne Kasper Hvidt & Co. nu supplere med OL-medaljer i august, begynder det selvfølgelig at ligne noget. Men alene januars begivenheder sender signaler om, at resten af den danske idrætsverden ikke sådan uden videre har tænkt sig at give op i kampen om opmærksomhed, medaljer og efterfølgende hyldest. For anden gang i karrieren vandt badmintonspilleren Tine Rasmussen en turnering på højeste internationale plan ved at slå kinesere på stribe. Og tennisspilleren Caroline Wozniacki slog sig for første gang ind blandt de 16 bedste i en af de fire grand slam-turneringer, som alle i verdenseliten vil vinde. I begge tilfælde stærkt opmuntrende præstationer, men næsten endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at begge efterfølgende med stor overbevisning erklærede, at nu går de efter at vinde det hele, efter at blive den bedste af alle. »Jeg vinder en medalje ved OL«, lød signalet mere eller mindre enslydende fast. Det var det samme, Ulrik Wilbek sagde før EM i håndbold: »Vi vinder det hele«. Og det er også nøjagtig, hvad roerne Rasmus Quist og Mads Rasmussen siger om deres olympiske muligheder i Beijing: »Vi tager guldet«. En fuldstændig åben og selv i eliteidrættens verden sjælden dansk krigserklæring over for janteloven. Det virkede for håndboldherrerne, så hvorfor ikke for de nævnte og mange flere? 2008 kan ende som et sandt jubelår for dansk idræt - eller hvad?