Akademikere, der studerer Kina, heriblandt undertegnede, stiller som regel det kinesiske kommunistparti tilfreds, nogle gange bevidst, men ofte ubevidst.

Vi bliver tilskyndet til at indordne os, og det gør vi på forskellig vis: gennem de forskningsspørgsmål, vi stiller eller ikke stiller, gennem de oplysninger, vi formidler eller ikke formidler, gennem vores sprogbrug og gennem vores undervisning og den måde, vi underviser på Udenlandske forskere er nødt til at samarbejde med forskere i Kina for at indsamle data og sammen publicere forskningsresultater. Undersøgelser gennemføres på en måde, som Partiet kan acceptere, og indholdet begrænses til politisk acceptable spørgsmål. For forskere og akademikere i Kina er det helt naturligt, mens vestlige forskere må føje sig for at spille med. Kinesiske forskere er lige så ufrie i deres selvstændige forskning. Nogle vestlige Kina-forskere har familie i Kina. Andre ejer en lejlighed i landet. De Kina-forskere, der ikke har kinesisk som modersmål, har studeret sproget i årevis og bygget hele deres karriere på denne store, uomsættelige investering. Vi er afhængige af vores forbindelser i Kina for at få oplysninger og indsigt i forholdene, og vi beskytter disse forbindelser. Alle er glade. Læserne i Vesten for den akademiske opdatering, vi for vores blomstrende karriere og Partiet for at få os til at gøre reklame og pr. Kina er enestående i den henseende, at incitamenterne er de samme for alle akademikere: Man lægger sig ikke ud med Partiet. Hvad der sker, hvis vi ikke går med på legen, er indlysende. Vi vil ikke kunne finde kinesiske samarbejdspartnere. Når vi rejser rundt i Kina for at lave vores forskning, støder vi hurtigt på problemer. Li Shaomin, der var docent ved City University i Hongkong og amerikansk statsborger, tilbragte fem måneder i et kinesisk fængsel, anklaget for »at true statssikkerheden«. Selv mener han, at hans forbrydelse var hans kritiske holdning til Kinas politiske system, hans besøg i Taiwan, hans økonomiske støtte fra Taiwan til at forske i politisk følsomme emner og hans indsamling af forskningsdata i Kina. City University gav ham ingen støtte, og efter sin løsladelse tog han til USA og blev underviser på Old Dominion University i Virginia. Man kan gisne om, hvad fem måneder i hænderne på det hemmelige kinesiske politi gør ved ens psyke, og hvilke midler Partiet har brugt for at lukke munden på Li Shaomin. Men for akademikerne i Hongkong er budskabet klart. Kina-forskere fra forskellige fagområder bliver ikke nødvendigvis påvirket på samme måde. Økonomer og politologer vil ofte blive ramt af Partiets begrænsninger – og ofte hårdt. Men selv sociologer og etnografer kan ramme den forbudte zone, når de udfører netværksstudier eller studerer etniske mindretalskulturer. Vores selvcensur kommer til udtryk på mange måder. Vi stiller spørgsmål, der er relevante for forholdene i Vesten snarere end i Kina. Vi forsøger at forklare statsejede virksomheders rentabilitet ved hjælp af grundlæggende økonomiske faktorer, selv om det ville give mere mening at forklare den med kvaliteten af virksomhedsledelsen (som er håndplukket af Partiet) eller virksomhedernes politiske begrænsninger eller med de politiske og bureaukratiske kanaler, gennem hvilke virksomheden samarbejder med ejerne, medarbejderne, leverandørerne og køberne. Men hvordan kan man indsamle systematiske oplysninger om Partiets indflydelse på driften af statsejede og statskontrollerede virksomheder, når det typisk er noget, som ingen i en virksomhed vil udtale sig om? Vi taler om økonomiske institutioner og deres udvikling, som om det var institutioner i Vesten. Regler for ’prisstyring’, både centralt og lokalt, giver embedsmænd vidtrækkende beføjelser til at blande sig i prisfastsættelsen. Alligevel accepterer vi officielle statistikker, der viser, at 90 procent af alle priser bliver styret af markedet. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved det kinesiske ord shichang, der oversættes til ’marked’, men går ud fra, at det betyder det samme som i Vesten. På samme måde tager vi også Kinas selskabsret for pålydende. Lovgivningen nævner intet om kommunistpartiet, selv om Partiet stadig træffer alle de vigtige beslutninger i de virksomheder, der er underlagt selskabsretten. Det er først, når man begynder at grave dybere ned, at man finder entydige beviser: Partikomiteen og provinsregeringen i Shaanxi udsendte i 2006 et fælles cirkulære, som eksplicit kræver, at Partiets repræsentanter i statsejede virksomheder skal deltage i alle større virksomhedsbeslutninger. Cirkulæret anbefaler også, at bestyrelsesformanden og partisekretæren i videst muligt omfang er en og samme person i alle provinsens statsejede virksomheder. På nationalt niveau er ledelsen i landets 50 største statsejede virksomheder direkte udpeget af politbureauet, og det er vel at mærke virksomheder, som investerer i alle dele af verden. Men økonomerne spørger ikke, hvilke konsekvenser det vil få, hvis Partiets ledelse driver flere og flere virksomheder i USA og Europa. Partisekretæren og direktøren for Kinas centralbank, Zhou Xiaochuan, skriver udførligt på kinesisk om »storstilet at fremskynde centralbankens arbejde« baseret på »de tre repræsentanter« (Partiet repræsenterer de »avancerede produktive kræfter, den avancerede kinesiske kultur og det kinesiske folks grundlæggende interesser«). Han beskriver de tre repræsentanter som »førende makroøkonomisk politik« på måder, der strider mod vestlig logik. Og alligevel tager vi ham så alvorligt, at man skulle tro, at der var tale om en direktør for en vestlig centralbank, at Kinas centralbank spillede en afgørende rolle i pengepolitikken, og at pengepolitikkens instrumenter og betydning var de samme i Kina som i Vesten. Er vi naive? Eller gør vi ret i at ignorere centralbankdirektørens andet – eller snarere første – liv som partisekretær? Udelukker vi ubevidst noget, som vi ikke forstår, eller noget, vi ikke ønsker at se, fordi det ikke passer ind i vores velordnede vestlige økonomiske koncepter? I den ene artikel efter den anden granskes de mulige økonomiske årsager til de stigende indkomstforskelle i Kina. Vi overser, at ud af de 3.220 kinesere med en personlig formue på 100 millioner yuan (70 millioner kroner) eller mere, er de 2.932 børn af højtstående funktionærer, som også sidder på 85-90 procent af nøglepositionerne i de fem industrielle sektorer – finans, udenrigshandel, landudvikling, bygge og anlæg og sikkerhed. Med introduktionen af hvert nyt element af reform og udvikling benytter funktionærerne chancen for at berige sig selv: det dobbelte prissystem, misligholdte lån, selskabstømning af statsejede virksomheder, misbrug af aktiver i investeringsselskaber og private pensionsopsparinger. Den stærkt uregelmæssige udvikling fra landbrugsland til bysamfund kan betegnes som »systematisk udplyndring« begået af lokale »ledere«. Lokale funktionærer har investeret tungt i de små usikre kulminer, som de forventes at lukke, og ingen ved, hvordan de fik fingre i aktierne i disse foretagender. En generel mangel på økonomiske oplysninger påvirker vores forskning. Statistikker over de aktuelle forhold udarbejdes af Kinas nationale statistikbureau på begæring af Partiets centralkomité og statsrådet. Ingen af disse oplysninger er umiddelbart tilgængelige for offentligheden, og kvaliteten af de offentliggjorte statistikker er stærkt tvivlsom. Ud over de officielle statistikker indsamler og kontrollerer myndighederne intern information. Stort set alt, hvad der offentliggøres, har karakter af propaganda – små bidder af information, der udsendes med skjulte hensigter for øje. Kinesiske økonomer kan således vælge at affinde sig med at udføre sterile undersøgelser og bygge abstrakte modeller ud fra passende antagelser. Hvor meget dette kan fortælle os om Kina, er uklart. Andre Kina-økonomer tager åbenlyst imod tjenester fra Partiet. Vi kan bruge vores forbindelser til at skabe forbindelser til partisoldater. Vi kan hente hjælp til vores forskningsundersøgelser hos lokale myndigheder og partikomiteer. Således fik jeg engang hjælp af en lokal partikomite, der skaffede mig en bil, en partifunktionær og en lokal regeringsembedsmand. De henviste mig til virksomhedsledere, som – tilsyneladende – havde alle de rigtige svar. Det er karakteristisk, at vi i vores formuleringer, forsøger at tilpasse os det image som Partiet ønsker. Ville beskrivelsen »et hemmeligt samfund karakteriseret ved en almen modvilje mod lovgivning og statsstyring« ikke være en passende beskrivelse af et Parti, der opererer i det skjulte, er hævet over loven og har fuld kontrol over regeringen? I Webster’s New World College Dictionary er det definitionen på ’mafia’. Vi taler uden forbehold om den kinesiske ’regering’, når 95 procent af de ’højtstående funktionærer’ er medlemmer af Partiet, når afgørende beslutninger bliver taget af højtstående funktionærer i deres egenskab af medlemmer af Partiets arbejdsgrupper, når staben i personaleministeriet stort set er identisk med staben i Partiets organisationsafdeling, når staben i tilsynsministeriet stort set er identisk med staben i Partiets disciplinærkommission, og når staben i Folkerepublikken Kinas centrale militærkommission som regel er 100 procent identisk med staben i det kinesiske kommunistpartis centrale militærkommission. Har den kinesiske regering i virkeligheden regeringsmagten i Kina, eller er det blot et organ, der implementerer Partiets beslutninger? Kan man med rette benytte ordet ’regering’ om den kinesiske ’regering’ sammenlignet med andre regeringer, især vestlige, eller ville det være mere på sin plads at kalde den en ’regering af kinesisk tilsnit’ eller ’mafiaens marionetregering’? Hvem sætter spørgsmålstegn ved Partiets legitime ret til at styre landet og til at styre det på den måde, det gør? Partiets, eller mafiaens, terminologi gennemsyrer vores publikationer og vores undervisning. Vi spørger ikke, om Kinas Kommunistparti er kommunistisk, om Folkekongressen er folkets kongres, om Folkets Befrielseshær frigør eller undertrykker folket, eller om dommerne ikke alle sammen bliver udnævnt af Partiet og står til ansvar over for Partiet. Vi siger »begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads« i overensstemmelse med Partiets terminologi, men kaldte det »massakren på Den Himmelske Freds Plads«, lige efter massakren fandt sted på pladsen i 1989, hvor »begivenhederne« ville have skabt et indtryk af os som underdanige over for Partiet. Hvilken vestlig lærebog om Kinas politiske system rummer en detaljeret beskrivelse af Partiets valg og de facto-udnævnelse af regeringsembedsmænd og parlamentsmedlemmer og peger på, at disse procedurer adskiller sig fra vores opfattelse af politiske partier, regeringer og parlamenter i Vesten? Ved at følge Partiets linje og navngive kinesiske kulisseinstitutioner efter deres ægte vestlige forbilleder retfærdiggør vi Partiets skuespil. Vi vil end ikke kalde Kina, hvad landets egen forfatning kalder det: et diktatur (et »folkeligt demokratisk diktatur ledet af arbejderklassen og baseret på en alliance mellem arbejdere og bønder, hvilket er essensen af proletariatets diktatur«). Hvad der almindeligvis ikke accepteres som normalt, er normalt i Kina. Hackere indsamlede den elektroniske post til et fakultetsmedlem på University of Hong Kong fra universitets server, indtil de i juni 2005 blev opdaget, da de ved et uheld kom til at slette nogle e-mails. Hackerne havde tre forskellige internetudbydere, alle fra det kinesiske fastland, og alle med IP-adresser hos statslige telekommunikationsfirmaer. Blandt personalet på universiteterne i Kina har regeringen sikkerhedsfunktionærer til at overvåge udenlandske studerende og holde den enkelte elevs sagsmappe ajour. Hvem vil ikke lære lektien og instinktivt lade være med at tænke eller gøre, hvad Partiet forbyder dem? Partipropaganda har slået dybe rødder i vores tankegang. Betydningen af »social stabilitet« og nu om dage et »harmonisk samfund« bliver ubetinget accepteret som vigtigt for Kina. Men kan man kalde et land med over 200 tilfælde af sociale uroligheder hver eneste dag for socialt stabilt og dets samfund for harmonisk? Eller betyder »socialt stabilt« blot, at man accepterer mafiaens magt? ’Lokalt styre dårligt, centralt styre godt’ er et andet propagandaslogan, der accepteres ubetinget i det udenlandske forskningsmiljø og præger forskningen. Men hvis man betragter Partiet som en mafia, er der ikke plads til sådanne hensyn, og iagttagere uden for den akademiske verden peger entydigt på, at centraladministrationen søger at skjule noget, der er alt andet end kønt, og uvægerligt har sine grunde til det. Vi ser »målene« – vellykkede reformer – og sætter ikke spørgsmålstegn ved »midlerne«. Partiets vækstmantra accepteres lydigt som et altoverskyggende mål for landet og det sande bevis på vellykkede reformer. Ingen dvæler ved de politiske mekanismer, der gør væksten mulig. Mafiaen styrer Kina yderst effektivt, så hvorfor bekymre sig om, hvordan det bliver gjort, og hvilke »bivirkninger« der er? Vi har naturligvis hørt om arbejdslejrene, hvor folk forsvinder sporløst uden rettergang, om tortur begået af tjenestemænd i statens sikkerhedsorganer og om behandlingen af Falun Gong, men vi vælger blot at fortsætte med vores sterile forskning og undervisning. Vi ser igennem fingre med, at Kinas politiske system har ansvaret for 30 millioner mennesker, der døde af sult under Det Store Spring Fremad, og mellem 750.000 og 1,5 millioner mord under Kulturrevolutionen på samvittigheden. Hvad kan få vestlige akademikere til at stoppe op og tænke en ekstra gang over, hvem det egentlig er, de har slået lejr med? Hvis akademikere ikke gør det, hvem skulle så? Verdensbanken og andre internationale organisationer vil ikke, fordi de tjener på at handle med Kina. Deres bankforretninger afhænger af venskabeligt samarbejde med partiet, og et de facto-krav til deres forskningssamarbejde er, at den endelige rapport og de offentlige erklæringer godkendes af Partiets censorer. Vestlige investeringsbankers forskningsafdelinger vil ikke, fordi bankens andre afdelinger er afhængige af handlen med Kina. Betyder alt dette noget? Betyder det noget, hvis Kina-forskere ser igennem fingre med de politiske forhold, de arbejder under, og de politiske begrænsninger, der lægges på deres arbejde? Betyder det noget, hvis vi tegner et billede af Kina for Vesten, som Partiet gerne vil have, vi tegner, og dermed får snæversynede svar på vores selvcensurerede forskningsspørgsmål og leverer et retoucheret billeder af Kinas politiske system? I 2008 eller 2009 vil Kinas økonomi have nået en størrelse, der overstiger USA’s, når det gælder købekraft. Kina er et land, som vestlige økonomier i stigende grad er flettet sammen med: En fjerdedel af den kinesiske industri er på udenlandske hænder, og vores adgang til billige forbrugsgoder afhænger af den kinesiske industri. I sidste ende er også vores pensioner, der er investeret i multinationale selskaber med produktion i Kina, afhængige af den fortsatte økonomiske vækst i Kina. Men forstår Vesten dette land og dets ledere? I hvilken grad og gennem hvilke kanaler vil Partiets lederskab, med sit anderledes syn på menneskerettigheder og borgerrettigheder, påvirke vores valg af politiske systemer og politiske friheder i Vesten (som det har påvirket akademisk forskning og undervisning)? Og i hvilken grad gør Kina-forskere sig skyldige i at prioritere deres egen risskål højere end redelig forskning og undervisning? Oversat af Helle Albeck© Far Eastern Economic Review