Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Manden er en uddøende race

Alle drenge, mænd, eller hvad vi nu skal kalde os, har hørt det mange gange før. Vi er en generation af psykisk kastrerede handyr, og hvis vi ikke tager os sammen, vil kvinder i fremtiden ikke længere have (brug for) os. Men hvem har kastreret os? Hvad betyder det for den mandlige race? Og hvad kan vi unge drenge gøre ved det?

Kritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg er vokset op hos min fraskilte mor, jeg har hele min folkeskoletid udelukkende haft kvindelige klasselærere, og jeg er gennem langt størstedelen af min barn- og ungdom blevet opdraget af kvindelige rollemodeller. Ligesom så mange andre drenge. Om det i sig selv er et problem, ved jeg ikke, men jeg kender i hvert fald resultatet. Ligesom så mange andre drenge på min alder er jeg blevet en poleret, følelsesskizofren snakkende-kvinder-efter-munden-undskyldning for det, der vist nok engang skulle være blevet til en mand.

Skylden for denne maskuline deroute skal findes i flere forhold. En far, som aldrig var en væsentlig del af min opvækst. En folkeskole, der ikke har ændret sig nævneværdigt de sidste 150 år, fordi man stadig tror på en feminiseret opdragelsesmodel som eneste mulige indlæringsmetode. Og en popularisering af kvindelige idealer, hvor alt andet end pertentlig orden i alle livets forhold anses som værende umodent.

Men det er ikke kun alle andres og samfundets skyld. Vi bærer sgu også selv en del af skylden. Ja, faktisk hovedparten af skylden. I min vennegruppe snakker vi jævnligt om, hvor fedt det må være at kunne et håndværk. Cykelmekaniker, tømrer eller VVS’er. Men i stedet for at gøre noget ved det er stort set alle mine venner startet på universitetet, og mens vi sidder på vores flade og læser bøger og artikler, bliver afstanden mellem os og vores venner fra folkeskolen, som syntes det var federe at slås og køre mooncar i fritteren, stadig større.

Bevægelsen mod det kønsløse væsen er nemlig med til at distancere os fra de mænd, som hellere vil bruge en lørdag på at se hurtige biler på Krarup Flyveplads end at tage til lagersalg i Paustian på Nordhavnen. Og så er det klart, at vores jævnaldrende veninder ikke aner, hvad fanden de skal stille op med deres utilfredsstillende kærligheds- og sexliv. Skal de vælge at flytte sammen med en mand i Næstved, som er lavere uddannet, tjener mindre og har andre referencer end dem selv? Eller skal de vælge at flytte sammen med en dreng på Østerbro, som har samme uddannelse, tjener det samme og snakker om de samme ting som dem? Et eller andet skal de jo vælge, hvis ikke de vil leve i kvindekollektiver med reagensglasbørn og Sex and the City i fjerneren - hvilket de fleste kvinder vist nok stadig ville finde kedeligt i længden.

Feminiseringen af en stor del af det mandlige køn opløser altså ikke bare et essentielt skel mellem kvinder og mænd. Det skaber også et nyt skel mellem mænd og drenge. Og selvfølgelig er kvinder i alle aldre i nogen grad også medskyldige i ligegyldiggørelsen af den ene del af det mandlige køn, mens de ikke finder den anden del interessant. Jeg tror bare ikke på, at det var det, kvinderne håbede på, dengang duften af brændende bh’er og lyden af demonstrerende rødstrømper skar gennem luften fra Thy til Tinget.

Så hvordan sørger vi for, at vi drenge ikke i fremtiden bliver overflødiggjorte? Jo, vi kunne jo indføre mandedage, hvor drenge får lov at lege mænd med alt hvad det indebærer, herunder grillning af store bøffer, fodboldkampe med drengene og roden med bilmotorer. Problemet er bare, at det ikke er det, det handler om.

For mig at se er det nødvendigt med to grundlæggende ændringer. For det første skal vi give os selv og hinanden lov til at være mænd - bare en gang imellem. For vi er i virkeligheden vores egen største fjende, når vi tøffelhelter den igennem tilværelsen med IKEA-besøg og fødselsforberedelse.

For det andet skal I kvinder indse, at I har sejret så stort og voldsomt i kønskampen, at det nu - ikke mindst for jeres egen skyld - giver os lidt plads til at være mænd igen.

Jeg tror, I vil blive glade for det i længden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden