Underklassen er underrepræsenteret i samtidslitteraturen. Den handler oftest om middelklassens parforholdsproblemer, som Anne Sophia Hermansen skrev i Berlingske 4. september. Men en anden tendens viser sig nu. Forfattere som Asta Olivia Nordenhoff udstiller vulgariteten hos denne samfundsgruppe til fornøjelse for en smal gruppe af veluddannede akademikere, der er i stand til at dechifrere det tegnsystem, som udgør, hvad man kan kalde vulgaritetens æstetik. Over- og måske især middelklassen fascineres af denne æstetik og bekræftes samtidig i deres position i det sociale hierarki. Men så længe denne fascination ikke fører til empati og kritisk stillingtagen, er den blot med til at fastholde og reproducere disse stereotyper.
Det er brutalt og ægte, når Asta Olivia Nordenhoff beretter om livet på samfundets bund på sin delvist selvbiografisk blog Jeg Hedder Mit Navn Med Versaler. Hun skriver om mødet med de sociale myndigheder, om en mor, der er misbruger og om livet som prostitueret. Råheden lyser ud af hende, når hun fotograferes til aviser eller læser højt fra diverse litteraturscener. Men i hendes univers udstilles samfundets bund med en nedladende og sarkastisk tone, der er svært aflæselig, hvis man ikke besidder kompetencer og viden til kritisk læsning. Og det er det stadig de færreste, der gør. Det ses tydeligt i en række af de kommentarer, som blogmediet åbner mulighed for:
