Regnen er begyndt at falde i Sahel. Om nogle måneder vil den dæmpe sulten et ganske kort øjeblik. Men regnen kan ikke løse krisen. Beviset er børnene. Omkring halvdelen af dem vokser op med kronisk fejlernæring. De lever i en permanent krise, som kræver politiske løsninger – nogle af disse er vi ansvarlige for i Europa. Globale politiske påvirkninger hænger uløseligt sammen med globalisering af ideer og værdier. Det mærker man meget konkret i Sahel, der er det bælte af lande, der ligger på grænsen af den enorme Saharaørken i Vestafrika. Nigers præsident, Mahamadou Issoufou, har i forsommeren besøgt Europa og talt om opblomstringen af det såkaldte ’Afrikanistan’. Betegnelsen dækker over, at pakistanere og afghanere samarbejder med det nordafrikanske al-Qaeda (AQIM), som sammen med lokale islamistiske grupper har overtaget magten i det nordlige Mali. Sahellandenes ledere håber alle på en militærintervention af frygt for spredningen af dette ’Afrikanistan’ fra det nordlige Mali til deres lande – Niger, Tchad, Mauretanien og Burkina Faso. Muligheden for en militærintervention har været til diskussion i FN’s Sikkerhedsråd flere gange denne forsommer. FN kræver en yderligere præcisering af styrkens mandat og den militære strategi, før en afstemning kan finde sted. Nigers præsident har tillid til, at FN og specielt de europæiske lande vil bakke op, for, som han siger, »det er kun Middelhavet, som skiller os«. AQIM har siden 2007 kidnappet 80 vesterlændinge i Sahel, hvilket har givet dem 183 millioner euro i løsepenge. En række af de kidnappede er aldrig blevet overleveret, men i stedet dræbt i AQIM’s varetægt. Mange af våbnene fra de plyndrede lagre under konflikten i Libyen er faldet i hænderne på AQIM, således at de både er bedre bevæbnede end tuaregoprørsgruppen MNLA i det nordlige Mali og Malis egen hær.
Det, der startede som en uafhængighedskamp for en tuaregstat i det nordlige Mali, er blevet til en besættelse af islamistiske grupper. Situationen er blevet yderligere kompliceret, efter at en tredje gruppering har meldt sig på banen. Det er den nyopståede lokalt baserede islamistiske gruppe Ansar Dine, som betyder troens forsvarere. Det er en gruppe, som ønsker indføring af sharia – til stor bekymring for de omkringliggende lande. Det ændrer spillets regler, at det ikke længere kun handler om en udefrakommende fjende, men også om bekæmpelse af ens egne. De store ørkenområder i den nordlige del af Sahel er svære at kontrollere og specielt for fattige stater. Men det er andet end et lovløst område uden mange statsinstitutioner. Det er også hjem for helt almindelige mennesker, som ikke alle synes, at forbud mod musik, krav om tørklæder til kvinder og andet foreskrevet af sharia harmonerer med deres livsstil. De yder modstand, og også kvinderne går på gaden for at lufte deres utilfredshed med den nye situation. EU er voksende optaget af sikkerhed i Sahel. I 2011 formulerede EU en Sahel-strategi for udvikling og sikkerhed i regionen. Det var en reaktion på al-Qaedas stigende fodfæste i området. Strategien taler om fattigdom og marginalisering som de underliggende årsager til øget islamistisk terror i Sahel, og at unge mænd rekrutteres på grund af manglende alternative beskæftigelsesmuligheder. Strategien gør sikkerhed i Sahel til et europæisk anliggende og skriver: »En mere nylig prioritet er at forebygge al-Qaeda-angreb i Sahel og netværkets potentiale til at udføre angreb i Europa (…) at beskytte økonomiske interesser og skabe basis for handel og europæiske investeringer. Forbedret sikkerhed i Sahel har en klar og direkte effekt på beskyttelsen af europæiske statsborgere og europæiske interesser samt på EU’s interne sikkerhed. Det er derfor vigtigt at sikre og styrke sammenhængen mellem EU’s interne og eksterne sikkerhed«. Nøglen til fred ligger i de enorme nordlige områder, hvor terrornetværkerne har fået fodfæste. Freden kan ikke kun vindes militært, den skal også vindes gennem bedre levevilkår. Og det er her, noget så fjernt som EU’s landbrugspolitik pludselig får betydning for sikkerheden i de tørre egne af det vestlige Sahel. Har man fulgt de seneste diskussioner under det danske EU-formandskab, skulle man ellers tro, at reformen af den fælles landsbrugspolitik kun er et internt anliggende. LÆS OGSÅRegeringen ignorerer Afrikas bønder Fødevareminister Mette Gjerskov har siddet for bordenden under forhandlingerne, som har haft stærke paralleller til deling af fredagskage i børnehaven. De nye medlemslande klager over, at de får mindre støtte end de gamle. Holland klager over, at kravet om braklægning af syv procent af jorden (de såkaldte miljøzoner) koster et lille land dyrt.
