HVIS NOGEN har været i tvivl om behovet for nødhjælp og økonomisk støtte til de svageste og mest udsatte i denne verden, har det bratte amerikanske bistandsstop over de seneste måneder vist, hvor livsvigtigt det er, at der kommer mad frem til sultende i Sudan, og at aids-patienter får deres medicin. At stoppe tuberkulosebehandling har ikke kun betydning for patienterne. Det øger også smitterisikoen for andre.
Den tragiske nedlukning af USaid er i en klasse for sig, men ikke det eneste, der er sket. Flere europæiske lande har meddelt, at de vil skære i bistandsbudgetterne over de kommende år, mest markant i Storbritannien hvor den samlede nødhjælps- og udviklingsindsats vil blive reduceret med 40 procent frem mod 2027. Selv om disse nedskæringer søges planlagt, så de umiddelbare negative følger begrænses mest muligt, vil konsekvenserne fortsat være meget mærkbare.
Begrundelsen for nedskæringerne har primært været et stigende budgetpres, herunder behovet for at finde midler til den nødvendige militære oprustning efter det russiske angreb på Ukraine. Det behov er klart og tydeligt, og de midler skal findes.
Men skal det være på bekostning af vores støtte til verdens fattigste og svageste?
Nogle europæiske lande, herunder Danmark, har valgt at holde fast i det globale ansvar og i det internationale udviklingssamarbejde. Det er et vigtigt signal og giver håb om, at den politiske opbakning fortsat vil være der. Det er ikke forbudt at blive klogere.
DER ER FLERE grunde til, at vi engagerer os i nødhjælp og udviklingssamarbejde.
Det afgørende er international solidaritet. En helt uformel global social kontrakt, der går årtier tilbage, til afkoloniseringen i 1960’erne, og som afspejler, at de, der har, må hjælpe dem, der ikke har – især de nye selvstændig lande, hvoraf langt de fleste fra starten kæmpede med fattigdom og ulighed, og mange af dem fortsat gør det.
FN’s bistandsmål om at yde 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (bni) i de mere velstående lande afspejler denne sociale kontrakt, også selv om kun få lande i dag opfylder målet, herunder Danmark.
Men der har hele tiden også været andre grunde til at hjælpe. Udviklingssamarbejdet har altid været et udenrigspolitisk værktøj, som har kunnet bruges til at få venner og skabe politiske alliancer. Et udtryk for ’soft power’, især under den kolde krig.
Samarbejdet er fortsat for langt de fleste donorlande et middel til at afhjælpe fattigdom og redde liv, men også til at øge sikkerheden og stabiliteten i verden, et bidrag til fredsskabelse og et værktøj til at understøtte universelle værdier som demokrati og menneskerettigheder.
Den økonomiske støtte er herudover også med til at skabe vækst, øge samhandel og på det seneste også styrke de klimaindsatser, der har afgørende betydning for vores fælles fremtid.
De mange og sammenfiltrede motiver har gjort nødhjælp og udviklingssamarbejde til et vigtigt politisk aktiv for Vesten – en forpligtende investering i fremtid og globalt fællesskab. Indtil nu.
HVAD ER DER kommet ud af det? Udviklingssamarbejdets fokus har altid været på at udrydde den ekstreme fattigdom, der fortsat præger tilværelsen for en stor del af befolkningen i verdens fattigste og mest skrøbelige lande.
At leve i ekstrem fattigdom vil i dag sige at have under 15 kroner om dagen at leve for, til mad, vand, bolig, sundhed, uddannelse etc.
I 1990 levede omkring 38 procent af verdens befolkning i ekstrem fattigdom. I dag er det 8,5 procent, lidt over 700 millioner mennesker.
Udviklingssamarbejdet kan selvsagt ikke tage æren for hele denne udvikling, men en del af æren er også noget.
På mange områder er der skabt afgørende fremskridt. Langt flere børn går nu i skole. Dødeligheden for børn under 5 år er faldet fra knap 13 millioner i 1990 til knap 5 millioner i 2022. Også mødredødeligheden er faldet markant.
Igen: Det er udviklingslandene selv, der har drevet disse fremskridt, men udviklingssamarbejdet har hjulpet til, med råd og vejledning og med økonomisk støtte.
DEN POSITIVE UDVIKLING til trods er 700 millioner mennesker i ekstrem fattigdom fortsat 700 millioner for meget. Og det går for langsomt med at få antallet ned.
Covid-19 og den efterfølgende globale krise i 2020-22 medførte store økonomiske tilbageslag, også i udviklingslandene, der generelt havde færre ressourcer at stå imod med. Det betyder også, at det tager længere tid for disse lande at komme tilbage igen. Den aktuelle uro om det internationale handelssystems fremtid gør det ikke lettere. Det samme gælder en forstærket klimakrise
Så det er bestemt ikke tiden for donorlandene til at reducere deres udviklingsbistand. Det er tværtimod netop nu, man bør holde ved og forsøge at fremtidssikre de resultater, der er opnået over de sidste mange år. Og selv om det ikke er et spørgsmål om ’varig bistand’, så vil det fortsat tage en længere årrække at få udryddet fattigdommen, ikke mindst i de mest skrøbelige lande. Der er ingen snuptagsløsninger.
HVORDAN GØR VI det så bedst muligt med de midler, der er til rådighed?
Det helt afgørende er at holde fast i bekæmpelsen af ekstrem fattigdom. Det er selve udviklingssamarbejdets fundament. Der er fattige mennesker alle steder, og i mange lande er fattigdom et spørgsmål om politisk prioritering af egne ressourcer.
Det gælder ikke for dem, der lever i de absolut fattigste og mest skrøbelige lande. Såkaldte lavindkomstlande, hvoraf langt de fleste ligger i Afrika, har en gennemsnitlig årsindkomst på ca. 8.000 kr. og er dybt afhængige af bistand udefra. Det samme gælder lande, der er præget af interne væbnede konflikter.
I verdens atten mest skrøbelige lande – lande som Somalia, Sudan, Afghanistan, Sydsudan, Haiti og andre – udgør udviklingsbistanden to tredjedele af den udenlandske finansiering. Den sidste tredjedel kommer i form af indtægter fra migrantarbejdere i udlandet. Der er stort set ingen private udenlandske investeringer.
Udfordringerne her er at holde fast i bistandsindsatsen og samtidig gøre samarbejdet bedre og mere effektivt. Det er en dagsorden, som samarbejdslandene er enige i. De ønsker også et mere effektivt samarbejde, hvor donorlandene ikke kommer med hver deres krav og systemer, som gør det svært for landene at udnytte den samlede støtte optimalt.
Der er også behov for, at donorlandene indgår i reelle partnerskaber og er stærkere til stede i partnerlandene, især de fattigste og mest skrøbelige, så de bedre kan koordinere og tilpasse indsatsen til den politiske og økonomiske udvikling, der sker.
Det er vigtigt, at bistanden understøtter en bredere positiv samfundsudvikling og ikke bliver for projektfokuseret. Partnerlandene ser meget gerne mere bistand kanaliseret ind i den offentlige sektor, så den kan understøtte bedre offentlige serviceydelser og udviklingen af mere effektive samfundsinstitutioner.
Særlig vigtig er det at få øget skatteindtægterne, så det offentlig-private samspil bliver bedre i stand til at styrke den samlede økonomiske udvikling. Det er svært i meget uformelle økonomier, og det tager tid. Men også her kan udviklingsbistanden hjælpe med teknisk kapacitetsopbygning og med råd og vejledning. Vi ved her i landet, på godt og ondt, noget om, hvordan skat fungerer.
BEKÆMPELSE AF ekstrem fattigdom er udviklingssamarbejdets vigtigste formål. De allerfattigste skal løftes ud af den håbløse situation, de er i. Deres børn skal have håb og muligheder for at kunne forme deres egen tilværelse, men det er ikke det eneste mål med indsatsen.
Udviklingslandene har et enormt investeringsbehov de kommende år for at nå FN’s Verdensmål i 2030 og for at sikre en mere klimaneutral energiproduktion. Afhængigt af hvordan man regner, er der formentlig tale om mere end 6 trillioner dollars i samlet årligt investeringsbehov i 2030, et nærmest astronomisk beløb.
Det er et beløb, der er mange gange større end den samlede udviklingsbistand, selv hvis alle donorlande levede op til 0,7 procent-målet. Det kan kun dækkes ved at øge den hjemlige investeringsopsparing, gennem flere udenlandske private investeringer, øget projektfinansiering fra internationale udviklingsbanker og andre finansielle aktører – og noget selvfølgelig også i form af mere målrettet udviklingsbistand. Og måske også gennem nye internationale finansieringskilder.
Her kan udviklingssamarbejdet være en katalysator, der er med til at gøre ting mulige, hvor det ellers ville være svært at få enderne til at mødes.
Udviklingssamarbejdet kan være med til at hjælpe partnerlandene med at udvikle og styrke de institutioner, der er nødvendige for at få banksektoren og kapitalmarkederne til at fungere mere effektivt. Sikre, at retssystemet er uafhængigt og har kompetence til at løse kommercielle tvister, og at investorer har mulighed for at trække deres eventuelle overskud ud.
Samarbejdet kan også være med til mere direkte at mobilisere privat kapital. F.eks. ved at være med til at få etableret garantiordninger ved investeringer, ved at indgå i finansielle pakker og være med til at bære evt. første tab og dermed dele risikoen med private investorer og ved at tilføre kapital til multilaterale banker og nationale finansielle institutioner, som Danmark f.eks. har gjort det i Verdensbanken og i forhold til Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU).
Der er mange muligheder, og der er stort behov for faglig bistand til partnerlandene for at udnytte dem bedst muligt. Det er også en udfordring at få de mange initiativer til at arbejde bedre sammen på tværs af donorlandene og løfte mere i flok, bl.a. gennem mere standardiserede forretningsgange og produkter. Billedligt talt: færre skræddersyede habitter, flere fabriksproducerede stangvarer, som også de store institutionelle investorer lettere kan genkende og investere i.
Selv om der er arbejdet med det i mange år, er det stadig begrænset, hvad der i dag mobiliseres af anden finansiering gennem udviklingssamarbejdet. Det er fortsat også en ret begrænset del af bistandsbudgetterne, der går til dette formål, og der er klart mulighed for relativt set at øge denne indsats.
Også uden at det skævvrider den samlede udviklingsindsats og gør, at vi taber fokus på den direkte bekæmpelse af fattigdom.
DET HELT AFGØRENDE spørgsmål er, om vi kan gøre det hele på en gang?
Kan vi både opruste i Europa og støtte Ukraine, som vi må og skal gøre af hensyn til vores egen umiddelbare sikkerhed – og samtidig holde fast i udviklingssamarbejdet med de afrikanske lande, der både er vores nærmeste naboer og det kontinent, der har de største udviklingsmæssige udfordringer? Og kan vi både være med til at reducere fattigdom og skabe mere udviklingsfinansiering?
Der kommer omkring 360 millioner unge afrikanere ind på arbejdsmarkedet i løbet af de næste ti år. Der vil umiddelbart være jobmuligheder for omkring 150 millioner af dem. Det er ikke en opløftende statistik.
Der er behov for massive investeringer i Afrika over de kommende år. For at få millioner af mennesker ud af dyb fattigdom, til at skabe millioner af nye jobs, til infrastruktur, til grøn energiomstilling og til at løfte sundhed, uddannelse og sociale sikkerhedsnet.
Og ja – vi må gøre det samtidigt. Vi er nødt til at se ud over de nære og umiddelbare sikkerhedstrusler, uanset hvor svære og nærmest uoverkommelige de tegner sig.
Den akutte russiske trussel mod vores sikkerhed får ikke klimatruslen til at forsvinde.
Heller ikke truslen fra nye pandemier. Eller fra væbnede konflikter, terror, flygtningekriser og irregulær migration eller de mange andre ting, der kan føre til nye grænseoverskridende kriser og konflikter.
Vi ved, at det er både lettere og mere effektivt at forebygge eller sætte ind tidligt, når et problem viser sig. Og lige nu står de nærmest i kø.
Vi har været der før. Midt under Anden Verdenskrig, hvor det så allermørkest ud, tog USA og Storbritannien skridt til at få skabt FN og hele det internationale samarbejdssystem, vi fortsat er en del af og arbejder igennem. Så det kan lade sig gøre at tænke længere frem.
I den nuværende situation kræver det stærkt europæisk lederskab at holde sikkerheds- og udviklingsdagsordenerne sammen, også selv om det vil presse det politiske og økonomiske råderum.
Men der er ikke rigtigt noget alternativ.
fortsæt med at læse
