Kronik afKaren Hvidtfeldt

Professor, Kulturstudier, Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber, Syddansk Universitet

Fra internationale skulpturer til danske projekter viser kunsten de spor, som brystkræft efterlader i kroppen – og giver et sprog, der kan supplere klinikkens tal og valg.

Også i det offentlige rum må vi væk fra idealkroppens tyranni

Lyt til artiklenLæst op af Karen Hvidtfeldt
13:25

Jeg var for nylig i Oslo, hvor jeg mødte Cecilie: en bronzestatue af en kvinde med ét bryst og et langt ar. Skulpturen er formgivet af billedhuggeren Håkon Anton Fagerås og har siden 2022 stået ved Spikersuppa. Modellen, Cecilie Flatval, døde året efter af metastatisk brystkræft.

På soklen er der information og en QR-kode til en kort dokumentarfilm om værkets tilblivelse. Statuen er prisbelønnet, fordi den synliggør dem, der sjældent figurerer i byens billedlandskab: ikke som vindere eller tabere af en kamp, men som mennesker i et forløb mellem liv og død. Samtidig gør den noget andet, som også sjældent ses i offentlig kunst: Den giver et blik tilbage til alle os, der lever videre med kropslige spor. Cecilie står med ro, klarhed og værdighed – ikke på trods af sin krop men i kraft af den.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her