De fire aktivister Astrid Luna Jensen, Margit Helen Bjørck, Marlee Balou Lassen og Preben Jensen skubber døren op til Stubbekøbing Bibliotek. Indenfor hænger en behagelig, næsten tryg lugt af linoleumsgulv og ophobet viden i luften. Endnu står bøgerne på hylderne. Endnu kan lånerne lade sig betage af den formidable udsigt over Grønsund. Endnu kan mindrebemidlede børnefamilier nyde de gavmilde lokaler og de ældre finde ro til fordybelse på voksenafdelingen. En duft af det danske velfærdssamfunds storhedstid synes stadig at hænge ved reoler og skranker.
Men snart er det slut. Til efteråret lukker biblioteket og flytter i en stærkt reduceret udgave over på byens skole.
Beslutningen mødte massiv modstand. 4,35 millioner kroner koster det mildest talt upopulære tiltag. Astrid, Margit, Marlee og Preben har været med til at organisere protesterne for at prøve at redde byens vigtige kulturinstitution. Sammen med andre aktivister skrev de læserbreve, sendte en lind strøm af e-mails til politikere, lavede bannere og malede skilte, tog kontakt til lokale medier for at få dem til at dække sagen, organiserede fælleskørsel til byrådsmøder og demonstrationer og oprettede gruppen Bevar Stubbekøbing Bibliotek på Facebook. Derudover organiserede de en underskriftindsamling, som fik stor tilslutning.
»Vores bibliotek er jo meget mere end blot bøger og udlån. Der foregår et væld af aktiviteter. Foredrag, udstillinger. Folk, der vil formidle noget videre til andre bruger det. Folk med en sag. Folk, der brænder for noget. Flere foreninger benytter bygningen. Her mødes lokale og tilflyttere. Det er et samlingssted for stubbekøbingensere i alle aldre,« forklarer 69-årige Margit om, hvorfor sagen er så vigtig for hende og de andre medunderskrivere – 1.462 i alt. Eller hvad der svarer til 66 procent af Stubbekøbings indbyggertal, der ligger på 2.196.
På trods af det store flertal for at bevare biblioteket blandt byens borgere besluttede en majoritet af politikerne i Guldborgsund Kommune på et møde den 10. oktober 2024 at gennemføre lukningen.
»At så mange skrev under viser, at lukningen af biblioteket er noget af det værste, der kan ske for byen. Det er et kæmpe tab, som afføder meget vrede. Beslutningen medfører en enorm mistillid til vores system og til kommunen blandt borgerne,« siger Bjørck.
Langs bogreoler, gennem læsesale, forbi ungdomshjørnet er det umuligt ikke at bide mærke i, hvor fuldendt bygningen fremstår. Hvor godt den udfylder sin funktion. Den blev opført i velfærdsstatens glansperiode i slutningen af 1970’erne på en tid, hvor Danmark var nået relativt langt i udviklingen mod et solidarisk, oplyst og retfærdigt samfund: rummeligt og menneskevenligt ligger biblioteket på en skrænt og med vinduespartier, der giver lånerne et fantastisk blik over vandet og Farøbroen i det fjerne.
»Bygningen er beregnet til at være et bibliotek. Den er tegnet med det formål,« siger Bjørck.
Åbningen fandt sted den 21. november 1977. Ud af ni forslag var valget faldet på den anerkendte tegnestue Per Christiansen & Carl Svendsen, som havde udmærket sig med opførelsen af Den hvide By i Espergærde femten år tidligere.
Siden dengang har biblioteket været en kilde til stolthed blandt byens borgere. Allerede samme år kårede fagbladet Bibliotek70 det til Danmarks smukkest beliggende bibliotek. Og det er stadig en vigtig kulturinstitution i byen, hvor borgere mødes, fordyber og orienterer sig. Det har en stor børneafdeling og udgør et af få tilbud til unge mennesker.
»Her inden for murene behøver man ikke høre til blandt de mest ressourcestærke for at finde et fristed,« siger Bjørck.
Bibliotekaren klikker på sin mus, forsøger at hjælpe en låner med et langt »hmmmm...«, mens han kigger på skærmen. En ældre kvinde bladrer i et magasin ovre i hjørnet med tidsskrifter.
Astrid har sin søn på tre med, der netop er vågnet fra sin middagslur og sidder noget forsovet på sin mors skød.
»Vi bruger biblioteket virkelig meget. Det er et dejligt sted med god plads og hvor jeg ofte læser højt for ham. Vi mødes med andre børn til både planlagte og spontant opståede legeaftaler,« siger hun.
»Langt, langt de fleste var jo begejstrede for at blive spurgt,« siger Bjørck med eftertryk om oplevelsen med at samle underskrifterne.
»Jeg havde medvind hos alle aldersgrupper og fik meget opmuntring med på vejen. En ældre borger svarede, at hun ville skrive under 1.000 gange, bare hun kunne få lov til at beholde biblioteket. En anden sagde, at det er det vigtigste vi har, som de prøver at tage fra os nu.«
Enkelte var håbløse, men glade for at nogen prøvede at organisere modstand:
»De svarede, at det nytter jo ikke noget, men tak for dit store arbejde. De havde allerede forudset, hvad vej det ville gå. Her var holdningen: Det er jo lige meget hvad vi mener, det bliver som politikerne nede i Nykøbing vil have det. Flere undrede sig – med rette synes jeg – over, at politikerne vil bruge så mange penge på at bryde noget ned, som fungerer. Jeg mærkede en udbredt frustration og en stor kedafdethed,« siger Bjørck.
»Til byrådsmødet i Nykøbing, hvor vi demonstrerede for bevarelsen af biblioteket, talte flertallets politikere om os på en ubehagelig, nedgørende måde. Vi blev kaldt sure borgere, der er imod forandring,« husker Lassen, der skrev et læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende om episoden.
For bedre at forstå dybden af den vrede, som indbyggerne føler over at miste deres bibliotek, er det nødvendigt at kende lidt mere til situationen i byen. Tidligere havde den sit eget rådhus og udpræget autonomi.
Som hovedby i Stubbekøbing Kommune med egne lokalpolitikere kunne den i vid udstrækning styre sine anliggender selv.
Men ligesom i mange andre mindre samfund i Danmark afskaffede kommunalreformen i 2007 reelt nærdemokratiet i Stubbekøbing. Rådhuset lukkede. Byen blev opslugt i storkommunen Guldborgsund.
På attende år har den ikke haft sine egne politikere til at varetage indbyggernes interesser. Byens beskedne indbyggertal på lidt over to tusinde udgør forsvindende 3,5 procent af de 60.000 i storkommunen. Dermed er den tæt på at være ligegyldig for de 29 byrådsmedlemmer, der nu sidder og træffer beslutninger på Stubbekøbings vegne i en større by mange kilometer væk. Og det kan ses.
Stubbekøbing bærer præg af grov forsømmelse flere steder. Fine villaer og byhuse er blevet forladt og forfalder frygteligt. Stadionet, der tidligere dannede ramme om drabelige lokalbrag mod Stubbekøbings nabobyer, ligger ubenyttet hen. Hen over den i sin tid glimrende grustennisbane breder sig et enormt tornerosekrat. Hovedgaden er tom for mennesker. Gennem støvede vinduer til de for længst lukkede butikker hober skrammel sig op. Ingen politikere føler sig ansvarlige for udviklingen.
»Kommunesammenlægningen har været dyr for Stubbekøbing,« underdrev byens sidste borgmester i en lokalavis for år tilbage.
Medlemmerne af det nuværende byråd i storkommunen har måske aldrig sat deres ben i Stubbekøbing. Den måde de nu blot lukker biblioteket, blæser på underskriftsindsamlingen og helt ignorerer beboernes ønsker, sætter det altovervejende problem med kommunalreformen på spidsen: At borgerne i Stubbekøbing ikke længere har indflydelse på livet i deres egen by.
Desværre er lukningen af biblioteket ikke det eneste aktuelle eksempel på de udefrakommende politikeres misrøgt af byen. 2025 synes at være året, hvor deres foragt for kultur og kulturarv i Stubbekøbing kulminerer.
I marts gav de ordre til at rive byens vandtårn ned – under påskud af at storkommunen ikke har penge til at holde det ved lige. Siden 1932 udgjorde den markante bygning på Wieverknolden en umiskendelig del af byens skyline. Et pejlemærke og orienteringspunkt at tage bestik af for enhver, der nærmede sig den historiske købstad. I 1985 bidragede den lokale tegner Poul Wang yderligere til vandtårnets popularitet, da han lod det indgå som en del af motivet på Initiativrådets fine plakat ’Stubbekøbing – toppen på Falster’.
Til trods for indbyggernes protester, og selvom et lokalt borgerinitiativ førte dialog med fonden Realdania om en istandsættelse og bevaring af vandtårnet, kom karrierepolitikere og teknokrater fra den større by mange kilometer væk dem i forkøbet.
Rundt om vandtårnet stod midlertidige metalhegn, hvor børnene i Stubbekøbing havde hængt tegninger op, der appellerede til de udefrakommende politikere om at opgive deres forehavende og skåne det populære vartegn. Men kort tid efter bragede nedrivningsmaskinerne gennem hegnene med de farvestrålende og håbefulde motiver og udførte ordren fra storkommunens politikere. Dermed blev Stubbekøbing et vigtigt stykke kulturarv fattigere. Og byens borgere endnu en gang ignoreret.
Få måneder senere kom turen til den mere end 250 år gamle købmandsgård på hjørnet af Bagergade og Søndergade – en vigtig del af Stubbekøbings oprindelige bymiljø. I begyndelsen af juni opdagede bekymrede lokale, at den gule bygning fra 1770 pludselig lå bag en afspærring af orange kegler, betonklodser og krydsfinerplader.
I nærmest ubegribelig ringeagt for Stubbekøbings historie og bygningsmæssige sammenhæng arrangerede bureaukraterne fra Center for Teknik og Miljø i Nykøbing nedrivningen af købmandsgården. De mente ikke, at det kunne betale sig at bevare den. Ingen tog borgerne i Stubbekøbing med på råd.
På trods af – eller på grund af – afskaffelsen af nærdemokratiet i Stubbekøbing i 2007 og de alvorlige konsekvenser det har, er en anden opsigtsvækkende udvikling i gang i byen. Parallelt med ligegyldigheden fra det etablerede politiske systems side og den 18 år lange plage, som kommunalreformen har været, spirer en slags modkultur.
En række frivilliggrupper og sociale initiativer skyder op i takt med, at Stubbekøbing bliver mere og mere nedprioriteret af de udefrakommende politikere. Blandt andre Projekt 4850 – også kendt som siloprojektet, foreningen Liv i Stubbekøbing, kunstnergruppen ART Nordfalster, flere strikkeklubber, Kun for Forrykte-festivalen, Litteraturselskabet og det Grønne Fællesskab med en masse undergrupper… Flere af de lokale aktører, der på frivillig basis arbejder for at skabe liv i byen, holder til på biblioteket og bruger det som mødested eller kontorfællesskab.
»Al den aktivitet er udtryk for, at det på mange måder virkelig rykker i Stubbekøbing. Det er rygtedes, at her er vi mangfoldige. Her er vi sociale. Her tænker vi nyt,« siger Bjørck.
Lassen tager ordet: »Både vores protester mod lukningen af biblioteket samt alle de grønne og kreative tiltag, der udgår fra Stubbekøbings borgere, kan ses som en modreaktion mod afviklingen af byen.«
»Forstået på den måde, at når noget ikke længere fungerer, når de hidtidige måder at organisere livet på viser sig ikke at virke, når politikerne svigter, som de jo blandt andet gjorde ved at lukke biblioteket, så har den her by så meget potentiale, så meget energi samlet et sted, så mange ildsjæle, der træder til og skaber uafhængige alternativer. Nye muligheder vokser op nedefra. Andre former for selvstændighed, fællesskab og kreativitet opstår. Stubbekøbing har så mange borgere, der engagerer sig og arbejder for sager, de tror på. Med hele deres hjerte.«
»Selvfølgelig ikke forstået på den måde, at vi ikke ville glæde os over nogle lidt mere samarbejdsvillige politikere. Men det er klart at når systemets repræsentanter ikke er inkluderende og ikke formår at skabe ordentlige rammer om livet i byen, så må borgerne handle selv. Før eller siden.«
Hun uddyber: »Derfor skal politikerne ikke gøre det for surt at have en hverdag i Stubbekøbing. Der er en balance. Ildsjæle kan brænde ud, og det er ikke i politikernes interesse, hvis man ønsker en blomstrende by, der trækker turister til. Det er borgerne, der giver byen sjæl«.
En logisk konsekvens af den ligegyldighed, magtfuldkommenhed og arrogance som karrierepolitikere og teknokrater i Nykøbing udviser, kan på sigt være et krav fra borgerne i Stubbekøbing om løsrivelse fra den nuværende storkommune.
En officiel genoprettelse af Stubbekøbing Kommune kan være en måde at sikre en formel genindførelse af nærdemokratiet på. En måde at sikre borgernes mulighed for medbestemmelse, når det gælder livet i deres egen by. Det vil også være en måde at slippe af med den udbredte frygt, der ifølge flere af aktivisterne hersker blandt indbyggerne. Nemlig frygten for, hvad det næste mon bliver som udefrakommende politikere beslutter at lukke, afvikle, ødelægge, rive ned eller nedprioritere i Stubbekøbing.
Mon skolen snart er klar til lukning? Eller lægehuset? Eller bliver det måske idrætshallen der snart ikke længere er penge til at drive? En vigtig opgave venter allerede: genåbningen af biblioteket.
Og hvem ved. Måske er der andre mindre byer i Danmark, som har gjort sig lignende erfaringer med afskaffelsen af nærdemokratiet siden kommunalreformen i 2007? Og som er klar til at tage et tilsvarende skridt?
»Demokrati handler også om at involvere borgerne. Og det gjorde politikerne ligesom… slet ikke«, siger Preben, inden det bliver tid til at bryde op.
Bag de fire aktivister gløder det indbyggede lys fra de specialtegnede bogreoler stadig ned over titlerne.
Lidt hen ad vejen fandt de udefrakommende politikere på, at Stubbekøbings Motorcykelmuseum da kan rykke ned i biblioteksbygningen, når den alligevel snart bliver ledig. Flytningen skal efter planen finde sted i begyndelsen af næste år.
fortsæt med at læse
