I min generation er vi ekstremt selvbevidste. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Vi er opdraget til at tale om vores følelser og vi har konstant en finger i navlen og en i røvhullet for at tage vores egen følelsetemperatur. Men er der virkelig ikke mere at sige?
Ældre generationer har altid set med skepsis på de kommende generationer. Lige fra Sokrates og frem til nu, har ungdommen "kun tænkt på sig selv". Ligeledes var det altid sne ved juletid og den slags løgne. Problemet er at min generation selv er begyndt at tror på denne fordrejning af sandheden. Vi er så selvbevidste at vi ikke tør have en mening om noget helst.




























