Hunden blev historiens første husdyr, da den for mindst 15.000 år siden udviklede sig fra noget, der mindede om nutidens grå ulv. Får, geder, tamsvin og tamkvæg kom først til mindst 5.000 år senere. Hunden udviser desuden en større diversitet i størrelse, fysisk fremtræden og adfærd end nogen anden husdyrart. Tænk bare på størrelsesforskellen mellem en chihuahua og en granddanois eller på de helt forskellige brugsegenskaber, vi finder hos for eksempel stående jagthunde og hyrdehunde.
Der har været forskellige hundetyper langt tilbage i historien.
I næsten 10.000 år – fra jægerstenalderen til ca. 4.000 år før vor tidsregning – var området, hvor Danmark ligger i dag, befolket af jægere og samlere, som med hjælp fra deres hunde jagede elge og urokser. Hundene var relativt store og kraftige allroundjagt- og vagthunde.
Senere blev jægerne fortrængt af mennesker, der dyrkede jorden og holdt kvæg og får. Agerbrugerne medbragte en anden type hunde end dem, der levede her i forvejen. Hundeskeletter fra bondestenalderen og bronzealderen viser, at det var lettere hyrdehundetyper.
I den sidste del af oldtiden, jernalderen og vikingetiden, dukker nye hundetyper op, som afspejler nye måder at leve på. I den periode finder man både mastiff- og rottweileragtige hunde, der sandsynligvis har været brugt i krig. Man finder også små skødehunde, måske hjembragt fra rejser og brugt som selskabshunde af høvdinge og rigmænd.
De racehunde, vi kender i dag, har deres udspring i hundetyper, der for en dels vedkommende går helt tilbage til oldtiden, men racehunden er af meget nyere dato.
Den opstod i victoriatidens England fra midten af 1800-tallet, hvor hundeavl blev kombineret med afholdelse af hundeudstillinger.
Hundene blev bedømt ud fra racestandarder, der beskrev, hvordan den ideelle hund af hver race skulle se ud, og rammerne var ofte ret snævre i forhold til tilladte farver, størrelser m.m. Dertil kom indførelsen af stambøger, hvor man over generationer kunne følge, hvor den enkelte hund stammede fra. Herefter var det kun afkom af hunde, der allerede havde en stambog, der talte som rigtige racehunde.
For at kontrollere, at alt gik rigtigt for sig, etablerede man racehundeklubber, der i England blev samlet under én national kennelklub, The Kennel Club.
Medlemmerne af den engelske overklasse, som satte udviklingen i gang for godt 150 år siden, mente, at målrettet racehundeavl var et nødvendigt middel til at fastholde sunde hunde fra ’blodlinjer’ af høj kvalitet. De så deres hunde som modsætninger til de mere ’degenererede’ bastardhunde, der florerede i samfundets underklasse. Interessen for hundeavl var ikke et enkeltstående fænomen, men et led i tidens generelle optagethed af raceforbedring, eugenik, som også gjaldt for mennesker.
Denne engelske måde at organisere hundeavlen på spredte sig hurtigt til store del af verden. Dansk Kennel Klub (DKK) blev således etableret i 1897 cirka samtidig med kennelklubberne i de øvrige nordiske lande. Inden for den internationale racehundeavl er hver hunderace forbundet med et bestemt land – typisk der, hvor hunden formodes at stamme fra – og dette land er blandt andet ansvarlig for at udforme racestandarden. Danmark er for eksempel ansvarlig for racer som gammel dansk hønsehund, dansk spids og broholmer.
I starten var det kun adelens ’finere’ hundetyper som spaniels, settere og pointere, der blev indrulleret i den organiserede avl; men med tiden blev racehundeavl hvermandseje. Alle hundetyper, herunder almindelige menneskers terriere eller ’rottehunde’ blev til hunderacer. Med tiden blev mange af racerne adskilt på baggrund af størrelse, pelstype osv., og i dag findes der mere end 400 hunderacer på verdensplan.
Racehunde med stambog kom til at dominere hundepopulationen i vores del af verden. I Danmark, hvor vi via obligatoriske mærkning og registrering af alle hunde i Dansk Hunderegister har haft tal på hundene siden 1994, kan vi se, at knap 60 procent af hvalpene midt i 90’erne var racehunde med stambog.
Det er skæbnens ironi, at den racehundeavl, som blev skabt for at sikre hundenes sundhed, i nogle racer har ført til store sundhedsproblemer.
Siden 1960’erne har man inden for forskningen gradvis afdækket to typer sundhedsproblemer, som skyldes den måde, racehundeavlen har været drevet på. For det første har den relativt høje grad af indavl ført til en ophobning af arvelige sygdomme. For det andet har avlen i retning af nogle racers stadig mere ekstreme fysiske træk ført til problemer.
Indavl opstår, når de individer, der bruges i avl, er tæt beslægtede. Opdrætterne, der naturligvis gerne ville vinde præmier på udstillingerne, forsøgte i racehundeavlens ’barndom’ at gøre hundene så ensartede og tæt på standarden som muligt ved at avle på hunde med det ønskede udseende, der var i familie med hinanden.
Graden af indavl blev yderligere forøget af, at de samme højtpræmierede hanhunde blev brugt igen og igen. Indavl forårsager ikke i sig selv arvelige sygdomme, men øger risikoen for, at skadelige mutationer, som allerede er til stede, dukker op til overfladen. Mange arvelige sygdomme opstår nemlig først, når et individ modtager de samme skadelige mutationer fra begge forældre, og det er her, risikoen er større, hvis forældrene er beslægtede.
Indavl og begrænset genetisk variation har resulteret i høj forekomst af sygdomme i flere hunderacer. Cavalier king charles spaniels har f.eks. øget forekomst af hjerteproblemer og en del bernersennenhunde dør tidligt pga. cancer.
Et klassisk eksempel på ekstreme træk finder man hos kortsnudede racer som engelsk og fransk bulldog samt mops.
Selv om racernes standarder i dag er blevet ændret, stod der i mange år, at næsen bogstavelig talt skulle være så kort som mulig, og sammenligner man gamle billeder med racetypiske hunde fra i dag, kan man se, at snuderne er blevet dramatisk meget kortere – så korte, at de i nogle tilfælde næsten ikke findes.
Dette kan være forbundet med en lang række sundhedsmæssige udfordringer. Selv om næsepartiet er blevet forkortet, er de anatomiske strukturer i mundhule og svælg ikke blevet reduceret tilsvarende. En del af disse hunde må derfor gennemgå operationer, hvor den bageste del ganen skæres væk, eller hvor de snævre næsebor åbnes kirurgisk, så hundene bedre kan trække vejret.
Der er også racer, der har fået mere markante hudfolder, hvilket fører til øget forekomst af hudproblemer. Et andet eksempel er ryglinjen hos schæferhunde, der i standarden beskrives som ’let hældende’, men som er blevet stejlere med mulige ryg- og bevægelsesproblemer til følge. Mange ejere er desværre blinde for de problemer, deres egen hund har. De ser for eksempel den snorkende vejrtrækning hos franske bulldogs som ’charmerende’ og ikke som et udtryk for et alvorligt problem.
I de senere år er der kommet en del såkaldte epidemiologiske studier, som via data fra dyrlægers journaler måler den forventede livslængde blandt forskellige hunderacer. Her ser man tydeligt, at for eksempel de kortsnudede racer i gennemsnit lever markant kortere end andre hunde af samme størrelse.
De seneste cirka fem år, at der er kommet lovgivningsmæssige initiativer i en række af de lande, som vi normalt sammenligner os med, for eksempel Nederlandene, Norge og Tyskland.
I 2024 blev det så de danske politikeres tur til at forsøge at gøre noget. Regeringen og seks andre af Folketingets partier besluttede, at der skal »fastsættes kriterier for, hvornår man må og ikke må avle på kæledyr, så man undgår genetiske sygdomme og visse særpræg, der giver anledning til velfærds- og sundhedsmæssige problemer«.
Således som vi er orienteret fra arbejdet i Fødevareministeriet med at udmønte denne beslutning, vil der i første omgang være fokus på at stille krav til avl af bestemte grupper af racehunde, for eksempel til de nævnte kortsnudede racer og forskellige større hunde med ledproblemer. Disse krav forventes udmøntet i en bekendtgørelse, som skal træde i kraft til sommer.
For os at se er dette klart et skridt i den rigtige retning; men ud over at lovgivningen kan blive vanskelig at håndhæve, er det også vigtigt at gøre sig klart, at den ikke løser alle problemer. Der er brug for en mentalitetsændring blandt alle dem, der avler hunde, for problemstillingen kan ikke isoleres til avlen af stambogsførte hunde.
Det er glædeligt, at Dansk Kennel Klub på det seneste er gået aktivt ind i arbejdet, også inden lovgivningen er trådt i kraft, efter at det meste af den etablerede hundeavl indtil for ganske nylig reelt set har siddet på hænderne. I mellemtiden er der dog sket det, at rigtig meget af hundeavlen har flyttet sig væk fra den organiserede avl af hunde med stambog.
Således er den relative andel af hunde med stambog siden 1990’erne nærmest halveret, så det i dag kun er omkring en tredjedel af alle danske hvalpe, som har en stambog fra kennelklubben. For nogle racer, for eksempel den franske bulldog, gælder det for under 10 procent af hundene, og det er sket, samtidig med at racen har opnået meget stor popularitet. Der forestår derfor et stort arbejde med at få forståelsen for sund hundeavl udbredt også uden for den etablerede avl – både blandt opdrættere og hvalpekøbere.
Hunde ligner på mange måder alle de andre ’varer’, vi mennesker anskaffer os. De er præget af mode og i Nederlandene, hvor der er indført meget restriktive regler for avlen af kortsnudede racer, har det ført til en markant stigning i antallet af importerede hunde. Hvis køberne vil have en kortsnudet race, for eksempel fordi den er moderne, finder de en måde at skaffe den på.
Der er givetvis nogle, som vil mene, at løsningen på problemet ikke er at avle sunde racehunde, men helt at opgive den organiserede avl og i stedet satse på blandinger, herunder designerhunde. Dette mener vi dog af flere grunde vil være at skylle barnet ud med badevandet.
Designerhunde er planlagte blandinger ofte med puddel som den ene part. Den populære labradoodle er for eksempel en blanding af puddel og labradorretriever, mens en cavapoo er en blanding af en cavalier king charles spaniel og en puddel.
Annoncer for designerhunde lover ofte, at de er sundere end de traditionelle racehunde. De undersøgelser, der begynder at komme frem om designerhunde, viser imidlertid, at der ikke er nogen markant effekt i retning af større sundhed sammenlignet med de racer, de er lavet af. Samtidig må man forvente, at designerhundene med tiden vil udvikle sig til selvstændige racer med dertilhørende sundhedsproblemer.
Tal fra Dansk Hunderegister viser, at cirka 15 procent af den danske hundebestand er registreret som blandinger, hvoraf de fleste vil være tilfældige blandinger, gadekryds eller ’hul i hæk’-hunde.
Der findes helt givet mange glade og tilfredse ejere af blandingshunde, men man skal ikke være blind for, at valget af en racehund med større sandsynlighed kan forudsige en række egenskaber, som er vigtige for at sikre en god relation mellem ejer og hund. Det gælder f.eks. hundens forventede størrelse, centrale adfærdsmæssige træk, for eksempel tendensen til at gø, samt behovet for motion eller pelspleje.
Hunde har som nævnt mange lighedspunkter med andre forbrugsgoder eller accessories, og mennesket har tilsyneladende en iboende trang til at have noget ’specielt’ og ’noget andet end naboen’. Så at tro, at man helt kan skippe tanken om forskellige hundetyper, virker ikke realistisk.
For os at se er der meget værdi i at bevare distinkte hunderacer; men det skal ske inden for rammerne af en kraftigt reformeret hundeavl ledet af organisationer, som har fokus på fysisk og mentalt sunde hunde med et forudsigeligt temperament og ikke på et bestemt fancy eller ligefrem ekstremt look.
Det betyder blandt andet, at alle vurderinger af hunde med henblik på avl skal have et klart fokus på sundhed, og at der skal sættes ind mod avl inden for små, lukkede populationer.
fortsæt med at læse
