Tidligere var børneopdragelsen i Danmark udelukkende et privat anliggende. Det var forældrenes eget ansvar. I dag kan man se, at staten har hele overkroppen inde over familiernes domæne. Det vækker voldsomme følelser, men er svært entydigt at forholde sig til. For eksempel anerkender de fleste, at forældrenes revselsesret blev afskaffet, mens mange er skeptiske over for statslig styring af daginstitutionernes arbejde, og andre igen kritiserer socialsektorens manglende sensibilitet over for klienternes anderledes livsstil. Kroniken diskuterer disse fænomener blandt andet med afsæt i udviklingen på daginstitutionsområdet. Daginstitutionerne i Danmark har på mange måder en særpræget historie. De har eksisteret som tilbud i mere end hundrede år og har ændret grundlæggende karakter og opgaver flere gange uden en egentlig offentlig debat. De har forandret sig fra et tilbud til de få, med særlige behov, til et tilbud til så godt som alle børn. Fra beskeden økonomisk fylde til en enorm økonomisk satsning. Igen uden nogen videre debat. Vi bruger i dag cirka 22 milliarder kommunale kroner på børnepasning, og uanset nedskæringer vil udgifterne fortsætte med at vokse, alene fordi stadig flere børn optages i institutionerne. Først i dag 2004 har vi med lov om pædagogiske læreplaner taget hul på debatten om de samfundsmæssige krav til institutionsopdragelsen. Til sammenligning koster gymnasierne os knap 5 milliarder om året, men lægger beslag på uendelig meget mere diskussion. I Folketinget, i amterne, i offentligheden og så videre. Hvorfor denne forskel, når de fleste formodentlig vil være enige i, at de to-tre første år af et barns liv er de vigtigste for dets fremtid, og når de ressourcer, vi bruger på de mindste børn, er fire gange så store? I praksis må gymnasiet alligevel vurderes at være mere betydningsfuldt for de unges (ud)dannelse end deres vuggestue. Nu ønsker jeg ikke at sammenligne vuggestuen og gymnasiet. Blot anfører jeg, at der ikke altid er sammenhæng mellem ressourceforbrug og offentlighedens interesse. Sådan har det været længe, men noget tyder på, at daginstitutionernes tid som autonome republikker nu er slut. Med loven om pædagogiske læreplaner bringes daginstitutionerne ind under statens overordnede målsætning for (ud)dannelsen i dette land. Og sammen med en række andre tiltag bringer det børneopdragelsen ind i centrum af den kultur- eller idékamp, som raser på uddannelsesområdet i disse år. Daginstitutionerne har historisk været fredet som arena for kulturkampen, sådan er det ikke længere. Den siddende regerings ønske om at skabe varige institutionelle forandringer i velfærdsstaten har bragt opdragelsen af de mindste ind i kampsfæren. Der er blot inden for det sidste år fremsat flere indgribende overvejelser og lovforslag end de sidste 15 år, med loven om pædagogiske læreplaner som foreløbig kulmination. Forslaget repræsenterer et ønske om at styrke kvalificeringen af børnene inden for en række discipliner, som antages at blive betydningsfulde i fremtiden. I folkeskolen og på arbejdsmarkedet. Børnene skal underlægges mere styring på et tidligere tidspunkt. De skal stifte bekendtskab med tal og bogstaver i børnehaven, science og helse. De skal lære at modtage undervisning, at indgå i forpligtende grupper og så videre. Lovforslaget anvender moderne termer - at styrke den sociale og personlige kompetence, at være medskaber af egen læring og så videre. Men sigtet er klart. Daginstitutionerne skal ikke længere fungere som den forlængelse af hjemmet, de traditionelt har været, men som det første skridt ind i et livslangt læringsmiljø. Der skal nye værdier og mål ind i pædagogikken. Hertil har der faktisk været relativt bred tilslutning. Idékampen kommer herefter til at handle om sigtet med institutionernes opdragelse, og hvad læreplanerne skal føre til på længere sigt. Kan pædagogikkens mål fortsat være barnets frigørelse fra snærende traditioner, konventioner og undertrykkelse, og vil en progressiv pædagogik kunne rummes i et kvalificeringssystem som det planlagte? Kan børnehaverne bevare deres relative autonomi fra statsmagten, eller bliver de en del af dennes udøvelse af magten? Vil børnenes indflydelse på deres egen dagligdag i børnehaven kunne bevares, eller fører udviklingen til overdreven struktur, skema og styring? I mange år levede børnehaverne som sagt et liv uden for politikeres søgelys. Så længe de overholdt budgetterne, og forældrene ikke klagede, fik institutionerne lov at passe sig selv og, i samarbejde med forældrene, at tilrettelægge dagligdagen. Denne tilstand reflekterede det gamle borgerlige synspunkt om, at børnene var forældrenes ejendom, og at forældrene alene havde ansvaret for deres opdragelse. Som følge heraf har det været antaget, at institutionernes arbejde udgik fra forældrenes tilrettevisninger, eller i det mindste blev tilrettelagt i tæt samarbejde med forældrene. For eksempel hed det tidligere i det cirkulære, som beskrev daginstitutionernes opgave: »Daginstitutionerne har til opgave i samarbejde med forældrene at skabe et miljø for børnene, der kan supplere hjemmets opdragelse«. Loven om forældrebestyrelser fra begyndelsen af 1990'erne understøttede denne antagelse, og loven bidrog samtidig til at udbrede ideen om decentralisering, som nok var det afgørende forvaltningspolitiske dogme i den offentlige forvaltning op igennem i 1980'erne og1990'erne. Med loven om forældrebestyrelser i 1992 tog decentraliseringsprojektet et nyt spring, og siden hen er rammebudgettering gennemført som styringsmiddel i så godt som alle kommuner. På den måde bidrog en teknisk budgetmetode til yderligere at cementere den udstrakte autonomi, som daginstitutionerne altid havde haft, og som i praksis gjorde beslutninger om mål og metoder til et lokalt anliggende. Men op i gennem 1990'erne så vi flere og flere tegn på, at de nye tider var undervejs. Både på det indholdsmæssige og det forvaltningspolitiske område. For så vidt angår det indholdsmæssige, begyndte flere og flere kommuner at interessere sig for og stille krav til børneinstitutionernes pædagogiske arbejde. Krav om mål og evaluering. Om synlighed og omstilling. Rammestyring blev til mål- og rammestyring. Kommunalpolitikerne ville vide, hvad de fik for pengene, eller de ønskede særlige politikker fremmet. I begyndelsen overskuelige ting som rygepolitik, kostregler og så videre, men hen ad vejen stadigt mere indgribende emner med direkte sigte på det daglige pædagogiske arbejde med børnene. I dette kølvand blev værdiledelse et nyt (mode)fænomen - en anden styringstanke, som dels udfordrede økonomistyringens hegemoni, dels tvang de decentrale enheder (børnehaver, skoler mm.) til at implementere overordnede kommunale formuleringer om værdier, visioner og mål. I dag er det almindeligt i de fleste kommuner. Denne proces er også skubbet frem af pædagogerne og deres organisationers kamp for at blive anerkendt for andet og mere end blot at 'passe' børnene. Et valg, som ikke har været let, for med øget synlighed fører også flere krav, og uden garanti for flere ressourcer. Forandringsprocessen har blandt andet kunnet iagttages gennem den kommunale brug af begreber og metaforer, som i perioden fra midtfirserne til årtusindskiftet har forandret sig markant. Fra managementsprog til kompetencesprog. Spørgsmålet om privatisering og udlicitering, som for alvor dukkede op på daginstitutionsscenen i midten af 90'erne, har, uanset at det repræsenterer en forvaltningspolitisk approach (tilgang, red.) til feltet, paradoksalt nok også skubbet til debatten om daginstitutionernes opgave, faglighed og pædagogisk indhold, og det kan forklare, hvorfor de centrale interesseorganisationer har været relativt mådeholdne i deres kritik. Det blev derfor nok ISS' talentløse forvaltning af udliciterede daginstitutioner snarere end deres private karakter, som dømte dem ud af banen. De kommuner, som har eksperimenteret med udbud af daginstitutioner, har erfaret, at en sådan proces forudsætter en stillingtagen til den kvalitet, man ønsker, til pædagogiske mål, personalepolitik og meget andet. Derfor har processen styrket viden og kendskab i forvaltningen til arbejdet på gul stue. I nogle kommuner har det styrket troen på egne kræfter, hos andre har det styrket evnen til at levere et udbud. Men alle steder har det skærpet konflikten mellem de politiske ønsker om mere styring på basis af fælles kommunale værdier og mål og udliciteringens tvilling, den private operatørs frihed til at formulere og styre efter egne værdier. Vil vi styre og sikre os kontrol, eller ønsker vi 'frit valg'. Et vanskeligt dilemma, når man nu som regering vil begge ting. Men decentraliseringen som styrende idé er på vej ud til fordel for et markedsrationale, hvor den enkeltes frie valg skal være det, der konstituerer den offentlige service, samtidig med at forældrene nu får samfundet med som ansvarshavende for opdragelsen. Læreplanerne skal bidrage til at gøre børnene mere parate til skolens krav og til arbejdsmarkedet, skal introducere dem til tal og bogstaver, science og helse og lære dem normer for god opførsel. Ingen siger: Når forældrene nu ikke vil, eller kan, men det er den underliggende dagsorden, for selv de mest hårdnakkede tilhængere af den hjemmegående husmoder har erkendt, at hun er død og borte. Det øgede statslige medspil i opdragelsen har vi også set i diskussionerne om myndighedernes indsats over for samfundets mest udsatte børn. Skiftende socialministre har de seneste år ønsket at styrke familiens rolle i kommunernes sociale arbejde. Det vil næppe nogen være uenig i, men problemet består i, at familiens nye rolle skal udfoldes med afsæt i krav, som det offentlige skal kunne stille. En kommune skal kunne indgå såkaldte familiekontrakter, som pålægger familierne forpligtelser, som kommunerne ikke efter serviceloven i dag kan pålægge familierne. For eksempel at læse lektier med deres børn, at gennemføre bestemte aktiviteter i familien og så videre. Man kan sige, at staten overskrider familiens domæne på en helt ny og temmelig vidtgående måde. Og fordi målet er 'det gode', at redde børn fra social nød, anerkender man metoder, som reelt sætter normer for, hvad der er en rigtig måde at være familie på. Den var næppe gået i whiskybæltet, men er ikke ualmindelig over for såkaldt svage familier. Man 'kontraktliggør' så at sige familierne. Negativ social arv skal bekæmpes gennem at normalisere familiernes liv. Et temmelig tvivlsomt projekt, men også grænseoverskridende, fordi staten eller myndighederne i den grad kommer til at påtage sig en ny rolle som smagsdommer. Denne praksis er blevet hyldet af politikere både lokalt og centralt og er blevet suppleret med mange forskellige forslag, som alle trækker i samme retning. Mere formynderi, mindre frihed. Jeg skal blot nævne et ikke vedtaget konservativt forslag om forældreuddannelse. Var tænkt som et krav til forældre, som kunne forventes ikke at være i stand til at styre og opdrage egne børn, herunder ikke mindst forældre med indvandrerbaggrund. Tvangsadoption. Et forslag, som en række især borgerlige borgmestre fremsatte i 2003, for at give myndighederne større magt over for (ustyrlige) borgere, men som trods alt blev skudt ned efter en høring i Folketingets Retsudvalg. Fælles for disse og andre tilsvarende ideer er, at den forebyggende effekt sjældent er i fokus endsige dokumenteret, og at målgruppen altid er borgere, som i forvejen er marginaliserede og derfor ikke evner at modsætte sig myndighedernes intervention. På samme måde, som mange klienter oplever mødet med socialforvaltningen. At socialarbejdere ikke kan undlade at vurdere klienternes livsførelse på baggrund af deres egne præferencer og forståelser, har længe været anerkendt som en problematisk faktor i arbejdet med udsatte familier. Den professionelle debat handler blandt andet om, hvilken betydning det har, og hvordan socialarbejdere kan kompensere for negative konsekvenser af de kulturelle forskelle mellem sagsbehandler og klient. Derfor forekommer det paradoksalt, når de politiske signaler ligefrem søger at ophøje denne tilstand til en norm for socialt arbejde. Det fører til en voldsom skærpelse af den kulturelle kamp om socialpolitikkens funktion. Vi skal løse de sociale problemer gennem at normalisere klienterne. De skal lære gode middelklassenormer, så opgiver de deres forkerte liv. At det offentlige overskrider det private domæne på en række felter, synes at have sin parallel på arbejdsmarkedet. Relationen mellem arbejdsgiver og lønmodtager forandres også voldsomt i disse år, og grænsen for, hvad en arbejdsplads kan begære, er flyttet, samtidig med at begæret synes utæmmeligt. Det har hidtil været god latin, at lønmodtageren solgte sin arbejdskraft og stod til rådighed for arbejdsgiveren i et antal timer dagligt. Hvad han derudover gjorde og mente, var arbejdsgiveren uvedkommende. Sådan er det ikke mere. Skiftet kan iagttages på to områder. Et udvidet arbejdsgiveransvar i form af ny omsorg, og en ny type af krav, som det er legitimt at stille til medarbejderen. Den særlige omsorg registreres i form af politikker for stadig flere forhold. Alkoholpolitik, rygepolitik og så videre. I begyndelsen formulerede arbejdspladsen sådanne politikker af hensyn til medarbejderens produktivitet. Nu handler det også om at udleve et større socialt ansvar for 'den hele medarbejder'. Det nyeste eksempel er en medicinalvirksomhed, som også vil formulere en politik for medarbejdernes bevægelser i trafikken, og ikke kun, når de færdes i firmabilen. Der kan tales meget og længe om det positive i, at virksomheder støtter medarbejdere med alkoholproblemer, og det er fint at kunne få hjælp til at stoppe rygningen, og derfor er protesterne mod den omsorgsfulde arbejdsplads beskedne. Men ikke desto mindre repræsenterer eksemplerne en udvikling, hvor det private rum bliver stadigt mindre. Et andet, men lige så upåagtet eksempel på utidig overskridelse af det private ses med modefænomenet værdiledelse. En tilgang til topledelse, hvor styringsmidlet er formuleringer om grundlæggende værdier om relationer mellem mennesker, relationer til kunder, medarbejdere mm., snarere end konkrete mål og resultater. Værdier, som reelt rækker ud over virksomhedens grænser, og som derfor har en tendens til også at forpligte medarbejderne i deres fritid. Forpligtelsen ligner den formulering, vi genfinder i mange tjenestemandsreglementer, og som forpligter tjenestemanden til at optræde med den værdighed, som stillingen kræver, både i og uden for tjenesten. Når arbejdstidsbegrebet i disse år samtidig tenderer til at opløses, når stadig flere får fleksible arbejdstider eller arbejder med projekter snarere end arbejdstid, er risikoen for at opleve hele livet som arbejdsliv nærliggende. Arbejdspladsen har så at sige invaderet medarbejderens private sfære, i et omfang som vi aldrig tidligere ville have accepteret. Når værdiledelse samtidig formelt sætter normer for, hvad medarbejderen må synes om, er det ikke overdrevent at advare mod totalitære træk. Alt dette efterlader borgeren i en situation, hvor hans hverdag i stadig større grad invaderes af krav og forventninger fra stadig mere magtfulde systemer, og i det lys skal kampen om sjælene på radisestuen ses.