Jeg er vokset op hos min fraskilte mor, jeg har hele min folkeskoletid udelukkende haft kvindelige klasselærere, og jeg er gennem langt størstedelen af min barn- og ungdom blevet opdraget af kvindelige rollemodeller. Ligesom så mange andre drenge. Om det i sig selv er et problem, ved jeg ikke, men jeg kender i hvert fald resultatet. Ligesom så mange andre drenge på min alder er jeg blevet en poleret, følelsesskizofren snakkende-kvinder-efter-munden-undskyldning for det, der vist nok engang skulle være blevet til en mand.
Skylden for denne maskuline deroute skal findes i flere forhold. En far, som aldrig var en væsentlig del af min opvækst. En folkeskole, der ikke har ændret sig nævneværdigt de sidste 150 år, fordi man stadig tror på en feminiseret opdragelsesmodel som eneste mulige indlæringsmetode. Og en popularisering af kvindelige idealer, hvor alt andet end pertentlig orden i alle livets forhold anses som værende umodent.
