Scenen er en mørk gyde ved nattetide. En borger af det bedre selskab har uforsigtigt valgt at skyde genvej. Pludselig springer en person ud af mørket, retter en pistol imod ham og råber: »Pengene eller livet!«.
Der kommer intet svar. Røveren, nu højere: »Pengene eller livet!!«. Stadig intet svar. Røveren, nu meget højt: »Pengene eller livet!!«. Offeret, vredt og lige så højt: »Jeg står jo og overvejer sagen, ikke?!«.
Dette er heldigvis ikke virkelighed, men stammer fra en fjernsynssketch af den amerikanske komiker Jack Benny. Som alle vittigheder beror den på en overraskelseseffekt: nemlig det, at nogen for alvor overvejer at sætte indholdet af sin pengepung højere end sit liv.
Nedenunder er der også noget mere fundamentalt, nemlig et brud på den økonomiske logik: Det er absurd at ofre sit liv for en sum penge, fordi man jo ikke kan nyde godt af dem, når man er død. Det kunne være en af grundene til, at de fleste mennesker føler, at der er noget helt galt ved at skulle sætte en pengepris på deres eget liv. Man kan ikke sætte sit eget liv lig med et pengebeløb, fordi værdien (nytten) af penge forudsætter, at man er i live og kan nyde de goder, som man kan købe for dem.
Hvis man spurgte folk, hvad de ville være parat til at betale for deres eget liv, ville den første reaktion derfor nok være af afvise spørgsmålet. Det understøttes da også af en lang tradition i vores kultur, der erklærer menneskelivet ukrænkeligt, og derfor kan det ikke handles eller sættes til en pris.
Hvis man alligevel insisterede på et svar, ville det nok være: »Alt hvad jeg ejer og har«, og det ville gælde, uanset hvor meget den adspurgte faktisk ejede: For den fattige ville det være nogle få kroner, for millionæren alle hans millioner.
Der er dog brug for en lille præcisering: Nogle mennesker ville måske nægte give slip på alle deres penge, hvis det ville efterlade dem og deres pårørende i total elendighed, uden udsigt til hjælp fra nogen side. Det vil stadig gælde, at der ikke er noget loft på den pris, disse mennesker ville betale, hvis de havde pengene: Så længe der bare var lidt tilbage til dem selv og deres nærmeste efter røveriet, kunne det beløb, de ville overlade til røveren, stadig gå imod uendeligt, for et uendeligt beløb minus et endeligt beløb er stadig uendeligt. Konklusionen er, at der er fundamentale problemer med at sætte en pris for menneskeliv på den måde, som man normalt prissætter ting på.
Ikke desto mindre er der i Danmark sat en værdi af et menneskeliv, fastlagt af Finansministeriet. Ifølge et notat fra 2016 er værdien af et menneskeliv 32 mio. kr. Man kan undre sig over, hvad der ligger i en sådan værdiansættelse – og forundringen bliver næppe mindre, bare fordi man får at vide, at værdien senere er blevet pristalsreguleret opad!
Hvorfor skal man overhovedet prissætte et menneskeliv? Økonomer insisterer herpå, fordi alle politiske beslutninger efter deres mening ellers bliver irrationelle. Ethvert tiltag til beskyttelse af menneskeliv lægger beslag på ressourcer, som så ikke kan anvendes til andre vigtige formål.
Det er derfor nødvendigt at afveje nytten af et reddet menneskeliv imod nytten af sådanne alternative ressourceanvendelser, og det forudsætter i praksis en prissættelse i penge. En fremtrædende dansk økonom er citeret for at erklære, at hvis der ikke fastsættes en officiel pengeværdi for liv, overlades spørgsmålet til »filosoffer og orakler«. Sådanne er jo yderst mistænkelige, og det betyder, at alternativet til objektiv økonomisk prissættelse er obskurantisme og overtro – ifølge den pågældende økonom.
Hvordan er Finansministeriet da nået frem til denne enhedspris for et menneskeliv? Det skete ved en spørgeskemaundersøgelse, foretaget af Det Miljøøkonomiske Råd, hvor respondenterne blev bedt om at forestille sig, at de var indbyggere i en lille by på 10.000 indbyggere.
Her var der planer om at gennemføre forbedringer af vejnettet, som ville nedbringe risikoen for dødsulykker med 0,1 promille over en 10-årig periode. Respondenterne skulle nu svare på, hvor meget de ville betale i årlig skatteforhøjelse for at opnå denne forbedring. Prisen for denne 0,1 promilles sikkerhedsforbedring blev derefter ganget op, så den svarer til ét helt sparet menneskeliv over den samlede 10-årsperiode i den lille by. Dette er et statistisk tal, og beløbet er da også kendt som ’værdien af et statistisk liv’.
Imidlertid synes ophavsmændene til værdisættelsen at have følt et vist ubehag ved hele regnestykket. Det prøvede de at komme ud over ved to argumenter:
Værdisættelsen vedrører meget små forbedringer af en i forvejen meget lav dødsrisiko for det enkelte menneske. Det er kun for anskuelighedens skyld, at prisen herfor ganges op og præsenteres som værdien af et ’helt’ menneskeliv.
Men sagen er, at dette tal meget ofte kommer i spil i sammenhænge, hvor mange mennesker er i aktion. Hvis der udføres et årelangt offentligt brobygningsprojekt i milliardklassen med tusindvis af arbejdere, bliver en minimal dødsrisiko for den enkelte arbejder til et næsten sikkert tab af menneskeliv: Statistikken fortæller, at sådanne arbejder altid medfører alvorlige ulykker og dødsfald. Og hvis entreprenøren undlod at indføre ekstra sikkerhedsforanstaltninger til 20 mio. kr., som kunne spare et liv, men som man fandt for dyre, er det derved tilkendegivet, at værdien af det liv, der derved måtte gå tabt, er mindre end 20 mio. kr.
Det andet argument lyder, at der jo ikke er tale om en bestemt navngiven persons liv, der ofres, men blot om en anonym statistisk størrelse. Men dette er irrelevant: En terrorist, som myrdede et menneske på en travl offentlig plads med en tidsindstillet bombe, ville forgæves plædere i retten, at han var uden ansvar, eftersom han jo ikke havde sat navn på sit offer: Han kunne jo ikke vide, hvem der ville befinde sig på pladsen, når bomben sprang. Retten ville næppe give ham medhold.
Den tidligere citerede økonom prøver at afvise kritikken ved at henvise til, at de 32 mio. kr. nu engang er, hvad danskerne er villige til at betale for at redde et menneskeliv. Men talen om, hvad ’danskerne’ vil betale for et liv, viger uden om spørgsmålet om, hvis liv det er, der skal betales af hvem. Et menneske ville give hele formuen for at redde sit eget og sine nærmestes liv, men næppe for at redde en ukendt person i en fjern verdensdel. Det giver ikke mening at operere med en gennemsnitspris her.
Ironisk nok antyder undersøgelsen dog, i kraft af en svaghed i sit metodiske design, et svar på spørgsmålet om, hvem det er, der betaler for hvis liv: Det er et velkendt problem ved spørgeskemaundersøgelser, at mennesker har vanskeligt ved at forholde sig til abstrakte hypotetiske spørgsmål, såsom: Hvor meget ville du give for 0,1 promilles nedsættelse af risikoen for tabet af et menneskeliv?
Derfor forsøgte undersøgerne at pakke de nøgne statistiske tal ind i en detaljeret fortælling, der skulle give et virkelighedspræg til det hypotetiske spørgsmål. Man skulle forestille sig, at trafikforbedringerne foretoges i en lille by på størrelse med Jyllinge eller Ringkøbing.
Det drejer sig således ikke om, hvilket beløb de adspurgte hver især ville give for at redde et abstrakt menneskeliv, men om, hvor meget de ville give som bidrag til en kollektiv ordning, som i løbet af den givne periode kunne redde et menneske i deres egen lille by fra døden. Det kunne være giverens eget liv eller en nærtståendes. Bidraget skulle desuden ikke være frivilligt, men betales igennem en skattestigning.
Man indser hurtigt, at den skitserede hypotetiske situation faktisk svarer til den, som alle vi danskere befinder os i: Vi har et offentligt sundhedssystem, som omfatter os alle, som vi betaler over skatten, og som er den vigtigste institution for bevarelsen af danskernes liv.
I denne sammenhæng har Finansministeriets værdifastsættelse af menneskeliv ringe nytte: Der er stor ideologisk uenighed i den danske befolkning om, hvad der er den rimelige størrelse af det offentlige sundhedsvæsen, og de kan ikke elimineres ved at udmelde en ’objektiv’ pris på et menneskeliv.
Højre side af det politiske spektrum mener, at skattetrykket i vores land allerede er for tungt, og at det bl.a. bør lettes ved, at offentlige sundhedsydelser i væsentlig grad erstattes af private forsikringsordninger. Mennesker sætter ganske rigtigt uhyre stor pris på deres eget liv, men ifølge denne ideologi må de netop derfor selv tage ansvar for det, for eksempel ved at købe sig en ekstra forsikring.
Mennesker har desuden en moralsk pligt til at beskytte deres nærmestes liv, men de har ikke pligt til at beskytte helt fremmedes liv i samme grad. Venstre side af spektret peger herimod på, at samfundets dårligst stillede ikke har mulighed for at anskaffe en dyr privat forsikring. Ud fra princippet om ligeværdigheden af alt menneskeliv anbefaler de derfor en større offentlig indsats, gerne finansieret igennem skatteforhøjelser.
Dette er etiske spørgsmål, som ikke kan afgøres ved at udmelde en kontekstløs ’objektiv’ pris for et menneskeliv, som alle så blot må bøje sig for. Det er ikke som at købe en liter mælk i supermarkedet, hvor vi alle, uanset politisk standpunkt, må betale den pris, der står på varen. Omfanget af samfundets indsats for at bevare menneskeliv kan kun bestemmes igennem en politisk proces på samfundsniveau.
Processen ender i et demokratisk system som det danske typisk med et kompromis, som forhåbentlig kan accepteres af et flertal i befolkningen, om end resultatet ofte vil indgå i en større politisk sammenhæng, hvor mange andre samfundsinteresser skal tilgodeses.
Man kan selvfølgelig rynke på næsen ad demokratiet som et uvidenskabeligt og irrationelt beslutningssystem, hvor vigtige spørgsmål afgøres af den læge befolkning, ikke af eksperter. Demokratiet er da også blevet kaldt den dårligste styreform – så længe man ser bort fra alle de andre!
Det parlamentariske indirekte og deliberative demokrati, vi har i et land som Danmark, er faktisk det bedste system, som menneskeheden har udviklet til afgørelse af de store ideologiske og politiske samfundsspørgsmål. Der er inkommensurable værdier på spil, ud over hensynet til menneskeliv også værdier som lighed, personlig ansvarlighed, modvilje imod statsligt formynderi, respekt for ejendomsretten som værn imod overdreven beskatning og flere andre. De er ofte modstridende, og afvejningen af dem kan ikke ske ved, at man sætter en pengeværdi på hver af dem og derefter lægger til og trækker fra.
Afvejningen af disse hensyn inddrager selvfølgelig specialistviden, hvor det er relevant, men den afgørende beslutningsmagt ligger hos befolkningen. Udviklingen af dette system igennem en lang historisk proces er en vigtig civilisatorisk bedrift (som filosoffer i øvrigt bidrog stærk til).
Der eksisterer en dramatisk global version af denne problemstilling i relation til klimaforandringerne. Her har den amerikanske økonom William Nordhaus udviklet en økonomisk model, der forudsiger langtidsudviklingen i den globale økonomi ved forskellige klimascenarier og forskellige måder at håndtere dem på, herunder ved diverse forbud og skatter på klimaskadelige aktiviteter.
I dette regnestykke indgår tab af menneskeliv overhovedet ikke, hvilket antagelig skyldes ubehag ved spørgsmålet. Der er faktisk foretaget værdisættelse af menneskeliv i mange af Jordens lande med metoder, som minder meget om den danske.
Ikke overraskende er der dramatiske forskelle i værdierne, som nøje afspejler landenes økonomiske stilling og befolkningernes betalingsevne. Således er et menneskeliv i USA 55 gange så meget værd som et somalisk! Det er indlysende, at de klimapolitikker, som ICCP og andre internationale organisationer anbefaler, aldrig vil kunne få tilslutning fra klodens fattige lande, hvis de opererer med sådanne radikale forskelle. Også her synes et rent gennemsnit ikke at give mening.
Svagheden i Nordhaus’ metode ligger ikke blot i manglen på en meningsfuld pris på menneskeliv. Den forudsætter tillige meget præcise forudsigelser om langtidsudviklingen af den globale økonomi. Hermed ser den bort fra usikkerhed omkring ’tipping points’ i klimaudviklingen, men også fra mere aktuelle problemer såsom krige (som i Ukraine og Mellemøsten), og politisk udvikling som f.eks. indsættelsen af en klimaskeptisk Trump-administration i USA.
Men overlades klimapolitikken i mangel på klare økonomiske estimater så ikke til vilkårlighed og irrationalitet, til ’filosoffer og orakler’? Svaret er nej. For der findes faktisk et beslutningsprincip for situationer, hvor store, men ikke målbare værdier er på spil, og hvor sandsynligheder for udfaldene ikke kan fastslås. Det betegnes ’forsigtighedsprincippet’, og ifølge det skal man i sådanne situationer vælge en strategi, der undgår det værst tænkelige udfald. I klimaspørgsmålet er det værst tænkelige udfald irreversible temperaturstigninger, der vil sætte kloden på kurs imod ukontrollable klimaændringer.
Dette princip er ikke opfundet af filosoffer og spåmænd. Faktisk er det et specialtilfælde af et princip, som er udviklet af en økonom, tilmed et, for hvilket han modtog nobelprisen. Det er Herbert Simon og hans ’satisficing’-princip, ifølge hvilket man i situationer, hvor der ikke kan findes pålidelige estimater af udfaldenes sandsynlighed, skal vælge et udfald, som er ’godt nok’ (’satisficing’). I tilfældet med klimaforandringer er kravet til ’godt nok’ meget høje, fordi kun politik, som undgår irreversible temperaturændringer, er acceptabel.
Dette er faktisk princippet bag Paris-processen. Her satte man et klimamål som var ’godt nok’, nemlig at holde klodens temperaturforøgelse under 1,5 grader. Man overlod det derefter til hvert land at udvikle sine egne redskaber til at nå dette mål. At det antagelig ikke vil kunne nås, er ikke princippets fejl. Det skyldes derimod nationale regeringers modvilje mod at påtage sig forpligtelser, som er upopulære i befolkningerne.
fortsæt med at læse
