For tredive år siden blev François Mitterrand Den Femte Republiks første socialistiske præsident.
Han kom i hvert fald fra venstrefløjen. »Jeg tror på ånderne, jeg forlader jer aldrig«, betroede han seerne, da han efter to gange syv år på Elysée’et tog afsked med Frankrig. Med sit frygteligt hærgede og indfaldne pergamentansigt kunne man for resten godt tro, han allerede var hinsides. Han styrede landet med døden i hælene. Få måneder efter sejren 10. maj 1981 fik han konstateret prostatakræft, der senere gik i knoglerne. De officielle helbredsbulletiner i løbet af hans to embedsperioder kunne lige så godt have handlet om hans labrador. De, der vidste besked, holdt kaje af respekt for privatlivet. Et minefelt, der i Mitterrands tilfælde var nok så omfattende. Allerede fra og med 1984 overlod han det, som general de Gaulle i sin tid havde kaldt forvaltning, dag til dag-politik, til regeringen. Selv helligede Mitterrand sig det berømte reserverede område, udenrigspolitikken. Han tog sig dog også tid til at besætte de afgørende poster med de rigtige folk, så maskineriet kørte, som det skulle. Manden, der som oppositionsleder så indædt havde kritiseret Den Femte Republiks forfatning og generalens enestyre, vænnede sig hurtigt til systemet. Hans personlighed rummede karaktertræk, der gjorde ham mindst lige så monarkistisk anlagt som den store Charles. Hans myndighed var stor, han tålte ingen modsigelse, medarbejderne fungerede under devisen del og hersk. Ludvig XVI’s afhuggede hoved rumler i øvrigt stadig i en fransk præsidents bagage – og i socialisternes! Men hvad er der egentlig tilbage af Gud eller Sfinksen, som et satirisk ugeblad døbte Mitterrand? Hvad kan socialisterne i vore dage hente i mitterrandismen? Er der noget krudt tilbage i tønden, kan bagladegeværerne fikses op? Hvis et afskyeligt tordenskrald ikke havde rystet den politiske verden, ja, hele den franske befolkning, ville socialisterne have set den nærmeste fremtid i møde med afklaret håb og store forventninger.
