Det er en del af vores nationale selvforståelse, at vi har meget at være stolte af som danskere. I internationale medier gør vi os f.eks. positivt bemærket for vores særlige danske tilgang til tidløst design, og det vækker jævnligt opstandelse, når udlandet opdager, at de tillidsfulde danskere lader deres babyer sove i barnevogne på gaden.
Den skyhøje sociale og institutionelle tillid er efter sigende også en af hovedårsagerne til, at Danmark kan kalde sig et af de mest digitaliserede lande i verden. Siden 2018 har Danmark tre gange i træk opnået førstepladsen i FN’s indeks for e-government, eller offentlig digitalisering.
Mens det tager flere år at opbygge national særstatus inden for et område, tager det imidlertid væsentligt kortere tid at miste den status. Danmark opnåede ‘kun’ en andenplads på en tilsvarende international rangliste, OECD’s Digital Government Index 2023. Det skabte en del røre i det offentlige Danmark og fik hovedrollen i en af det Digitaliserings- og Ligestillingsministeriums rapport, ’Redegørelse om Danmarks Digitale Vækst’.
Her bliver det fra første sætning slået fast, at »regeringens ambition er, at Danmark skal være et digitalt foregangsland«. Rapporten tager udgangspunkt i Danmarks digitale placering i internationalt perspektiv, og her lyder det bekymret, at »den digitale vækst i Danmark har tabt fart i sammenligning med andre lande«, og at Danmark »efter at have været det mest digitale land i Europa i 2021 nu ligger på en andenplads«. Dette, forstås det, er et problem, som skal løses bl.a. ved øgede og mere risikovillige investeringer i ny teknologi, f.eks. blockchain, sensor-, robot- og cloudteknologi – og selvfølgelig kunstig intelligens. Det er ikke gratis for staten at beholde den digitale føretrøje i det internationale kapløb, og partierne bag den nyligt vedtagne digitaliseringsstrategi har da også aftalt at investere 740,1 mio. kr. over de næste fire år i at »fremme den digitale udvikling i Danmark«.
Det er imidlertid sjældent, at sproget i de politiske aftaler fokuserer eksplicit på det internationale kapløb. Derimod fremhæves typisk hensynet til borgeren.
»Borgeren i centrum for den digitale udvikling«, lyder det i en af Digitaliserings- og Ligestillingsministeriets første publikationer fra sidste sommer, en publikation, som præsenterede ministeriets indsatser på området for digital inklusion. Her kan man læse om, hvordan »digitaliseringen skal skabe værdi for den enkelte borger«, og at »ingen skal ekskluderes fra samfundet som følge af den digitale udvikling«. I den forbindelse afsattes i juni 2023 54,5 mio. kr. til indsatser, der skal styrke den digitale inklusion – væsentligt mindre end de 740,1 mio. kr. nævnt ovenfor.
Digital inklusion er et reelt og – ifølge en rapport fra 2021 udgivet i samarbejde mellem KL og Digitaliseringsstyrelsen – stort samfundsproblem. En central passage beskriver, at »som samlet gruppe vurderes det, at de digitalt udsatte udgør 17-22 pct. af den voksne befolkning. Potentielt set kan tallet være højere, hvis man inkluderer pludseligt opståede og særligt vanskelige livssituationer hos dem, der normalt klarer sig selv. Hertil kommer de mange pårørende, der står ved siden af for at hjælpe, som også møder forhindringer i det digitale univers«.
Et forskningssamarbejde mellem ITU og DTU har endvidere fundet, at det såkaldte ’digitale hjælpearbejde’ langt overskrider de pårørende og også omfatter en væsentlig arbejdsindsats fra medarbejdere på borgerservicecentre og biblioteker, i servicefagene samt frivillige på væresteder.
Eksklusionen kan både ramme borgere, der oplever momentane udfordringer – som f.eks. efter en hjernerystelse har problemer med at se på en skærm og derfor betjene sig selv digitalt – og borgere, der må leve med permanente udfordringer som f.eks. synsnedsættelse.
Der er derudover en stor gruppe ældre borgere, der har brug for hjælp fra pårørende eller plejepersonale – uanset at de før i livet måske har været velfungerende digitale borgere. Alderen gør det sværere at genkalde sig koder og brugernavne samt at overskue digitale brugerflader og lære nye systemer at kende. Og der er borgere på samfundets rand, som risikerer at blive skubbet længere ud som følge af problemer med at kommunikere digitalt med staten og dens institutioner.
Med investeringerne i nye teknologier og den stadige udsultning af de alternativer, f.eks. borgerservicecentrene, som har holdt hånden under de digitalt udfordrede borgere, graver man med den ene hånd (de 740 mio. kr.) et stadigt dybere hul for disse borgere, mens man med den anden hånd (og 54,5 mio. kr.) – med initiativer og forstående ord – søger at gøre faldet lidt mindre smertefuldt. Digitaliseringstoget buldrer imidlertid videre, og det har retning imod udlandet.
Det er vores påstand, at vi har at gøre med modsatrettede kræfter inden for den danske digitaliseringsindsats. Når man fremmer Danmarks digitale udvikling, forværrer man samtidig vilkårene for den store del af befolkningen, der har svært ved at forstå og anvende digitale løsninger. Og borgeren fortrænges fra at være ’centrum’ for digitaliseringen.
Hvis problemerne med den gennemgribende samfundsmæssige digitalisering er synlige selv for staten, hvorfor arbejder Danmark så så hårdt for at bevare sin internationale førertrøje? Hvem kommer denne radikale og tilsyneladende verdensledende tilgang til digitalisering til gode, hvis vi antager, at det ikke er hensynet til den almindelige borgers velfærd, der er drivende? Hvilke logikker og værdier driver den stadige udvikling imod at (for)blive et digitalt foregangsland?
I 2017 blev verdens første tech-ambassadør udnævnt under Udenrigsministeriet med det formål at opnå en indflydelse på den amerikanske tech-industri, der langt oversteg Danmarks beskedne størrelse. Ambassadøren flyttede ganske vist hjem igen to år senere for at hellige sig et mere EU-orienteret fokus, men ønsket om at ’punch above our weight’ har ikke fortaget sig. Denne aktive tilgang til udlandet kan forstås som et udtryk for exceptionalisme, altså en forestilling om, at man er ekstraordinær.
Som udenrigspolitisk diskurs ligger der i exceptionalismen både forestillinger om, hvad et land gerne vil projicere udadtil og en særlig forståelse af landets nationale identitet som unik, det være sig af historiske, geografiske, spirituelle eller politiske grunde.
Exceptionalismen hviler på to elementer: partikularitet og universalitet. Den exceptionalistiske stat etablerer sig selv som unik for derved at udstråle en overlegenhed over andre lande. Denne overlegenhed tillader staten at forfølge det påståede fælles bedste i sin politik, både nationalt og internationalt. Det giver staten mulighed for at tilføje en værdibaseret overbygning til sin politik. Det ser vi f.eks., når minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen argumenterer for, at digitale teknologier bør være en del af »demokratikampen« i autoritære regimer verden over; en indsats Danmark aktivt arbejder for at støtte.
Det er ikke, fordi det er noget nyt, at stater forfølger exceptionalistiske diskurser – eller nationale brandingkampagner. USA, den exceptionalistiske stat par excellence, har altid ført sig frem som unik og på en mission for at forvandle resten af verden i sit billede.
Sin exceptionalistiske status har USA brugt bl.a. på at blive undtaget fra konventioner og normer inden for international lov, som f.eks. under Irak-krigen i 2003. Små lande kan også konstruere exceptionalistiske identitetsnarrativer. F.eks. har Norge, i kraft af sin status som neutral på den internationale scene, formået at skabe et billede af sig selv som en særlig humanitær og menneskerettighedsorienteret magt.
Ser vi på Danmarks jagt på den internationale førsteplads inden for offentlig digitalisering, ser vi et lille land, der har fundet en niche, hvor det kan promovere sig selv som unik og dermed ikke bare udbygge den digitale velfærdsstat derhjemme, men også vise resten af verden, hvordan man udvikler succesfulde digitale løsninger på den offentlige sektors problemer.
Et nyligt finansieret forskningsprojekt på ITU udforsker de intense transnationale samarbejdsrelationer på digitaliseringsområdet, som ofte udfolder sig mellem uventede parter, f.eks. mellem Danmark og Israel.
Danmarks internationale status er ikke bare et aktiv i sig selv, en pokal, der pynter hjemme på hylden, eller lyden af internationale delegationer, der banker på for at høre om, ‘hvordan vi gør det’. En succesfuld diskurs inden for digital exceptionalisme kan også veksles til kulturel, politisk og økonomisk kapital: indflydelse i EU og på udviklingslandene, nye handelsaftaler, -samarbejder og investeringer. Som digital frontrunner kan Danmark blive central på den internationale scene og undslippe sin begrænsede størrelse.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Danmark løber efter denne status. Men det efterlader spørgsmålet om borgeren. Hvordan står borgeren – og for den sags skyld den hjemlige velfærdsstat – til at drage fordel af den internationale anerkendelse? Og hvilke konsekvenser vil statens higen efter den anerkendelse – som kræver et fokus på investeringer i nye, mere eksperimenterende teknologier og på hurtig it-udvikling af de mest centrale systemer – have for borgeren derhjemme?
Vi har for nylig set, hvordan overgangen fra NemID til MitID blev hastet igennem uden tilstrækkeligt afsatte ressourcer og tid til at understøtte processen, samt hvordan brugertests og efterfølgende ændringer af det nye system knap blev gennemført.
Alligevel måtte overgangen udskydes flere måneder, da godt en million borgere havde brug for borgerservicecentrenes hjælp til at håndtere situationen. Vi har også kunnet følge udrulningen af det nye og ekstremt fejlbehæftede ejendomsvurderingssystem, der – som så mange andre af Skats it-systemer – er endt som en offentlig skandale. Ifølge ministeren er problemerne en uundgåelig »del af en overgangsfase« og ikke noget, der kunne have været håndteret anderledes.
Vi har her at gøre med systemer, der har betydning for millioner af danskeres hverdag. Og mens der ligger forskellige hensyn bag de to digitaliseringsprojekter nævnt her – MitID-migrationen skyldtes ejerskabsforhold og sikkerhedshensyn, mens ejendomsvurderingssystemet måske et eksempel på et system, som et gennemdigitaliseret land ’bør’ have – finder vi det nødvendigt at spørge, hvem denne forhastede tilgang til digitalisering er god for.
Tager man udgangspunkt i den enkelte borgers situation, kan det virke uforståeligt, at international status tilsyneladende prioriteres over omtanke og hensyn til borgernes rettigheder og velfærd.
Offentlig digitalisering er selvfølgelig et både værdibaseret og politisk foretagende. Og der kan ganske givet være fordele ved et stærkt internationalt image i form af handel og indflydelse, der indirekte kan komme borgeren til gode.
Men hvis vi tillader os at spille djævelens advokat et øjeblik, må det fremhæves, at de historier, staten fortæller om digitalisering i dag, i bedste fald er modsatrettede og ikke kommunikerer en klar fortælling om, hvad det er for en rejse, Danmark er på. Er borgernes velfærd i højsædet, eller har den internationale digitale førertrøje førsteprioritet? Førstnævnte projekt fokuserer på en formentlig fornuftig og nødvendig videreudvikling og fremtidssikring af velfærdsstaten. Det andet er et elitært projekt, der fokuserer på opbygningen af en digital stat, der kan klare sig i et internationalt digitalt kapløb. Det er to anliggender, der har potentiale til at underminere hinanden og skabe folkelig mistro og modstand. Staten har brug for at ’get its stories straight’.
fortsæt med at læse
