Signe Bo og Olav Hesseldahl har i de seneste par dage debatteret Dansk Ungdoms Fællesråds foreningsstøtte i Politikens debatspalter. Denne debat har været meget præget af et principielt udgangspunkt, og selvom jeg som udgangspunkt er enig i, at der er et fundamentalt problem i forhold til DUF og nutidens foreningsliv, mener jeg, at debatten er mere nuanceret end som så.
Jeg er ansvarshavende redaktør på Danmarks største frivillige ungdomsmedieplatform, UP - Ungdomsproduktion, som i denne debat statuerer et meget godt eksempel. Vi er en landsdækkende organisation, men det giver ikke mening at have aktiviteter - forstået som lokalforeninger - i fire ud af fem regioner, selvom vi har aktive medlemmer i fire ud af fem regioner, som DUF kræver. Det giver heller ikke mening at have 300 medlemmer, selvom vi i samtlige aktiviteter inddrager langt over 300 medlemmer på tværs af hele landet, når vi laver workshops, live-debatter og for den sags skyld helt ordinære samfundsdebatterende tv-programmer. 300 betalende medlemmer vil således slet ikke give mening, da det demokratiske engagement skal opstå ved ad-hoc deltagelse i en proces, der er igangsat af de 100 mennesker, som må være et topmål for organisationen. Desuden ville 300 medlemmer give hverenkelt af vores udsendelser en større redaktion end TV-Avisen, hvilket naturligvis ikke er hverken hensigtsmæssigt eller meningsgivende på nogen måde.
