Jeg er statskundskabsstuderende, fordi jeg vil have en kandidatgrad, som kan give mig et væld af karrieremæssige muligheder. Jovist; jeg er interesseret i samfundet. Jeg kaster mig gerne ind i en politisk debat, og der er intet der kan tænde en ild i mig, som når jævnaldrende fortæller mig, at de ikke orker at tage stilling til, hvilket parti de skal stemme på til november. Men jeg er først og fremmest statskundskabsstuderende for - hurtigst muligt - at opnå en bredt anerkendt kandidatgrad, som kan være min one-way ticket til drømmekarrieren.
Konsekvensen af det rationale er, at jeg selv, og en stor del af den unge akademikergeneration, studerer udelukkende for at gå til eksamen. Vi bliver i udpræget grad blinde for den unikke mulighed universitetstiden giver for inspiration, læring og faglig fordybelse, fordi vores forlygter er indstillet på fjernlys, i en bil der kører 200 kilometer i timen. Fremad. Fremad. Fremad. Men hvor hen?
