Det er efterhånden blevet med heftigt forbehold, at jeg åbner min news feed på facebook. Jeg ryger sjældent baglæns. Sjældent flyver mine øjenbryn op i hårgrænsen. Men når jeg ufrivilligt rammes af udbrud i den sociale mølle af meningsdannertyper som uddeler møgfald til højre og venstre, så sker det. ”LAD OS BOYKOTTE BREMERHOLM BLOMSTER”, hedder den seneste vredeskampagne. En kampagne som en utilfreds borger har kastet ud i sit sociale netværk på baggrund af en, eftersigende, ret uheldig oplevelse med blomsterbiksens personel. Hadet ruller fra news feed til news feed, sparket videre med delinger og likes. Som en Disney-snebold har kampagnen nu efterhånden vokset sig kolossal, og blomsterbutikken går nu en truende tid i møde. Det er nu udenfor rækkevidde.
Det er mere reglen end undtagelsen, at mit netværk identificerer sig med vredesudbrud, bliver en del af det og deler den utilfredse mine i et væk. Hvorfor sprede så meget had? Hvad gavner det? Er vi så afhængige af gruppefølelsen, at vi ikke kan lade personlige følelser forbi passere uden at råbe det i caps lock ud på nettet?Borgeren føler sig tydeligvis enormt truffet over en dårlig behandling af en blomstersælger. Men legitimerer det hendes forsøg på at udslette virksomheden med en online fællesprotest? Har vi virkelig så stor en trang til at få andre til at støtte op om vores stærke følelser? Det styrker vores selvfølelse, når vi er enige om noget. Ja det ser vi i flere revolutionære øjeblikke i et historisk perspektiv. Men hvornår har et enkelt tilfælde, en personlig indignation, én utilfreds kunde været nok til at skabe en kollektiv boykot af en virksomhed? Sådan helt retfærdigt set?
