Det vakte opsigt, da Mette Frederiksen for nogle år siden valgte at flytte sine børn fra folkeskole og til privatskole. Hvordan kunne en socialdemokratisk topminister dog vælge fællesskabet fra?
De færreste stillede sig det spørgsmål, om en socialdemokrat da ikke også har lov at ønske det bedste for sine børn. For det ville jo netop afsløre en sandhed, som venstrefløjen ikke bryder sig om at tale om. Nemlig at vi har noget nær verdens dyreste folkeskole – men at udkommet mildest talt er ringe. Vi bruger flere penge på uddannelse end noget andet EU-land – over 8 procent af bnp ifølge Eurostat – mens EU-gennemsnittet kun ligger lidt over 5 procent.
Alligevel placerer danske 15-årige sig kun middelmådigt i internationale test.
Årsagen skal findes i, at den danske læreruddannelse er oprørende ringe og ser vi på folkeskolens kvalitet over en bred kam, er der grund til alvorlig bekymring. Og handling. I PISA-undersøgelsen fra 2018 lå Danmark f.eks. nummer 18 – et godt stykke fra topnationerne.
Med andre ord: Vi finansierer en folkeskole til verdenspris, men kvaliteten er alt andet end i verdensklasse.
Bedømt for gavmildt
Hvordan kan det være så, at vi ikke får mere ud af vores investering i folkeskolen? En del af svaret skal findes i læreruddannelsen og lærernes faglige baggrund. Adgangskravene og det generelle niveau på læreruddannelsen har længe været et ømt punkt. En analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viste, at gennemsnittet af de lærerstuderendes optagelseskarakter ligger omkring 6,8 på 12-skalaen.
I 2023 havde hele 47 procent af de optagne et gymnasialt snit under 7. Det er ganske vist en forbedring fra de 55 procent i 2014, men stadig et tegn på, at alt for mange lærerstuderende har middelmådige forkundskaber. Til sammenligning kræver mange andre lande, vi normalt sammenligner os med, et langt højere fagligt niveau for at blive optaget på læreruddannelsen.
Det lave karaktergrundlag slår igennem i uddannelsens kvalitet og output. Omkring hver femte lærerstuderende falder fra allerede det første år på studiet, hvilket er en markant højere frafaldsrate end på tilsvarende uddannelser. Seks år efter studiestart har over en tredjedel af de studerende afbrudt læreruddannelsen.
Dette høje frafald tyder på, at mange studerende enten ikke er tilstrækkeligt motiverede eller fagligt rustede til uddannelsen. Det er et enormt ressourcespild – både menneskeligt og økonomisk – når så mange af de kommende lærere aldrig når ud i klasselokalerne.
Selv for dem, der gennemfører, kan fagligheden diskuteres. Et opsigtsvækkende fund fra en evaluering i 2018 var, at svenske og norske fageksperter vurderede 53 ud af 92 udtrukne danske lærerbachelorprojekter til et lavere fagligt niveau end de karakterer, projekterne havde fået i Danmark.
Med andre ord blev over halvdelen af de nyuddannede læreres afsluttende opgaver anset for at være bedømt for gavmildt – eller simpelthen for svage – set med vores nabolandes øjne. Dette peger på en problematisk lav standard: Når kravene på læreruddannelsen er lavere end i sammenlignelige lande, risikerer vi at sende lærere ud, som fagligt ikke er klædt på til verdensklasseundervisning.
En kulturbærer og rollemodel
I min barndom var en folkeskolelærer en respekteret person. Hun skulle ikke blot mestre sit fag, men også være kulturbærer og rollemodel i almen dannelse – de danske værdier, demokratisk forståelse og kundskaber, som folkeskolen traditionelt vægter højt. Også her halter det systemiske niveau.
EVA’s evalueringer har påpeget, at læreruddannelsen ikke altid giver de studerende tilstrækkelig almendannet ballast. Særligt faget Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab (KLM), der er rygraden i almendannelsesdelen, fylder vidt forskelligt afhængigt af, hvor i landet man læser til lærer. Faktisk varierer de obligatoriske moduler i KLM fra kun 10 ECTS-point nogle steder til 15-17 ECTS andre steder.
Uddannelsesministeren undrede sig i 2018 over denne store variation i KLM-undervisningen (10 til 17 ECTS) og efterlyste en drøftelse af, hvordan man sikrer, at almen dannelse gennemsyrer hele uddannelsen. Når en så central del af lærergerningen prioriteres ujævnt, risikerer vi lærere med svingende forståelse for folkeskolens formål og etiske ansvar.
Der er også tegn på, at læreruddannelsen generelt kunne være mere akademisk opdateret og forskningsinformeret. EVA’s analyse af læreruddannelsen fra 2018 viste, at undervisningen i for høj grad baseres på lærebøger, mens egentlig forskningsbaseret primærlitteratur fylder for lidt. Næsten 40 procent af de undersøgte bachelorprojekter inddrog i ringe grad eller slet ikke forskning, selv om det faktisk er et eksplicit krav.
Når kommende lærere ikke trænes i at anvende ny viden og evidens, går det ud over deres evne til at forny undervisningen og til at begrunde deres praksis med andet end erfaring.
Almendannelsen i dag kræver, at lærere kan navigere i et samfund præget af informationsoverflod, kulturel mangfoldighed og et hav af pædagogiske koncepter. Derfor er det afgørende, at læreruddannelsen både giver et solidt kulturhistorisk fundament og træner de studerende i kritisk tænkning, videnskabelig metode og etisk refleksion.
Et højt respekteret studium
Når vi retter blikket mod udlandet, er det tydeligt, at Danmark kan lære af andres erfaringer – både vores nabolande og de absolutte top-performere globalt. I Finland, som gang på gang topper i PISA-målingerne, er læreruddannelsen et højt respekteret universitetsstudium. Kun de allerbedste ansøgere slipper gennem nåleøjet, og uddannelsen afsluttes med en kandidatgrad. Tilsvarende ser vi i Norge, der også udelukkende uddanner lærere på et femårigt kandidatniveau, mens Danmark stadig hænger fast i en fireårig professionsbachelor.
Det siger sig selv, at længere uddannelse ikke automatisk giver bedre lærere – kvaliteten afhænger af indholdet – men det sender et signal om fagets vigtighed og tiltrækker ansøgere med højere akademiske ambitioner.
Andre lande har også indført skrappe adgangskrav og udvælgelsesforløb. I Holland skal ansøgere til læreruddannelsen bestå faglige optagelsesprøver, hvis deres karakterer ikke er høje nok. I Singapore, der konsekvent topper internationale ranglister, rekrutteres kun top 30 procent af en årgang til lærergerningen, og de gennemgår omfattende interviews og personlighedstests for at sikre motivation og egnethed.
Danmark tog et skridt i den retning med indførelsen af optagelsessamtaler i 2013 for ansøgere med under 7 i snit. Og ikke overraskende var evalueringen af denne ordning positiv: Optagelsessamtalerne har sandsynligvis bidraget til at reducere frafaldet på læreruddannelsen – især fordi motivation blev vægtet højt.
Men trods disse tiltag er det samlede billede, at vores læreruddannelse stadig er relativt let at komme ind på og gennemføre – især i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Når danske elever samtidig klarer sig gennemsnitligt i test trods relativt små klasser og høj lærerdækning (omkring 15 elever pr. lærer i grundskolen mod OECD-gennemsnit på 16), tyder alt på, at problemet ikke er mangel på ressourcer – men hvordan vi forvalter dem.
Kopiere det, der virker
Den gode nyhed er, at vi ikke behøver opfinde den dybe tallerken for igen at få en folkeskole med stærke faglige undervisere. Vi skal bare kopiere det, som vi ved virker:
1. Skærpede adgangskrav og rekruttering af de bedste: Læreruddannelsen bør tiltrække flere dygtige ansøgere med høje karakterer. Det kan kræve en kombination af kampagner, prestigeprojekter og måske en justering af løn- og karrieremuligheder, så faget appellerer bredere. Samtidig bør man hæve det formelle adgangskrav – eller i det mindste indføre obligatoriske screeningsprøver i centrale fag for ansøgere med svagere karakterer (som Holland gør). Vi bør sende et klart signal om, at lærergerningen er et elitehverv med stor betydning for nationens fremtid.
2. Styrk læreruddannelsens akademiske niveau ved at forlænge læreruddannelsen til 5 år på kandidatniveau, som Finland og Norge allerede har gjort. En sådan reform skal selvfølgelig følges af et løft i indholdet: mere faglig fordybelse i undervisningsfagene, mere forskningskontakt og metodetræning, samt højere krav til de studerendes opgaveskrivning.
Når EVA’s eksperter påpeger, at kravene til bachelorprojekter i Sverige og Norge er større end herhjemme, bør vi tage det alvorligt. Højere akademiske standarder vil gavne lærernes autoritet og viden i klasserummet.
3. Gør dannelse til en hjertesag: Almen dannelse skal ikke være et appendix, men hjertet i læreruddannelsen. Det indebærer at ensrette og opprioritere KLM-modulerne på tværs af uddannelsessteder, så alle kommende lærere får en solid indføring i dansk og europæisk kulturarv, demokrati, etik og pædagogik.
At der i dag er så stor forskel som 10 vs. 17 ECTS i dannelsesundervisning alt efter seminarium, er uholdbart. Lærerprofessionen kræver en fælles referenceramme – det skal ikke afhænge af geografi, om en nyuddannet lærer føler sig klædt på til at varetage folkeskolens dannelsesidealer.
4. Mentorordning og fastholdelse af nye lærere: Overgangen fra studie til virkelighedens klasselokale er benhård. Alt for mange nye lærere bukker under for chokket i de første år.
Vi bør indføre en landsdækkende introduktionsordning, hvor nyuddannede lærere får tilknyttet en erfaren mentor det første år eller to – en praksis som flertallet af OECD-lande bruger med succes.
Målet er at hjælpe de nye lærere med at omsætte teori til praksis og fastholde dem i faget, så vi ikke mister talentfulde kræfter lige efter uddannelse. Samtidig skal arbejdsmiljøet forbedres generelt: færre bureaukratiske byrder og bedre muligheder for kollegial sparring, så lærerjobbet bliver mere attraktivt at blive i på lang sigt.
5. Kontinuerlig opkvalificering af lærerstanden: Læring stopper ikke ved ansættelsen. Vi bør have en national strategi for efteruddannelse, der målretter sig lærere på alle trin. Det kan være i form af flere specialiseringskurser, fx i inklusion, IT/digital læring eller fagdidaktiske netværk, og gerne belønne lærere, der dygtiggør sig. Andre lande investerer massivt i løbende kompetenceudvikling – hvis vi vil matche dem, må vi gøre det samme.
Danmark har råd til at have en af verdens bedste folkeskoler – for vi betaler allerede, hvad det koster. Udfordringen er, at vi ikke har turdet stille nok krav og skabe de rammer, der forvandler ressourcerne til resultater.
Det er på tide at skifte spor. Vi skylder både de kommende generationer og os selv en folkeskole, der for alvor er i verdensklasse, ikke kun når det gælder budgettet, men også når det gælder kundskaber, dannelse og kvalitet. Som det ser ud nu, må vi erkende tingenes tilstand: Folkeskolen er dyr – lad os nu også gøre den god. Med modige reformer og en klar ambition kan vi sikre, at pengene omsættes til klogere børn, stoltere lærere og en stærkere fremtid for Danmark.
For det behøver ikke være noget problem, at Mette Frederiksen sætter sine børn i privatskole. Problemet er alle de danskere, som ikke har den mulighed – og derfor er henvist til en ringere skole for deres børn.
fortsæt med at læse
