De må kun føde ét barn. De bliver masseflyttet, hvis landet skal bruge jorden, de bor på. De kommer i husarrest eller det, der er værre, for at kritisere magthaverne. De forpurrer klimaaftaler og stemmer altid imod sanktioner mod andre lande. Og så er de ved at købe hele verden. Det er nogenlunde de indtryk, jeg har fået dagligt i flere år, og det har både efterladt mig mystificeret og med følelsen af, at man som dansk politiker har en pligt til at lære landet bedre at kende. Som vesterlænding, og måske især som dansker, er man ellers ofte forfalden til kun at kunne se manglerne hos andre.
Vi har opbygget så moderne et samfund, at man godt kan blive lidt fartblind. Vi vil hellere fokusere på, hvordan de kommer ’op på vores niveau’, end studere dem nærmere. Jeg valgte derfor sammen med det øvrige Europaudvalg at rejse til Kina på udvalgsrejse. Sæt, der nu er muligheder for et samarbejde, der kan berige os begge. Måske har vi noget at tilbyde deres voksende middelklasse, eller hvem ved, måske kan vi få nyttige input af en økonomi, der ikke finder sit sidestykke i verdenshistorien. De har oplevet en fuldstændig vanvittig vækst. Under alle omstændigheder burde det, at mange mener, at Kina tilsyneladende er ved at købe verden, og at de allerede nu er yderst magtfulde i mange internationale affærer, være rigelig grund til, at alle bør prøve at forstå det store land mod øst. Kina spiller allerede en stor rolle på globalt plan, og Kinas aftryk på det internationale samfund er stadig voksende. Uanset om man forhandler klimamålsætninger og Kyotoaftaler, investeringsmuligheder for virksomheder, eller man oplever statsbudgetter med store underskud i en række europæiske lande, har Kina haft en afgørende rolle. Kina er i øjeblikket i gang med at investere massivt i Europa, hvor de har pumpet en masse penge i de kriseramte økonomier i Sydeuropa. De senere år har de også vendt blikket mod det afrikanske kontinent, hvor de har set investeringsmuligheder, og i USA har de investeret igennem en lang årrække, En overskrift på forsiden af The Economist skrev meget rammende: ’China buys up the world’. Kina er p.t. den næststørste økonomi i verden og oplever stadig stigende vækst med vækstrater pr. år på 10 procent af BNP. Kinas rolle på globalt plan er voksende mod supermagtstatus, men flere mennesker sætter spørgsmålstegn ved, om de er klar til at udfylde denne rolle – inklusive dem selv. Kinas EU-minister, som vi mødte på vores besøg i Beijing, understregede, at Kina alene ønsker at investere internationalt for at hjælpe europæerne, og at de intet behov har for at købe verden op. Blot antydningerne virkede tydeligvis provokerende på hende. Kinas internationale ageren hænger tæt sammen med, hvordan de ønsker, at andre lande skal agere over for Kina. Derfor har kineserne også generelt i FN stemt imod sanktioner mod andre lande. Deres bekymring har været, at omverdenen så også kunne indføre sanktioner mod Kina for deres Tibetpolitik eller for deres manglende overholdelse af menneskerettighederne. Så det, at de ikke stemte imod flyveforbuddet over Libyen, er et nybrud i kinesisk politik, som bliver interessant at holde øje med.
