Ude på Amager står der i Universitetsbibliotekets filial en buste af Pusjkin i forhallen – i en krog lige til højre for indgangen. I foråret 2022 fik den kastet et hvidt lagen over sig. Den blev hverken bortført eller smidt i havnen, men protesterende studerende mente alligevel ikke, at bibliotekets brugere skulle tvinges til at se på den russiske digter, mens russiske soldater myrder ukrainere.
Jeg kom til at tænke på den tilslørede Pusjkin-buste, da jeg læste Politikens chefredaktørs, Christian Jensens, klumme ’Putin er vor tids største massemorder, krigsforbryder og despot. Men Rusland er mere end det’.
Christian Jensen er et læsende menneske, og han fortæller i klummen om sin glæde ved russisk litteratur, om Dostojevskij som et ’evigtgyldigt symbol’ på, at »russisk kultur er en del af den europæiske kulturkreds«. Han fortæller om Dostojevskijs roman ’Optegnelser fra det døde hus’, der handler om livet som fange i en sibirisk straffelejr. Jensen mener at høre Dostojevskijs lyse stemme midt i et mørke af vrede, og han insisterer på, at vi ikke må reducere Rusland til Putin og Kreml.
»Russisk kultur er ikke alene langt, langt større end Vladimir Putin«, skriver Politikens chefredaktør.
Og så var det, jeg kom til at tænke på Pusjkin under lagnet.
For ja, Rusland er mere end Putin. Men desværre er Pusjkin og Dostojevskij også mere end bare store forfattere: De er også talerør for et verdenssyn, et særligt syn på Ruslands plads i verden, som er dybt forankret i den russiske befolkning, og som har fundet sin foreløbige kulmination i det russiske overfald på Ukraine.
Det samme gælder andre store russiske forfattere. De skrev stor litteratur, men vi kan ikke længere læse deres bøger uden at vide, hvor deres ideologi førte Rusland hen. Vi ved ting om Pusjkin, Dostojevskij, Tolstoj og mange andre, som vi ikke kan ’afvide’ igen, det er viden, vi ikke kan slippe af med.
Efter Anden Verdenskrig kan ingen længere læse Hamsun uden at huske, at han forblev forbenet nazist til det sidste. Selv ungdomsværkerne må man læse med agtpågivenhed. Man kan ikke lade være med at kigge efter spor af nazisme. Dem skal man dog lede længe efter hos Hamsun, men hos de store russiske forfattere er det til gengæld let at finde fundamentet til vor tids morderiske nationalisme.
Lad mig begynde med Dostojevskij, Christian Jensens yndlingsforfatter.
Jeg vil se gennem fingre med, at netop i ’Optegnelser fra det døde hus’ slipper Dostojevskij sin stærke antisemitisme løs i et portræt af fangelejrens jøde, Isaj Fomitj, som naturligvis taler jøderussisk og er pantelåner og i almindelighed til grin for alt og alle. Alt ved ham er lattervækkende, ikke mindst hans ekstatiske jødiske bønner, hvor han hyler og jamrer og klager. Jeg nævner det, men ser bort fra det, for Dostojevskij var jo ikke den eneste forfatter dengang, som ikke brød sig om jøder.
Men nogle år senere skrev Dostojevskij et essay om ’det jødiske spørgsmål’. Her slog han fast, at jøderne altid ville være fjender af Rusland.
Nuvel, det er såmænd ikke blot jøder, Dostojevskij ikke bryder sig om; det er sådan alle, der ikke er russere. I ’Brødrene Karamazov’ er der et par polakker, som får det glatte lag, og i andre værker svinges den litterære knut over tyskere. Kun russere duer, de er det udvalgte folk. I romanen ’Onde ånder’ sætter Dostojevskij ord på sine fantasier om russernes guddommelige mission.
»Et virkelig stort folk kan aldrig acceptere at spille en sekundær rolle i menneskeheden, ikke engang en primær rolle, men udelukkende og ubetinget kun den førende rolle«, lader Dostojevskij en af sine romanfigurer sige.
»Det eneste ’gudsbærende’ folk er det russiske«, tilføjer han.
I 1800-tallets russiske intellektuelle strid mellem vesttilhængere (’sapadniki’) og slavofile hørte Dostojevskij så klart til de sidste med sine fantasier om Ruslands førerstilling. Han havde ingen tro på det Europa, Christian Jensen så gerne vil gøre ham til en del af.
Dostojevskij bliver ingen ringere forfatter af den grund. Men man skal være forsigtig med hovedspring ud i hans filosofi. Der er nemlig ofte tale om det, som den polsk-amerikanske slavist Ewa Thompson har beskrevet som »ukritisk selvbevidsthed, der fejlagtigt opfattes som psykologisk dybde«. På dette lave vand risikerer man så let at knalde hovedet mod en bassinbund af fremmedangst og sindsforvirrede religiøse sværmerier.
Men så Tolstoj da, denne pacifist og humanist? Modviljen ved krig skinner jo ofte igennem hos ham. Han må vel være en af os, en af dem, der forbinder Rusland med Europa?
Hvor man hos Dostojevskij i både bogstavelig og overført betydning bevæger sig mellem skumle sidegaders sære eksistenser, så er vi med Tolstoj i de lyse stuer og litterære saloner, hvor renfærdige og godhjertede mennesker færdes. Det kunne næsten blive for meget af det gode, hvis ikke det var, fordi der som en slags undertekst løber en helt anden fortælling.
Tolstojs storværk, ’Krig og fred’ handler om Napoleonskrigene og er en grandios hyldest til det russiske imperium. Om krigens og historiens vendepunkt – Napoleons ulyksalige invasion af Rusland – fortæller ’Krig og fred’ os en køn historie om det uskyldige Rusland, der blev overfaldet.
Tolstoj undlader at fortælle, at Napoleon angreb, fordi Rusland havde forladt Fastlandsspærringen, den økonomiske blokade af Storbritannien. Forfatteren tænker heller ikke videre over, at Rusland på ingen måde var en passiv tilskuer til Europas krige; allerede i 1799 rykkede general Suvorov med sin hær tværs gennem Europa og ned i Norditalien for at bekæmpe Napoleon.
Tolstoj nævner heller ikke, at samtidig med at Rusland blev angrebet af Napoleon, var det selv engageret i en kolonikrig i Kaukasus, hvor de sidste selvstændige stater stadig gjorde modstand mod Ruslands erobring. Og hvad angår imperiets vestlige kant, hvor Polen var blevet opløst og undertvunget, så er Tolstoj tavs; han skriver ’Krig og fred’ i 1860’erne efter to nedkæmpede polske opstande, og for ham er det polske spørgsmål afgjort én gang for alle.
’Krig og fred’ er måske storslået litteratur, men som historiefortælling er værket groft manipulerende propaganda. Det er Tolstoj, der lægger grunden til en central myte, nemlig om Rusland som det evigt uskyldige offer for vestlige overfald. Samtidig befæster han myten om, at Polen, Belarus og Ukraine er naturlige dele af Rusland. Og disse to myter er jo helt centrale for dagens Rusland – der går en lige linje fra Tolstoj til Putin.
Tolstoj er ikke medskyldig i Putins forbrydelser; dem kunne han ikke forudsige. Men han har hjulpet Putin på vej.
Hvad så med Pusjkin, digteren under lagenet – han er vel en stor og ren europæisk digter, som kan hævde sin plads i Christian Jensens ’europæiske kulturkreds’?
Pusjkin skriver smukt. Mange har sammenlignet ham med Mozart. Men hans ord glimter så smukt, at man let bliver forblændet. Lad os lægge ud med hans måske kendteste digt, ’Bronzerytteren’, hvis hovedperson er rytterstatuen i Sankt Petersborg af Peter den Store.
Først hører vi i digtet en lovsang til Sankt Petersborg, denne prægtige by, som ligger der »vendt mod en overlegen nabo« – det må være Sverige, der tænkes på. Områdets tidligere befolkning af finske fiskere omtales nedsættende som »elendige« og »naturens triste stedsønner«, og i stedet hyldes byens militære storhed: »Stå, Peters by, i din skønhed, urokkelig som Rusland«!
Derefter et sceneskift: Vi hører nu historien om en ung mand, hvis elskede drukner, da Nevafloden går over sine bredder. Og hun var jo ikke druknet, hvis ikke tsar Peter havde lagt sin hovedstad her, så den unge mand bander og løfter en truende knytnæve op mod bronzerytteren, som i en afsluttende mareridtssekvens bliver levende med hest og det hele og springer ned fra monumentets sokkel for at jage den unge mand i døden i Nevafloden.
Altså en nærmest masochistisk længsel efter undertrykkelse: Åh, kom og tag mig! Slå mig ihjel, din store, stærke tsar!
Er det smukt? Det er i hvert fald imperial retfærdiggørelse.
Og det bliver værre endnu med Pusjkin.
Ordenes Mozart har på sin værkliste temmelig mange værker, hvor han tumler rundt i Kaukasus og på Krim og beskriver den lokale befolkning på eksotiserende og velvilligt nedladende vis; tjerkesserne er for eksempel vilde med at skære hovedet af deres slaver for at more deres børn – får vi at vide i digtet ’Fangen i Kaukasus’.
Tjerkesserne, ja, hvem var nu det? I dag er deres eksistens nærmest ukendt. 40 år efter at Pusjkin skrev sit smukke digt, blev tjerkesserne nemlig fordrevet og udryddet i en årelang militærkampagne, som i vildskab og brutalitet ikke står tilbage for tyrkernes folkedrab på armenierne. Og nej, det er naturligvis ikke Pusjkins skyld, men vi skal huske det, når vi læser ham.
Og vi skal huske hans ikke så ofte læste digt ’Til dem, der bagtaler Rusland’.
Digtet handler om nedkæmpelsen af den første polske opstand mod det russiske styre, novemberopstanden 1830-1831, en guerillakrig som blev effektivt nedkæmpet. Bagefter blev det polske selvstyre inddraget og Warszawas universitet simpelthen lukket.
Digtet er henvendt til Ruslands blødsødne humanistiske kritikere i Vesten; de skal bare blande sig udenom, mener den store digter. »Stands; dette er en strid mellem slaver, en gammel broderstrid, som skæbnen allerede har vejet af; et spørgsmål ikke I skal løse … Denne familiefejde er uforståelig og fremmed for jer«.
Og skulle Europa blande sig, vil der ske ting og sager, truer vores litterære Mozart:
»Mon ikke det russiske land vil rejse sig? Så send os blot jeres forbitrede sønner, der er plads til dem på Ruslands marker, mellem kister, som ikke er fremmede for dem«.
Digtet er modbydeligt at læse selv i dag, 200 år efter at Pusjkin udtrykte sig mere formfuldendt end Putin. Men han skrev jo det samme, som Putin sagde i sin vrængende tv-tale på storkrigens første dag: Bland jer udenom, for ellers ...! Dette er en broderstrid.
Og sådan blev det ved op i vor tid. Den fejrede eksilforfatter Joseph Brodsky skrev for eksempel i 1992 et forbitret digt ’Om Ukraines uafhængighed’, hvor han tilsviner det ukrainske folk med nedsættende og sjofle udtryk og spår dem, at tyskerne og polakkerne nok skal få dem ned på knæ, altså samme tanke, som Putin senere skulle udvikle: Ukraine kan slet ikke eksistere uden Rusland. Han sluttede sit digt:
»Men i dødens stund, mens I kradser i madrassens kant, er det vers af Aleksandr, I vil hvæse, og ikke Taras’ ævl«.
Aleksandr er selvfølgelig Pusjkin, og Taras er den ukrainske nationaldigter Sjevtjenko.
Den europæiske fernis, som Christian Jensen ser, dækker altså over imperial vildskab. Den er uden sidestykke; man skal lede længe i tysk 1800-talslitteratur for at finde noget, der peger frem mod den moderne tids forbrydelser. Hos de russiske klassikere behøver man kun at skrabe i overfladen.
Selvfølgelig skal vi læse dem. Men skal vi ligefrem hylde dem? Rejse monumenter?
Hvilket fører mig frem til, hvorfor der overhovedet står en buste af Pusjkin på Universitetsbiblioteket. Det gør der, fordi man har fået den foræret – af den russiske ambassade.
I 2017. Tre år efter at Rusland havde annekteret Krim og indledt en falsk ’borgerkrig’ i Østukraine.
Mens en million mennesker var på flugt for Pusjkins åndelige arvtagere, lod Universitetsbiblioteket busten afsløre ved en festlig ceremoni med den russiske ambassadør blandt talerne – 6. juni 2017, på 218-årsdagen for digterens fødsel.
Senere kom turen til Københavns Kommune, som fik foræret en buste af antisemitten og nationalisten Dostojevskij. Den blev afsløret i november 2019 efter mere end fem års krig i Donbas og godt to år før den store invasion af Ukraine.
Kommunalpolitikerne var glade. Som Enhedslistens ordfører på sagen i Nørrebro Lokaludvalg udtrykte det: »Jeg tror ikke, at der er noget kontroversielt ved at opstille en buste af Dostojevskij«.
Tiden er nok kommet til at returnere disse gaver med et tak for lån.
Men læs endelig bøgerne! Og spil musikken. Kunstværkerne står, som de er skabt, og bør respekteres for, hvad de er. Men vi kan aldrig mere læse og lytte uden at være på vagt. Også stor kunst kan bære på farlig ideologi, og de russiske klassikere bringer ikke Rusland tættere på Europa. Tværtimod.
----------------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at tjerkessernes skæbne i dag er ukendt. Det er ikke rigtigt: Mange af dem flygtede til Osmannerriget, nutidens Tyrkiet, og i dagens Rusland bor der omkring 50.000 tjerkessere i republikken Karatjajevo-Tjerkessien.
fortsæt med at læse
