Mit første møde med Amalie Smith var på Louisiana litteraturfestival 2012, hvor hun læste højt af ’I civil’. Hendes skrøbelige lillepige-udtryk har noget naivt over sig, der står i kontrast til den seriøsitet, der uundgåeligt hænger sammen med de overvejelser, der går igennem hovedet hos en pårørende til en kræftsyg. For den oplevelse der beskrives i bogen er en autentisk og poetisk fortælling, om en altomsluttende kærlighed og det sygdomsforløb, der opløser den.
Gennem filosofiske tanker og hjælpeløse spørgsmål skriver hun sig igennem, og forsøge at finde mening i, det parforhold, der langsomt falder fra hinanden i sygdommen. Med et roligt toneleje og i et kontrolleret tempo læser hun op af de ubehjælpsomme spørgsmål, som frygten for sygdom afføder og hun virker ugenert i sin beskrivelse af sine allerinderste tanker. Hendes mod er stort og det vækker tydeligvis stor fascination hos publikum - ikke mindst hos mig selv.
