Jeg er mor til et barn med et usynligt handikap. I de seneste fem år har jeg passet min søn hjemme, fordi han ikke går i skole. Forleden fandt jeg mig selv i et digt på side 46. »Velfærdsstaten kører på mødrenes nåde. Tre ud af fire, der får tabt arbejdsfortjeneste, er mødre«.
Sådan står der i digtet. En af de mødre er mig. Jeg er økonomisk presset af et system, jeg ikke kan komme ud af. Jeg er omsorgstræt ind i dagligdagen med min søn. Og det er noget lort at være dårlig til sit arbejde, når arbejdet er at være mor.




























