»You don’t have the cards«.
Donald Trumps ord faldt til Zelensky under det ydmygende pressemøde i Det Hvide Hus, og de sagde alt. Trumps USA spiller poker med både Ukraines og Europas fremtid, og de har gode kort på hånden. Verdens største økonomi samt verdens suverænt største militær.
Med det udgangspunkt går Trump efter den store gevinst. Den skal give både ham selv, hans støtter og USA mere magt og større rigdom. Ikke ved at basere sig på den regelbaserede verdensorden, som USA selv opfandt og har stået vagt om siden Anden Verdenskrig. Ikke ved at binde et net af ligesindede allierede om sig, som Obama og Biden har forsøgt. Men simpelthen ved at spille sine kort hårdt og brutalt, ved at presse venner og fjender ud over afgrunden. Vi ved ikke, hvor dette spil ender. Men vi bliver ulykkeligvis nødt til at handle efter, at vi ikke alene står til at miste Nato, formelt eller uformelt.
Vi står til at miste USA. Ikke kun som allieret, men som idé.
Den erkendelse er ubegribelig for mange af os. Og dog er det at handle hurtigt og resolut på denne præmis disse måneders største politiske imperativ. Håb er som bekendt ikke en strategi, selv om vi ikke skal miste det.
For vi har én trumf i Trumps spil, og den trumf hedder Europa. Med et væld af udfordringer, men også med et væld af ikke udnyttede potentialer, som de europæiske nationalstater indtil nu har stået i vejen for, også Danmark med vores forbehold samt et kronisk politisk sløvsind over for det fælles europæiske samarbejde.
I enhver krise åbner sig også muligheder. Det er tid til at spille vores trumf. Tid til at erkende og anerkende – både med hjerte og med hjerne – at der ikke er nogen modsætning mellem at være dansker og europæer, nationalt og europæisk sindet. Tværtimod. Vores egen danske fremtid står og falder med, at de europæiske lande kan finde hinanden og stå sammen.
For vi radikale tror på Europa. Lige så elendig EU har været til at forudse de seneste års store kriser, lige så resolut har EU været i stand til at reagere, når først krisen har sat ind, og nationalstaterne er blevet presset til at stå sammen. Det så vi under finanskrisen, under migrationskrisen, under covid-19 og senest i forhold til Ukraine.
Ingen af disse kriser var Danmark kommet helskindet igennem uden EU. Europa er vores trumf. Men alle kriser krævede også resolut handling fra både Bruxelles og fra alle medlemslande, herunder Danmark.
Derfor er det mest brændende politiske spørgsmål lige nu, hvordan spiller vi vores trumf bedst? Hvilke tiltag skal Danmark kæmpe for i de kommende uger og måneder, hvor vi ovenikøbet overtager formandskabet for hele EU?
I Radikale Venstre er vi ikke i tvivl. Som Folketingets mest EU-begejstrede parti foreslår vi her en ny dansk Europa-strategi med tre konkrete indsatsområder.
Det første indsatsområde er en ny europæisk forsvarsunion.
EU har allerede besluttet at afsætte svimlende 6.000 milliarder euro til oprustning i de kommende år. Det er nødvendigt, men det er også nødvendigt at blive præcis på, hvordan de penge bruges bedst.
Her bør Danmark og den danske regering først og fremmest være tydelige på, at den største del af både vores og andre europæiske investeringer bør gå til den europæiske forsvarsindustri. Ved at købe europæisk og dermed udvikle disse teknologier på europæisk jord, sikrer vi ikke bare et bedre forsvar, men også europæiske arbejdspladser og ejerskab til fremtidens teknologier. At satse på den europæiske forsvarsindustri er en afgørende forudsætning for at udvikle den europæiske industribase, styrke europæiske virksomheder og deres konkurrencekraft. Dertil kommer, at investeringer i europæisk forsvar ikke kun bør forstås som investeringer i gammeldags krudt og kugler.
I dag udgør den fysiske hardware i fregatter, luftforsvar og droner kun en mindre del af våbenets værdi, militært såvel som økonomisk. Den vigtigste komponent ligger i de højteknologiske dele af våbensystemerne, der sikrer efterretninger, præcision og effektivitet i en krig – og samtidig kan bruges alle mulige andre steder i samfundet.
Ligeledes bør vi satse på en langt større integration af de 27 forskellige forsvar i EU og ligesindede lande uden for EU. Den nationale frygt for den såkaldte ’EU-hær’ har i alt for lang tid holdt os tilbage fra at styrke det militære samarbejde og integrere vores kommandosystemer, øvelser og indkøb.
Den tænkning må og skal vi gøre op med. Det er en tænkning, der har holdt Europa tilbage, og som i bund og grund har sat os i den uholdbare situation, at hvis USA forlod Nato i morgen, ville resten af os løbe rundt som hovedløse høns. Vi står i dag uden et reelt alternativ, hvis USA fra den ene dag til den anden besluttede, at Europa skulle være alene hjemme. Det går selvsagt ikke i lyset af den aktuelle verdenssituation.
I Radikale Venstre forestiller vi os en ny fælleseuropæisk forsvarsstyrke, der både består af EU-landene og af Storbritannien, Norge samt andre lande – for eksempel Canada og Tyrkiet – som ønsker at deltage. Enten som en betydeligt stærkere europæisk søjle inden i Nato. Eller som et alternativ til Nato med udgangspunkt i EU, hvis USA formelt vælger at forlade Nato.
Forsvarsalliancen skal selvfølgelig stadig være et mellemstatsligt samarbejde, og det skal altid kun være det enkelte medlemsland, der kan beslutte at sende sine sønner og døtre i krig. Præcist som det er tilfældet med Nato i dag. Men vi bør ikke frygte, hvis der bliver syet et EU-flag på skulderen af uniformen ved siden af Dannebrog.
Det andet indsatsområde er en forceret og fuld transformation af EU’s energisystem. Fra at være verdens største importør af fossile brændstoffer til den svimlende sum af 450 milliarder euro om året til at basere sig på vores egen grønne, sikre energi med stabile priser på lavt niveau. Denne transformation er ikke bare ønskelig, den er uomgængelig af flere grunde.
Et nyt energisystem er lige så afgørende for vores sikkerhed som den militære oprustning. Siden Rusland startede sin angrebskrig på Ukraine, har vi som EU samlet doneret omkring 140 mia. euro til Ukraine. I præcis samme periode har vi ’doneret’ 205 mia. euro til Putin gennem vores import af russisk gas og olie. Det er en skamplet på Europa og i direkte modstrid med vores strategiske og geopolitiske interesser. Det må og skal stoppe nu, og det er i den sammenhæng ikke noget lukrativt geopolitisk alternativ at skabe en endnu større afhængighed af Saudi-Arabien, Iran og USA.
Energisektoren er samtidig rygraden i en fuld grøn omstilling af Europa. Har vi nok af vores egen grønne elektricitet og er indbyrdes forbundet med et endnu stærkere elnet, kan vi også omstille vores varmesektor, vores transport og vores industri. Kobler vi samtidig denne transformation til en mindre og ny europæisk landbrugspolitik, der sigter mod større vegetabilsk produktion, mindre brug af kemikalier og mere brug af biobaserede løsninger i landbrug og følgeindustri, har vi de to vigtigste håndtag til at sikre en fremtid, hvor udledningen af drivhusgasser går mod nul, mens natur og biodiversitet vokser frem.
Endelig er en ny energiforsyning det vigtigste bidrag til et konkurrencekraftigt erhvervsliv i Europa, herunder Danmark. Fra at være en skrøbelig junkie på fossile brændsler, vil europæisk industri kunne rejse sig på egne betingelser og med en hel ny styrke. Europæiske virksomheder vil kunne konkurrere på både innovation af nye grønne teknologier i hele værdikæden og på lave produktionsomkostninger.
Hele dette nye energisystem vil koste investeringer, men det vil koste en brøkdel af det, som et nyt forsvar koster. Især hvis vi lader staterne stå for den kritiske infrastruktur, men lader markedet dække investeringerne i produktion af vedvarende energi med en kontrolleret statslig risikoafdækning som eneste udgift. Disse investeringer er under alle omstændigheder nødvendige, fordi vores gamle kraftværker i Europa står til at skulle udskiftes, og der er ingen billigere vej end vedvarende energi med statslig risikoafdækning.
Tænk, hvis EU faktisk slog sig fri og over få år installerede vores eget fuldt integrerede, effektive og grønne energisystem. Et europæisk måneprojekt, svært, men ikke umuligt.
Som Kennedy sagde om sin månelanding:
»Vi gør det ikke, fordi det er let, men fordi det er svært«.
Det tredje og sidste indsatsområde handler om at styrke det demokratiske Europa i både bredde og dybde.
I bredden skal vi ikke længere bare tale om at udvide EU. Vi skal gøre det.
En mulig model kunne være at vedtage en samlet plan for optagelse af en stribe lande, men i tre forskellige spor med forskellige medlemskaber som endestation. Besluttet på én gang, men med en strategisk og gradvis implementering i forskellige tempi.
Det første spor kunne være tilbud om fuldt medlemskab til de lande, der allerede er klar til det, for eksempel Norge, Island og Grønland.
Det andet spor kunne starte med et associeret medlemskab til de lande, der endnu ikke kan opfylde de såkaldte Københavnerkriterier, og som kræver nul korruption samt respekt for retsstat og menneskerettigheder. I dette spor kunne lande som Ukraine, Moldova, Georgien samt en række Balkanlande tilbydes medlemskab på den måde, at de relativt hurtigt skulle have fri adgang til det europæiske marked samt faglig og økonomisk hjælp til at tilpasse deres produkter og standarder – men ikke fuld adgang til EU’s store støtteordninger inden for landbrug og strukturfonde. I denne form for medlemskab kunne ligge et løfte om fuldt medlemskab over tid, når Københavnerkriterierne er opfyldt.
Den sidste form for medlemskab kunne være et rent økonomisk medlemskab eller partnerskab, med fri adgang til det europæiske marked – og omvendt – uden lovning på et senere fuldt medlemskab. Dette kunne tilbydes en række afrikanske lande, Sydkorea, Japan og Canada. Især ved at række hånden ud til en række afrikanske lande, der har gjort fremskridt i forhold til demokrati og politisk stabilitet og tilbyde netop dem langsigtede strategiske partnerskaber, vil EU kunne fylde en del af det hul, som Trumps 83 procents besparelse på USaid har efterladt i Afrika – og dermed også sikre, at det ikke er hele det afrikanske kontinent, der falder i armene på Rusland og Kina. Et økonomisk partnerskab skal således også komme med et tilbud om at blive prioriteret bistandsmæssigt. Med denne tilgang vil EU gøre det, som andre stater allerede gør aktivt flere steder i Afrika: tilbyde en fremtid, hvor partnerlandene kan spejle deres udvikling i vores samfundsmodel, men samtidig finde deres egen vej derhen.
Det vil helt sikkert kræve et opgør med vetoretten og måske også traktatændringer, ligesom der ikke er tvivl om, at en sådan samlet udvidelse af EU vil være både besværlig og dyr. Men der er heller ingen tvivl om, at det er endnu mere besværligt og endnu dyrere at lade være. Alle vores nabolande ligger nu engang, hvor de ligger. Vi har al interesse i at få dem tættere på os i stedet for tættere på vores fjender.
Hvilket fører mig til behovet for også at sikre et dybere demokratisk samarbejde i Europa. Vi skal ikke kun styrke vores ydre forsvar, men også vores indre forsvar. Vi skal holde fast i det, som gør Europa til Europa både historisk og i dag: troen på demokratiet, troen på retsstaten, troen på det demokratisk regulerede marked, troen på ligestilling og på menneskerettigheder, ikke mindst for minoriteter. Med en markant udvidelse af medlemsstater og partnerskaber i forskellige varianter vil EU få styrken til for alvor at tage lederskabet for den regelbaserede og multilaterale verdensorden, som Trump ønsker at nedlægge. Men det vil samtidig kræve, at vi forbedrer mekanismerne til at holde både nuværende og kommende medlemmer fast på Københavnerkriterierne, hvis de fortsat skal være en del af den nye europæiske familie med alle de økonomiske, politiske og menneskelige fordele, det giver.
Også Danmark bør afskaffe de sidste forbehold over for EU, ikke mindst retsforbeholdet, der også indeholder en beskyttelse af demokratiet og retsstaten, for eksempel når vi vil bekæmpe af forbrydelser over for kvinder ved trafficking eller bekæmpelsen af cyberkriminalitet og misinformation.
Man kan helt sikkert forestille sig mange andre veje end den her beskrevne til styrkelsen af det demokratiske EU i bredden og i dybden, ligesom man kan diskutere, om disse forslag og de andre bør føre til en egentlig traktatændring eller ej. Men den vigtigste politiske opgave her og nu må være at tegne de politiske skitser, som fremtidens Europa skal males efter.
Føler du dig forpustet, er du ikke den eneste. Jeg er selv forpustet. Men når historien rykker sig, er vi nødsaget til at rykke med, og vi vil begå en stor fejl, hvis vi kun spiller vores trumf én gang på ét område. Vi skal se det samlede sikkerhedspolitiske spil.
Skulle spillet ende er helt andet sted, end jeg og Radikale Venstre tror, skulle en ny amerikansk præsident om fire år igen gøre USA genkendelig for os, ja, så ville ingen være gladere end mig, og ingen af de her beskrevne indsatser være spildte. Vi står under alle omstændigheder bedre, hvis vi styrker vores forsvar, vores klimaindsats, vores erhvervsliv og demokrati. Skulle det lykkes at forene hele Vesten igen, ville hele Vesten vinde ved et stærkere Europa.
We do have the cards. Vi tror på Europa.
fortsæt med at læse
