Vi lever i et retssamfund.

Vores politi og retsvæsen fungerer og man kan ikke betale sig fra en domfældelse eller en rejst tiltale. Vi sætter en stor ære i, at ingen er dømt skyldig før det er bevist. Ingen uskyldige må havne bag tremmer. Faktisk er det sådan, at vi hellere ser ti skyldige på gaden frem for blot én uskyldig bag tremmer. Højt svungne beviser på vores retsbevidsthed. Men noget er der alligevel galt. Der er masser af ofre for vores retssystem. Folk, der simpelthen ikke kan udøve deres grundlæggende menneskerettigheder i vores land. Mennesker, der lever med truslen om vold og/eller voldtægt som et vilkår i livet. Mennesker, der skal leve med, at andre fniser af, at de har været udsat for sexchikane på arbejdspladsen. Mennesker, som ikke tør gå til politiet og fortælle, at de jævnligt bliver udsat for vold eller er blevet voldtaget. Vi ved, at antallet af anmeldelser er alarmerende lavt – for voldtægt og partnervold. Ingen ved med sikkerhed, hvor stort mørketallet er, men eksperter anslår, at antallet af anmeldelser ligger på omkring ti procent. Kan man forestille sig andre forbrydelser begået mod menneskers liv og førlighed, hvor antallet af anmeldelser er lige så lavt? Uden at vi som samfund ville gribe ind? Hvilke grunde har mennesker, som udsættes for partnervold eller voldtægt til ikke at anmelde det? Er det fordi, de er bange for at blive chikaneret igen af voldsudøveren? Er de bange for ikke at blive troet? Er de bange for at blive udråbt som løgnere, som billige, som løsagtige? Er de måske bange for fordømmelsen og for at deres omgivelser vil mene, at de nok selv var ude om det? Vi ved ikke særlig meget om, hvorfor mennesker ikke vælger at anmelde, for der er ingen, der har lavet en ordentlig undersøgelse. Men ingen af os er vel i tvivl om, at alle ovenstående grunde, kunne være mulige grunde til at lade være med at anmelde. Men der er nok også mange flere. Hver kvinde sin historie. Når man kigger nærmere på regeringens voldspakke (Mænds vold mod kvinder, 2004), er der en ting, der er slående. Og det er bestemt ikke selve voldspakken. Den er blød og smyger sig om problemet med nænsom kærlig hånd. Blide forsigtige løsninger til et hårdtslående problem. Jeg synes ikke, at der er noget galt i, at man gerne vil sende voldelige partnere i behandling. Helt fint. Men jeg bliver lidt bekymret, når jeg kigger på tallene. Man regner med, at 65.000 kvinder får tæv af deres kæreste eller ægtefælle – hvert år – i Danmark. Og 32 mænd om året vælger at gå i behandling. Det kommer vist til at tage rigtig lang tid før alle voldelige mænd har været igennem behandling. Og flere generationer før kvinder kan leve trygt i deres eget hjem. Forestil dig, at det der skal være dit hjem – dit trygge sted i en hæsblæsende verden – bliver det mest utrygge sted, du kan opholde dig. Måske kigger dine børn på, når du får tæv. 20.000 børn i alderen 5-14 år ser hvert år deres mor få tæv. Måske kigger naboerne diskret – og velmenende – den anden vej, når du passerer dem på vej ned ad trappen – forslået og med blå mærker, der kan anes under den højhalsede. Hvis du ringer til politiet, når du kan mærke, at han er ved at hidse sig op, er det ikke unormalt, at der går en time før de dukker op. Konsekvenserne af at leve i et voldeligt parforhold er mange. Isolation, ensomhed, frygt, dårlig samvittighed over for eventuelle børn og svært ved at passe et job. Selvværdet får et hak nedad for hver gang. Hvordan kan vi kalde os et retssamfund, når 65.000 kvinder hvert år udsættes for vold af deres partner? Hvordan kan vi kalde os et retssamfund, når 5.000 kvinder hvert år udsættes for voldtægt? De færreste tør anmelde forbrydelsen – og antallet af domfældelser ligger endnu lavere. Hver gang 100 kvinder udsættes for vold eller voldtægt, er der anslået ti, der anmelder det til politiet. Det betyder, at 90 gerningsmænd aldrig anmeldes. Af de ti, der anmeldes er der måske to, der fører til domfældelse. Så i 98 procent af tilfældene er det ganske gratis at slå eller voldtage en kvinde. For en gerningsmand betyder det, at der er to procent risiko for at blive straffet. Er det et retssamfund? Vi lærer vores døtre, at de skal passe på sig selv. Ikke gå ud efter mørkets frembrud – i hvert fald ikke alene. Ikke være for udfordrende. Ikke lægge op til noget. Sørge for at komme væk, hvis drengene eller manden begynder at slå ... Hvad er det for en pris, som piger og kvinder – døtre, søstre, mødre – skal betale for at leve i et retssamfund, der ikke formår at tilbyde dem et trygt liv? Et liv, hvor man dårligt kan trække vejret og i hvert fald ikke bevæge sig og gøre, hvad man har lyst til? Jeg ville ønske, at jeg kunne love min datter, at hun boede i et land, der ville tage vare på hende. At hvis hun nogensinde blev forulempet – slået, voldtaget eller udsat for sexchikane – så kunne hun trygt gå til politiet og anmelde det. De ville behandle hende varsomt, fordi hun ville være så sårbar og ked af det. De ville bruge de nødvendige ressourcer på at finde gerningsmanden og spærre ham inde. De ville sørge for at rejse sagen og han ville få den dom han havde fortjent. For min skyld meget gerne med et tilbud om behandling og hjælp til at undgå at udøve grove krænkelser over for kvinder igen. Men det kan jeg ikke! Vi bliver nødt til at gå langt mere dramatisk til værks, hvis vi vil sikre kvinder og piger deres grundlæggende menneskerettigheder. Vi må kræve, at vores lovgivere og politiet udøver en nultolerance over for volden. Der skal bruges ressourcer til at sikre uddannelse af politiet til at forstå, at dette her ikke er for sjov. At sager om vold og voldtægt mod kvinder skal opklares, beviser skal sikres og sagen skal føre til tiltale. At anklager og dommere lærer at forstå, at der kan være tale om voldtægt, selv om hun ikke har revet gerningsmanden i småstumper. At det ikke er kvinderne, der skal betale prisen for at nogle mænd har svært ved at kombinere hjerne og kønsorganer. At uagtsom voldtægt bliver anerkendt på linje med uagtsom hæleri og uagtsom drab. At vold i hjemmet ikke er en privatsag, men et samfundsanliggende. At vi ikke vil have et samfund, hvor vi accepterer vold mod andre som en løsning. Og at det bare ikke nytter kun at bygge flere krisecentre til kvinderne og behandlingstilbud til mændene. De skal bestemt også være der, men det løser ikke problemet. Og det må efterhånden være på tide at få det løst. Der findes nok ingen lette snuptags-løsninger på problemet. Det er en problemstilling, der hersker i – så vidt jeg ved – alle typer af samfund. Men det første skridt på vejen er at erkende, at det er et problem. Og ikke kun et problem, som den enkelte kvinde skal stå alene med. Det er ikke i orden, at vi lader vores retssystem være så udueligt i disse sager, hvor kvinder bliver ladt tilbage som ofre. Og det er heller ikke i orden, at vi som mennesker blot vender det blinde øje til. Hvis vi står på gaden og ser et andet menneske blive groft overfaldet af tilfældige forbipasserende, vil ingen af os da tøve med at tilkalde hjælp over mobilen. Men hvis vi hører naboen blive tævet sønder og sammen af sin mand, så tøver vi. Måske synes vi lidt, at hun selv har valgt det. Hun kan da bare gå sin vej. Eller hvad er det i virkeligheden, der får os til at tøve? Gammel vanetænkning? Når man tænker sig lidt om, så forekommer det da som en lang større forbrydelse at slå løs på én, som man skal forestille at elske og værne om, end at slå en fuldstændig fremmed. Jeg tror, at mange mænd ville tænke sig om en ekstra gang, inden de går amok, hvis de med usvigelig sikkerhed ved, at der går maksimalt fem minutter, så står der to politibetjente og tager ham med. Og han får ikke lov at vende hjem foreløbig. Og nej, det er ikke synd for børnene, at far skal i fængsel under de omstændigheder. Det er synd for børnene, at de skal opleve, at deres mor får tæv. Der er sikkert mange, der ved meget mere om disse problemstillinger og som vil kunne komme med konkrete bud på, hvordan man bedst og hurtigst kan lave en målrettet indsats, der virker. For mig er det væsentligste, at vi stopper med at acceptere mænds vold mod kvinder som noget naturgivent, som vi delvist lukker øjnene for, og markerer kraftfuldt og utvetydigt, at de tider er forbi. Og at de mænd, der udøver vold mod kvinder forstår, at den går simpelthen ikke længere. Der bør være mere end to procent risiko for at der falder en konsekvens, og at kvinden får den oprejsning, som hun har brug for. Hvis vi vil kalde os et retssamfund, må vi vel sikre os, at de regler, der gælder, også bliver ført ud i livet. Hvis vi mener, at de fortsat er vigtige og rigtige. Alternativet vil være at skrive straffeloven om, så den kommer til at passe med virkeligheden. Med særlige undtagelsesparagraffer for kvinder. Således at der i slutningen af voldsparagrafferne kunne stå: »Denne regel gælder ikke for kvinder, der er blevet udsat for vold af ægtefælle, samlever eller tidligere ægtefælle eller samlever i op til fem år efter samlivets ophør«. Det er selvfølgelig en anden mulighed, men ud over, at den vil stride mod de internationale konventioner, som vi har skrevet under på, så er der vel heller ikke mange, der ligefrem synes at det er løsningen. Så lad os i stedet erkende, at pigers og kvinders kroppe er deres egne – og sikre os at de ikke lider overlast, bliver misbrugt, udnyttet og slået – men i stedet får lov til at leve, danse og elske frit. Som de faktisk har deres menneskeret til.