Ved juletid fejrer vi frelserens fødsel ved at ihukomme en række eventyrlige detaljer fra Bibelen, en jomfrufødsel, en ledestjerne, talende engle, som de færreste af os tror på i dag. Måske derfor hedder det sig mere og mere, at julen handler om kærlighed og familie, om hygge og omsorg for de svageste.
Men det kan føles lidt som en bortforklaring. Hvordan, kan den kritiske spørge, kan vi tillade os at nyde godt af en religiøs højtid, som fokuserer på et drama, som selv de fleste kristne ikke bogstavelig talt tror på mere? Er det ikke helt principielt forkert, hvis vi ellers tilstræber intellektuel ærlighed?
De fleste af os ser stort på det dilemma. Vi fejrer julen, ligegyldig hvor ateistiske eller troende vi ser os selv. Og paradoksalt nok gør det os ikke mindre religiøse, men måske religiøse på en mere oprindelig måde. For at forstå det må man først forstå, at troen ikke er, hvad vi tror.
Engang troede jeg, at religion handlede om tro. At kristne troede på Gud og Jesus. At hinduister troede på Shiva og Ganesh. Og at ateister var dem, der ikke troede på noget.
Jeg kan huske, da jeg stødte på buddhismen i gymnasiet, og jeg fordybede mig i principper for tænkning, sandhedskriterier og argumenter for genfødsel og gode handlinger. Og jo mere jeg læste, jo mere gik det op for mig, at ordet ’tro’ ikke spillede nogen særlig rolle her.
Buddhister koncentrerede sig om at blive bedre til at leve — gennem at blive bedre til at dø. Uanset hvad de ellers troede på, guder eller ej.
Det forvirrede mig. Midt i min begejstring over alle de skarpe ideer og tilsyneladende slagkraftige logiske argumenter for omsorg (at tænke sig, at den slags fandtes!) blev det et slogan, at ’buddhismen er egentlig ikke en religion, det er en livsfilosofi’. Hvad det så end betød.
Logikken var, at det, der definerer en religion, er troen. Hvilken gud tror du på?
Det er derfor, der ved hver juletid dukker den samme samtale op i krogene: Kan man fejre jul uden at tro på Jesus og opstandelsen og alt det der? Hvis hele historien om de tre vise mænd (Matthæusevangeliet) og de tre hyrder (Lukasevangeliet) er et eventyr — og det er det — hvordan kan man så forsvare at synge om dem og modtage gaver i den kontekst?
Hvis julen er den største kristne højtid i folkesindet, så er det vel netop også den største fejring af den kristne tro? Hvilket ærinde har vi moderne lidet troende mennesker så i dette allerhelligste øjeblik, denne kulmination af helblodskristnes trosfest?
Sandheden er, at det ikke er vi moderne mennesker, der er vokset ud af fortidens religiøse julesweater, at vores frie og sekulære tænkning ikke kan indeholdes i overtroens mønstrede spændetrøje. I virkeligheden er det selve koblingen af religiøs tradition og tro, der historisk set er en afvigelse, et lettere nebulært paradigme, vi ikke rigtig forstår, og som ikke rigtig duer ved juletid.
Udtrykket tro kommer fra Paulus, en jødisk fanatiker, der så det som sin profetiske opgave at vende ikkejøder — hedninge — mod den jødiske Guds forvandling af virkeligheden. Han ventede på denne verdens undergang, som han mente at kunne fornemme var gået i gang, og som kun ville skåne folket Israel.
For ham var denne jødiske profeti, der var forudset i skrifternes frelsesfortælling, nu åbnet op for alle nationerne — ethne på græsk, goyim på hebraisk — hvis de bare ville vende sig mod Israel, mod den jødiske gud og mod det, han mente var Guds budbringer, hans ’søn’, Jesus, den kongeligt salvede. Mashiach på hebraisk, eller på græsk christos.
Paulus’ gode budskab, hans euangelion, var at hedningene kunne blive en del af det udvalgte folk, der skulle frelses, og at selv om de ikke var jøder, så var deres pistis – deres tillid til Guds løfte, deres tro på det – tilstrækkeligt!
Det er vigtigt at forstå, at det er første gang i verdenslitteraturen, at ens tilhørsforhold til den ene eller den anden gud (og der var mange) blev bestemt af ens tanker eller erkendelse og ikke af ens tilhørsforhold.
I resten af forhistorien, og stadig den dag i dag for milliarder af mennesker, tilbeder man den gud eller den tradition, som man er vokset op med. Den, som ens forfædre dyrkede, og som nu er repræsenteret netop ved de forfædre, som så også tilbedes.
Det ser måske primitivt ud i vores kulturelt selvforblændede optik. Det ligner tvang. Det lyder som noget, vi er blevet klogere end.
Men er vi det?
I denne juletid ser vi ret klart, at vores lokale og overleverede hellige traditioner stadig dominerer. Vi holder fast i at udføre forgangne ritualer og lovsange, fordi det er sådan, man gør her. Ikke fordi vi er totalt enige i, endsige forstår, teologien bag. Og det er ikke et nederlag, det er egentlig ret skønt.
I Japan er det kun omkring 10-15 procent, der identificerer sig som troende eller religiøse i den forstand, vi bruger her. Samtidig er der i dag ifølge regeringens tal flere shinto-templer og altre, end der er indbyggere i hele Japan. Og over 75 procent af befolkningen rapporterer, at de dyrker forfædre eller guder i templerne. Lige så mange beder.
Pointen her er ikke, at japanerne har misforstået, hvad religion er. Eller omvendt at de viser symptomer på et forgangent og overstået menneskeligt stadie, som vi moderne har set igennem.
Japan er et højteknologisk land, førende inden for en række af de områder, vi ser som indbegrebet af det 21. århundrede.
Forskellen er nærmere, at de ikke har haft Paulus. At de ikke har fået indpodet tro i deres kulturelle diskurs, at de ikke opererer med samme forståelse af religion eller højtider som noget, der har med tro at gøre.
Er det så bare, fordi de ikke helt forstår det, de selv gør? Det kan være meget svært for os at tænke ud over vores begreber. De må da for søren tro på de guder, de dyrker, ikke?
Men at spørge på den måde vidner mere om vores kulturelle paradigmes manglende selverkendelse. Sådan har vi forsøgt at forstå omverdenen — med vores begreber — siden kolonialismen og frem.
Historisk set er det os, der har den anderledes og arbitrære begrebsverden. Det er os, der ikke passer ind, om vi så er ateister eller kristne. Det er os, der hellere burde bruge noget tid på at forsøge at forstå og forklare, hvad i alverden vi egentlig mener med ordet tro. Det er ikke et neutralt og udtømmende ord, der forklarer noget fundamentalt.
Når vi læser Paulus, så er ordet der jo. Det står lige der. Det er troen, der frelser, troen og ikke handlingerne, som Luther slog fast.
Men det er her, vi må tage et skridt eller to tilbage. For hvad mente Paulus egentlig med pistis, det, vi oversætter til tro?
Paulus var som sagt jøde. Han talte ikke om sjælens frelse, om at møde mormor i himlen eller om at gå i kirke. Han ventede på en total omkalfatring af verden. Den læste han om hos de jødiske apokalyptiske profeter. Sådan som Dommens Dag i århundreder var blevet forudset i hans meget jødiske virkelighed.
Det nye og radikale var, at han efter en række oplevelser — syner — var blevet overbevist om, at tiden var nu. Det var gået i gang! Han stod midt i verdens undergang.
Beviset på det var, at jøden Jesus var død, men opstået igen. Ja, det lyder skørt, vildt, det var Paulus den første til at indrømme i sine breve.
Denne opstandne Jesus Kristus havde vist sig for Paulus. Det var jo absurd, dårskab, skandaløst, men det var netop det bevis, der var.
Jesus var nemlig blot den første, der på den måde var forvandlet til noget, Paulus kaldte pneuma, en slags åndelig substans (oversat til ånd i Bibelen). Snart ville hele verden følge, alt ville forvandles, og menneskene — de fleste af dem — ville dø. Alle på nær dem, der tog den ånd ind i sig på forhånd, og som trods det absurde turde tro på, at Guds forvandling var gået i gang. Troede på, at det virkelig ville ske.
Pistis betyder før kristendommen (og dette var før kristendommen) tillid eller trofasthed. Det betyder ikke bare, at man tror, som det hedder i dag, men at man tror på.
Som hvis jeg tror på dig, hvis du lover at dukke op i morgen klokken 13.30 på Aamanns på Øster Farimagsgade i København.
For at blive forvandlet med verden og ikke bare dø skulle man bevare den tillid til Gud, at det altså virkelig var nu, og at Gud ville frelse en, forvandle en, så man ifølge Paulus blev som Jesus, en af Guds sønner (og døtre, må man tro) højere i hierarkiet end selve englene!
Troen for Paulus var altså ikke en kategorisk betegnelse for hengivelse til den ene eller den anden gud. Det var ikke det mere generelle begreb, vi i dag kalder religiøs tro. Paulus’ tro, den første og originale beskrivelse af begrebet, som vi kender det, var en specifik tillid til verdens forjættelse og Guds plan med det. Og meget klart: til noget, som Paulus mente ville ske i hans egen levetid.
Paulus’ breve, de tidligste kristne skrifter, vi har, er forrygende læsning. Han var et religiøst geni, som historikeren E.P. Sanders kaldte ham.
Man han var også for radikal. Allerede i evangelierne, skrevet 30-90 år efter hans breve, ser vi denne akutte tillid til dette øjebliks undergang blive skrevet om til tro med stort T, om man vil. Troen er her noget, man har, noget, som i sig selv betyder, at man er frelst. »Din tro har frelst dig«, siger Jesus til den blødende kvinde. Hendes kategoriske tro har simpelthen allerede helbredt hende.
Det blev for de tidlige kristne til selve definitionen på deres gudsdyrkelse. At de troede i denne mere vidtrækkende forståelse betød, at de var kristne. Og da sekularismen voksede ud af det kristne vestlige samfund, holdt man fast i begrebet: Man definerede andre religioner som nogen, der havde en anden tro. Og ateister som nogen, der ikke troede.
Ordets historisk betingede omstændigheder blev glemt. Dets rod i en enkelt mands forsøg på at begribe frelsen i det, han mente var en undtagelsestid, fortabte sig. Dets transformation hos de tidlige kristne til en afgørende nyskabelse inden for hele forståelsen af gudsdyrkelse blev til en basal kategorisk definition.
I dag er udtrykket så fundamentalt, at vi taler om tro, selv når vi prøver at beskrive andre kulturer, der ikke har ordet i deres vokabularium. Som ikke ser sig selv som enten sekulære eller religiøse, som ikketroende eller som troende. Ifølge dem selv tror disse andre mennesker simpelthen ikke. Men vi beskriver rask væk netop deres tro, fremmed og eksotisk som den er.
Troen er blevet et af de ord, vi tænker med. Vi forstår guder som nogen, vi vælger fra eller til. Vi ser viden som noget, der står over for (endda imod) troen. Og endelig står vi her i dag og spørger os selv, om vi overhovedet har brug for troen. Implicit, at den altid var der tidligere, men at vi i dag er blevet klogere.
Nogen i dag savner troen. Andre danser på dens grav. Andre igen holder fast i den. Masser af mennesker lever lykkeligt i den.
Ordet fungerer, fordi vi har skabt en verden, hvor vi mener, vi er enige om, hvad tro er.
Men her i juletiden mærker vi sprækkerne i vores påståede sekulære samfund, når vi skal deltage i noget, der ikke helt passer med mærkaterne. Nogle få idealister afsværger sig hele højtiden, men de fleste af os går all in i julefejringen, uanset hvad vi ellers mener, at vi tror.
Mit budskab er: Det er ikke noget problem. Det er egentlig bare os, der opfører os som mennesker flest gennem vores 300.000 år lange historie som homo sapiens.
I dag er det de færreste — også blandt kristne — der definerer tro så voldsomt, som Paulus gør. Specielt fordi hans rå og vilde åbenbarede budskab ikke er blevet læst sådan i næsten to årtusinder. Det har krævet snart et århundredes forskning i græsk og jødisk oldtid at læse ham på ny, i hans egen kontekst, uden at Augustin og Luther læser med over skulderen.
Paulus’ vished om hans verdens nært forestående undergang, hans tillid til og tro på, at han ville blive forvandlet, har egentlig meget lidt med julen at gøre.
Dermed ikke sagt, at julen ikke er kristen. Julen er gennemkristen — med en god portion nordisk hedenskab. Ligesom vi kan lide den. Pointen er, at kultur og religion og tradition er noget, vi gør, længe før det er noget, vi tror. Det har det altid været.
Ideen om, at vi skal tro korrekt for at være med, er et mærkværdigt historisk rammeværk, der har eksisteret i cirka 2.000 år — i virkeligheden kun et glimt i menneskets historie — og måske knager det i Norden i disse år.
Måske er det den forståelse af tro, der svækkes i Danmark for tiden.
Men — og det er en anden misforståelse — det betyder ikke, at vi bliver mindre religiøse. Det er måske bare, fordi vi bliver (og altid har været) religiøse i vores vaner, vores handlinger, vores ritualer og i vores traditioner. Og det ville nok forenkle det for de fleste, hvis man kunne afkoble troen lidt fra forståelsen af religion som sådan.
Så hvis vi deltager i højtidens ritualer, hvis vi mærker den der julestemning og insisterer på, at det altså skal være, ligesom det altid har været, så er det nemmest at forstå som en levende menneskelig religiøsitet. At vi så ikke mener, at vi måske tror lige så meget som vores forfædre gjorde, ændrer ikke noget.
Dans rundt om det juletræ! Syng de sange! Spis den hellige mad! Se, det er et ritual. Og hvis der er en ting, vi ved om ritualer, så er det, at de virker. Uanset hvad vi ellers tror om dem.
fortsæt med at læse
