Debatten om skævhederne i fordelingen af statsstøtte til litteraturen har et videre kulturelt perspektiv. Det handler ikke kun om, hvorvidt den ene eller den anden slags litteratur fortjener at blive påskønnet, om det skal være den stribede eller den ternede. Takket være armslængdeprincippet har lovgiverne afskåret sig fra enhver indflydelse på vurderingen af litterær kvalitet. Den står forfatterne selv for i de skiftende tremandsudvalg. Her kan de uforstyrret sidde og dele penge ud til dem, de synes om, uden at skulle redegøre nærmere for deres dispositioner, som det ellers er tilfældet ved fordeling af offentlige midler. Men hvordan indvirker støtten som sådan på den rolle, litteraturen spiller i samfundet? Niels Bohr påviste, hvordan enhver, der undersøger noget, uvægerligt indvirker på det, han undersøger. Og hvis man forandrer virkeligheden bare ved at måle på den med sine apparater, hvordan går det så ikke, hvis man griber ind i den økonomisk? LÆS OGSÅForfatter: Litteraturstøtten er et løft til Den Danske Sprogbank For nylig foreslog jeg her i avisen, at arbejdslegaterne for en dels vedkommende ændres til en turnusordning, der kunne komme alle kvalitetsforfattere til gode. Det blev forstået sådan, at jeg plæderede for en art offentlig forfatterløn som afløsning for den nuværende ordning, hvor støtten er en hædersbevisning. Men som det fremgik af min kommentar (Pol. 16. juli.), er forfatterløn allerede en realitet for den eksklusive skare med fast sugerør i kokosnødden. Blandt andre har Sven Holm, Mette Moestrup, Naja Maria Aidt, Kirsten Hammann, Helle Helle og Pia Juul modtaget mellem 200.000 kr. og 350.000 kr. årligt gennem mindst tre år siden 2006. De er statsforfattere forstået på den måde, at de takket være den årligt tilbagevendende litteraturstøtte modtager noget, der ligner offentlig løn. Omkring en halv snes forfattere har været på lønningslisten i to årtier, og mit forslag om en turnusordning gik såmænd bare ud på at bringe lidt balance og rimelighed ind i denne tildelingernes lukkede automatik. Den har kun få forholdt sig til. Derimod er der voksende enighed om, at forfattere, der har svært ved at leve af deres forfatterskab, bør stå forrest i køen ved tildeling af støtte. Ifølge den nuværende kunstlov må der ikke skeles til indkomst ved tildelingen af legater. Der er jo ikke tale om bistandshjælp, og støtten gives alene ud fra en kvalitetsvurdering. Alligevel konstaterer Lars Liebst, formand for det udvalg under Kulturministeriet, der skal revurdere kunststøtten: »Man kan ikke helt udelukke, at indtægt spiller ind i dag«. (Pol. 18. juli) Formodningen er med andre ord, at de litterære tremandsudvalg under Kunstrådet og Statens Kunstfond i praksis - og lovstridigt – ikke nøjes med at tildele arbejdslegater m.m. ud fra en kvalitetsvurdering, men også gør det ud fra en vurdering af ansøgernes økonomi.

Jeg kunne godt lide at vide, hvilket kendskab udvalgene kan have til en forfatters indkomstforhold ud over gisninger og vonhörensagen. Hvordan verificeres det, om et legat i år vil være overflødigt eller et supplement, der gør en forskel? Er man diskvalificeret, hvis man har ligget på avisernes bestsellerlister? Formentlig ikke, eftersom både Helle Helle, Pia Juul og Søren Ulrik Thomsen er blandt de faste abonnenter på litteraturstøtte. Forholdet mellem litterær kvalitet og økonomisk trang går igen i en udtalelse af forfatteren Solvej Balle: »Når Grøndahl kalder de forfattere, der ofte får støtte, ’Tordenskjolds soldater’, glemmer han, at det er disse forfattere, der giver støtten mening. Det er de forfattere, der igen og igen skriver gode bøger - og som igen og igen må søge penge for at skrive den næste, fordi den seneste heller ikke var et økonomisk guldæg ... Det, man skal holde sig for øje, er efter min mening, at så meget som muligt af støtten går til den bedste litteratur og til de fattigste forfattere på samme tid«. (Pol. 16. juli) Solvej Balle hører til de forfattere, der så godt som årligt gennem tyve år har haft glæde af litteraturstøtten. Alene hendes seneste bog fra 2008 har staten investeret hen ved en halv million kroner i. Ud over Solvej Balle har bl.a. Jens-Martin Eriksen, Merete Pryds Helle, Morten Søndergaard og Janne Teller hver modtaget omkring en million kroner i litteraturstøtte siden 2006. Man må derfor forstå hende sådan, at hun og de andre nævnte efter hendes opfattelse hører til de forfattere, »der giver støtten mening«, som hun siger, ikke uden arrogance. Men støtten har vel en mening, før den når frem til sine værdige modtagere? Som ideel målsætning hos lovgiverne ville den vel stadig have været meningsfuld, selv om Solvej Balle aldrig havde skænket os sine få, men kritikerroste værker?
LÆS OGSÅForfattere i flødesovs Solvej Balle foreslår en indtægtsregulering, så man kun kan søge støtte, hvis man tjener mindre end en folkeskolelærers løn. Konsekvensen er vel, at staten så skal supplere forfatternes indkomst op til lærerlønnen? Det vil sige, at forfatterne fremover skal vedlægge årsopgørelser samt oplysninger om gældsforhold og samlevers indkomst - som det er tilfældet med al anden socialhjælp - når de sender ansøgninger ind med cv og synopsis til den næste bog. De vil blive klienter, ligesom tremandsudvalgene skal til at agere sagsbehandlere også i formel forstand og ikke - som nu - blot ud fra en lemfældig vurdering af, hvem der er værdigt trængende. Men hvis kunstlovgivningen i fremtiden skal sammenkæde fattigdom og litterær kvalitet, vil et beskedent antal læsere nærmest være at opfatte som et adelsmærke. Ganske vist vil støtten fortsat blive givet ud fra kravet om den allerhøjeste litterære kvalitet, men har en god forfatter også mange læsere, vil vedkommende ikke længere kunne opnå statslig bevågenhed. Jo færre læsere, desto bedre litteratur! Det bliver statens officielle litteratursyn, og så har armslængden fået et knæk. De fleste forfattere vil gerne læses. Det er derfor, de udgiver deres bøger i stedet for at rundsende manuskripterne til familie og venner. Naturligvis vil alle også gerne have så mange læsere som muligt, men ikke desto mindre har forfatterne gennem litteraturhistorien haft meget forskellige holdninger til deres læsere og til det at blive læst. Jeg bør indskyde, at det er romanen, jeg her taler om. Poesien er anderledes uanfægtet af spørgsmålet om offentlighed. Den er mere hermetisk end romangenren, der som regel har haft et mellemværende med civilsamfundet og det offentlige rum. Man kan ligefrem sige, at problemet opstår, når romanforfattere anlægger sig poeternes selvforståelse.