Selvom jeg, allerede inden jeg er fyldt 22, har scoret mig et job på Weekendavisen, bijobbet som model, modtaget legater for mit engagement i frivilligt arbejde, været politisk aktiv i adskillige år, haft et ophold kunsthøjskole, taget en kursusuddannelse i Nepal, læst et år på litteraturvidenskab (der krævede et gennemsnit på 11,2 i adgang) og nu er i gang med min bachelor i sociologi føler jeg stadig, at jeg har lang vej igen. Der er altid nogen, som har en flottere krop end mig, altid nogen der er involveret i nogle misundelsesværdige projekter, altid nogen der har større overskud.
Jeg befinder mig i det segment af mennesker, der klarer sig bedst i landet og jeg har i princippet meget lidt at bekymre mig om, hvis man tænker på at få de moderne basale behov dækket. Jeg burde, med andre ord være den, der slappede mest af. Jeg burde være den, der med bedst samvittighed kunne læne mig lidt længere tilbage i stolen, velvidende at der ikke er mange knapper, der behøver at blive skruet op for at jeg kan leve et fantastisk privilegeret liv. Men idéen om at nå i mål ligger meget, meget fjernt for mig og jeg vil vove, at påstå det er almengyldigt for det samfund vi har skabt igennem kapitalismen. Jeg forsøger ikke at tale for, at man skal smide hænderne i vejret og lade sit liv stå til, men det kan undre – og skræmme – mig meget, at jeg slet ikke kan forestille mig at blive nok. Hurtigt nok.
