Det handler ikke længere om at være for eller imod ’kulturarven’ eller ’smagsdommerne’ eller andre rester fra 00’ernes kulturkamp. Det handler om dansk kulturs helt basale dynamik og bæredygtighed. Krisen kommer også i fremtiden til at sætte begrænsninger for de offentlige budgetter. Derfor kommer en progressiv kulturpolitik til at handle om, hvilke organisatoriske rammer vi udstikker, og hvilke samarbejdsrelationer vi ansporer til. Der står med andre ord ikke noget pengetræ i gården i Nybrogade 2, og hvis dansk kulturliv skal finde ny fremdrift, er det nødvendigt, at vi omstiller os. Kig ud i Europa, og se, hvad der sker lige nu i Sydeuropa, Holland og England. Voldsomme nedskæringer over hele linjen, også på kulturområdet. Portugal har afskaffet kulturministeriet og gemt kulturen væk under statsministeriet. Grækenland vil udleje Akropolis som filmkulisse til spotpris. Og Holland – et land, der på mange måder ligner Danmark – skærer 25 pct. på kulturbudgettet. Det svarer til, at vi lukker Det Kongelige Teater, Filminstituttet og Statens Kunstfond og med ét slag kvæler nationalscenen og ødelægger grundlaget nye film og ny kunst i Danmark. Nedskæringer i den størrelsesorden ville være en katastrofe for Danmark. Men de er virkeligheden i en lang række europæiske lande. I finanslovsforslaget for 2013 oplever vi, på trods af den dramatiske retorik i dagspressen, ikke store nedskæringer på kulturområdet. Diskussionen om eksempelvis Den Gamle By og Fregatten Jylland handler om midlertidige bevillinger, som bortfalder 1. januar 2013. Derfor har vi valgt – sobert og fair – at omprioritere støtten fra den gratis adgang for voksne til Statens Museum for Kunst til en række østjyske museer og en pulje til danske forfattere. Hvis man endelig skal tale om den regionale fordeling, flytter vi midler fra København til provinsen. Reaktionerne på finanslovsforslaget viser, at aktørerne i kulturlivet stadig ser Kulturministeriet som en pengepung for de mange fine ambitioner i hele Danmark. Midlertidige puljer forventes forlænget i det uendelige, og man starter projekter uden at have i finanserne i orden, mens man regner med, at staten betaler regningen. Der er tale om mangelfuld ledelse, når det kan komme bag på institutionerne, at midlertidige bevillinger bortfalder. Det er jo derfor, de er midlertidige. Det borgerlige hykleri i denne sag springer også i øjnene. Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, kritiserer finansloven, men glemmer at fortælle, at det var VKO, der gjorde bevillingerne midlertidige. På Venstres eget finanslovsforslag for 2013 optræder der heller ingen nye penge til kulturområdet, så det er svært at se Venstres udmelding som andet end et forsøg på at vinde billige point. Jeg forstår udfordringerne for de berørte institutioner (som jeg har haft en løbende dialog med), men vi bliver nødt til at få sat tingene i det rette perspektiv. Og vi bliver først og fremmest nødt til at se på strukturelle moderniseringer. Et eksempel på en (i min optik) progressiv modernisering er min reform af kunststøtten, som alle Folketingets partier har tilsluttet sig. Her har vi alene ved organisatoriske ændringer og uden at flytte midler fra ét kulturområde til et andet gjort systemet langt mere gennemskueligt og nemt at gå til. Vi sammenlægger Statens Kunstfond og Kunstråd og styrker fagligheden ved at tilføre de faglige udvalg penge fra en tværgående pulje og fjerne politikerne fra repræsentantskabet, der udpeger fagudvalgene. Men det at ændre tænkning, fokus og selvforståelse er ’langsomme’ og til tider ’usynlige’ processer, som det kan være svært at få øje på i øjebliksbilledet. Men det er de ændringer, der på langt sigt vil definere dansk kulturpolitik. I min optik er Kulturministeriet det vigtigste ministerium, fordi det varetager rammerne om nationens kulturelle dna. Kulturen har et stort potentiale for at blive en langt større drivkraft i det danske samfund på alle niveauer. Men det kan ikke ske uden en vidtgående mentalitetsændring i store dele af kulturlivet. Vi skal begynde at tænke i andre måder at legitimere kulturen på end blot at sige, at kultur er godt, fordi kultur er godt, for det er vi jo alle sammen enige om. Kunsten skal ikke spændes for en politisk dagsorden. Men vi skal turde tale om, hvad kunsten også kan, uden at blive beskyldt for at ville instrumentalisere den.

For at give et konkret eksempel, så deltog jeg i åbningen af det dansk-grønlandske udstillingsbidrag på Arkitekturbiennalen i Venedig, en af de vigtigste kulturbegivenheder i Europa. Det danske bidrag, ’Possible Greenland’, visualiserer en række arkitektoniske fremtidsscenarier for, hvordan Grønland løfter udfordringerne, når værdifulde råstoffer kommer inden for rækkevidde i takt med klimaforandringerne. Hvordan kan nye boligformer se ud? Hvordan man kan tænke lufthavn, havn og infrastruktur anderledes? Alt sammen som oplæg til en konstruktiv debat i det grønlandske samfund. Det er ikke bare en æstetisk vellykket udstilling, men også et formidabelt inspirerende og tankevækkende eksempel på, at vi løfter ambitionsniveauet for kunsten og kulturen. Og det inspirerer mig til at sige, at vi også skal løfte ambitionsniveauet for kulturpolitikken. Det første område, som jeg vil tage fat på, er digitaliseringen. Vi hørte netop i sidste uge uge, at den legendariske butikskæde T.P. Musik Marked gået konkurs. Det er bare det seneste tegn på, at den digitale udvikling ændrer vores kulturelle forbrugsmønstre helt fundamentalt. For bare 20 år siden var det utænkeligt, at vi via en bærbar telefon på størrelse med et spillekort kunne få adgang til mere information, end noget fysisk bibliotek i verden indeholder. Men i dag er det den mest naturlige ting. Udviklingen skaber en forventning hos borgerne om, at de kan få information af enhver art hurtigt, nemt og (næsten) gratis. Det er den virkelighed, vores kulturpolitik skal tage afsæt i. For mens vi som brugere hurtigt vænner os til de nye tilbud, halter markedets forretningsmodeller og kulturpolitikken bagefter. Derfor vil jeg give hele det kulturpolitiske område et gennemsyn med digitale øjne. Er vi på omgangshøjde med de store muligheder og udfordringer? Er de lovgivningsmæssige rammer på plads, tidssvarende og fleksible? Og hvordan kan vi blive bedre til at opgradere hinandens digitale kompetencer? Musikindustrien blev ramt først og hurtigst af den nye internetbaserede delekultur. Den digitale musik er godt på vej til at overhale det fysiske salg, og i 2011 stod salg af digital musik i Danmark for 39,1 procent af markedets samlede omsætning. Mens den enkelte musikelsker har fået flere tilbud, har musikerne, pladeselskaberne og butikkerne kæmpe udfordringer, fordi digitaliseringen stiller store krav til deres forretningsmodeller. Imidlertid er der tegn på, at musikindustrien er ved at finde fodfæste igen efter nogle omvæltende år, og de nye lovlige streamingtjenester som f.eks. Spotify og WiMP tilbyder det bedste af den digitale verden, samtidig med at kunstnerne får penge. Streaming er ikke nødvendigvis svar på alle udfordringer, og jeg skal med det samme sige, at jeg altid vil forsvare kunsternes ophavsret. Det er allerede forbudt i Danmark at distribuere piratmateriale, og der er allerede mulighed for at retsforfølge de værste syndere. Men samtidig må vi erkende, at intet tyder på, at man kommer piraterne til livs, når man kun satser på erstatningskrav, bøder og lukning af hjemmesider. Det har man forsøgt, siden Napster, en af de første og mest populære ulovlige fildelingstjenester, blev lukket i 2001. Resultatet var endnu flere og mere anonyme fildelingstjenester, der er så decentrale, at de er nærmest umulige at lukke ned. For nylig har den nye franske kulturminister, Aurélie Filippetti, udtalt sig stærkt kritisk om den såkaldte Hadopi-lov, ifølge hvilken myndighederne efter at have udsendt advarselsbreve kan bede domstolene om at suspendere piraternes internetforbindelser. Der er blevet udsendt 1 mio. advarselsbreve, men effekten er endnu uklar. Prisen har været 90 mio. kr. om året for en indsats, som Filippetti nu kalder »besværlig, dyr og ineffektiv«. Så hellere gå samme vej som Sverige, hvor det digitale salg allerede har overhalet det fysiske. I første halvår af 2012 udgjorde det digitale salg i Sverige 63,5 procent af det samlede musiksalg, hovedsagelig takket være Spotify. Og samtidig stiger den samlede omsætning igen efter nogle magre år og er nu tilbage på niveauet omkring 2004. Vi kan håbe, at vi snart vil kunne se den samme positive udvikling på bogmarkedet, der er ved at gå fra fysisk til digital distribution. I hvert fald stiger salget af e-bøger eksplosivt i eksempelvis USA. På filmområdet kan vi se samme udvikling. I Danmark åbner snart en række filmstreamingtjenester, og det vil med ét forandre dynamikken og give et stærkt alternativ til piratkopiering. I foråret 2012 lancerede regeringen med ophavsretspakken syv initiativer, der bevæger sig væk fra den omtalte brevmodel og i stedet understøtter den gode udvikling med plads til legale forretningsmodeller. Brevmodellen er derfor lagt på køl, indtil vi i dialog med rettighedshaverne får evalueret effekten af ophavsretspakken. En konkret udløber af mine overvejelser om digitaliseringen bliver en justering af biblioteksafgiften, så den svarer til de digitale tider. Jeg nedsætter nu et udvalg, der skal se på mulighederne for at reformere biblioteksafgiften, så den kommer til at afspejle bibliotekernes brug af e-bøger. Biblioteksafgiften på omkring 170 mio. kr. årligt er en vigtig del af finansieringen af de danske forfattere, og den er dermed samfundets kontrakt med forfatterne om støtte til gengæld for udlån. Men biblioteksafgiften er ikke tidssvarende. Den gælder kun de fysiske eksemplarer af bøger på bibliotekerne, og hvad sker der så, når bibliotekerne begynder at udlåne e-bøger? På biblioteksområdet er Danskernes Digitale Bibliotek (DDB) et samarbejde mellem staten, Kommunernes Landsforening og (forhåbentlig) alle de danske folkebiblioteker. DDB skal sikre gode indkøbsaftaler og et mangfoldigt tilbud af e-bøger og andet digitalt materiale hos alle landets kommuner. Som det er i dag, kan én kommune have ét sæt af elektroniske bøger, mens en anden kommune har helt andre tilbud eller meget få. Det er slet ikke i tråd med det, som digitaliseringen burde handle om, nemlig at alle har nem og hurtig adgang til mest muligt indhold, selvfølgelig i det omfang aftalerne med de kommercielle spillere kan falde på plads. En anden ordning, som har brug for et eftersyn, er den danske mediestøtte, der årligt uddeler hen ved 400 mio. kr. til danske dagblade m.v. i produktionsstøtte. Det er et vigtigt bidrag til produktionen af dansk journalistik på højeste niveau. Mediestøtten skal revideres her i efteråret, og i den forbindelse skal vi tage fat på en modernisering.