Normalt spørges der, om børn er skolemodne, mens der sjældent spørges, om skolen er børnemoden?
Dvs. om det indhold og den form, skolen har, passer til nutidens børn? Normalt tales der tillige om skolens ’faglighed’ som noget, alle véd, hvad er, og som derfor er uden for diskussion. Men for nutidens børn er den faglighed, som er fastlagt i trinmål og i eksamenskrav, helt uden for den elektroniske, digitale virkelighed, som børnene færdes hjemmevant i, fra de er ganske små. Man skal selv være ung eller have kontakt med nutidens børn og unge for at være klar over, at den danske enhedskulturs ’faglighed’, udviklet i skolen op gennem hele 1900-tallet og forbundet med bogstaver og bøger, er ved at være helt forældet i forhold til den elektronisk-globaliserede virkelighed, vi alle er blevet kastet ud i, men som især børnene og de unge har taget til sig på en måde, som ’vi ældre’ over 30 har svært ved at hamle op med. For skolebørnene og dermed også for lærerne er skolens boglige, ’leksikale’ faglighed en daglig belastning, fordi den for eleverne fremtræder som en tung, fremmed og uvirkelig verden, som alligevel skal læres, fordi den skal kunnes i de nationale test, i Pisa-prøverne og til de mange afsluttende eksaminer. Det er ikke mindst de to Haarder-perioder i 80’erne og i 00’erne, der har fastholdt og udbygget denne reaktionære og borgerlige ’dannelse’ som et undervisningsideal.
