Tag et aktuelt verdenskort og prøv at sammenligne det med et 100 år gammelt kort.
Det første, der springer i øjnene, er, at antallet af lande på vores klode er eksploderet. I det seneste århundrede er antallet af nationer firedoblet til næsten 200. Nok så vigtigt er det dog, at demokratierne vokser frem flere og flere steder. For få uger siden blev der gennemført et vanskeligt, men vigtigt valg i Afghanistan. Stemmeafgivelsen har i dele af landet været problemfyldt, derfor lader resultatet endnu vente på sig, men fra et demokratisk synspunkt er et valg i Afghanistan et uimodsigeligt fremskridt. I Den Demokratiske Republik Congo, som længe har været præget af voldsomme konflikter og har været en blodig skueplads for ’Afrikas verdenskrig’, er registreringen af vælgere til de kommende lokalvalg og efterfølgende præsidentvalg i fuld gang. Det anslås, at seks millioner flere mennesker vil stemme ved det kommende valg end ved præsidentvalget i 2005. I Sydsudan er de første skridt taget i retning mod et demokrati, og institutioner er ved at blive opbygget i området. For ikke at nævne de seneste måneders valg i Bangladesh, der tidligere var styret af militæret. Indonesien, der er verdens største muslimske samfund, eller Kuwait, der i juni fik valgt sin første kvindelige parlamentariker. I gennemsnit hjælper FN’s Udviklingsprogram (UNDP) hver anden uge med at arrangere et valg et sted i verden, og hver dag arbejder UNDP, andre FN-organisationer, ngo’er, regeringer og andre med at udbrede demokrati og menneskerettigheder. Jo, der er i sandhed grund til at fejre fremskridtet. Men det er ikke tilstrækkeligt at stoppe her og bare fejre. Diskussion, refleksion og kritisk stillingtagen til den demokratiske helbredsstatus er nødvendigt. Ellers vil udviklingen gå i stå. Derfor er der ikke kun grund til at fejre sejre og fremskridt – men også grund til at stille kritiske spørgsmål og reflektere over, hvor langt vi er nået, og hvad vi kan og skal gøre bedre. Som det for nylig er blevet pointeret af danske borgere og politikere, der forholder sig kritisk til FN, er der stadig mange udemokratiske regimer i verden. Det er fuldstændig korrekt, at disse udemokratiske regimer er medlemmer af FN, selv om der med al mulig grund kan sættes spørgsmålstegn ved deres evne og vilje til at leve op til selve grundlaget for De Forenede Nationer – nemlig menneskerettighederne. Men når sund kritik og skepsis leder hen til forslaget om at opløse FN og i stedet oprette en koalition kun for demokratiske stater, må vi erklære os dybt uenige. Debatten om FN som en ’snakkeklub’, der »ikke har udrettet meget godt på Jorden«, gik tilsyneladende i sig selv igen, men synspunktet dukker op med jævne mellemrum. Derfor griber vi chancen og kommer med et par refleksioner omkring demokrati. Demokrati på flere niveauer Først og fremmest er det nødvendigt at fundere over, hvad demokrati er. I de nylige valghandlinger nævnt ovenfor – som eksempler på at der er noget at fejre – er der taget udgangspunkt i det, de fleste af os umiddelbart forbinder med demokrati: en valgkamp, selve valget og de institutioner, som politikere kan lade sig vælge til. Men det forhold, at der bliver afholdt et valg, er jo på ingen måde en garanti for, at valgene er frie, eller at alle befolkningsgrupper – inklusive kvinder – er tilladt at stemme. Ej heller garanterer institutioner, at dommere, politifolk, lærere eller embedsfolk ikke er korrupte. Valg og institutioner er nødvendige, men ikke tilstrækkelige til at skabe demokrati. Det er logik for enhver demokrat.
